2. september 2017
Gik og var i grunden lidt mere forstemt end jeg havde troet – over, at Irmas æglæggende høne ved Dronning Louises Bro i København var sendt i eksil. Blev en anelse beroliget, da forretningskæden lod forstå, at det var midlertidigt – og at hun skal tilbringe eksilet på et biodynamisk landbrug på Lolland, ind til hun kan komme tilbage på sin plads. Hun har helt sikkert godt af luftforandring efter at have lagt 118 mio. æg i sine 81 år på et af hovedstadens mest befærdede steder.
Men jeg savnede hende, da jeg forleden aften kørte hjem langs søerne. Så jeg blev nærmest lykkelig, da jeg fredag eftermiddag gled op med eskalatoren til Tegnenes Bro, Kirkebybroen, på første sal i Den Sorte Diamant, og stirrede op på Irma-hønens værdige arvtager, skildpadden, der lægger sine fem æg på nøjagtig den tid, det tager at køre op med det rullende fortovsbånd, og det endda på baggrund af Per Kirkebys smukke loftsudsmykning.
Pernille Kløvedal Helweg vidste ikke, at hønen netop var sendt i eksil, da hun fik bøjet sin skildpadde i neon til sin seneste udstilling om og med skildpadden som filosofisk og kunstnerisk figur i Den Sorte Diamant.
Mere om Pernille Kløvedal Helwegs forhold til og værk om skildpadden