Essay til kataloget til ARoS’ forårsudstilling 2011, Yue Minjun – Det arkæologiske fund år 3009
Af journalist og forfatter Mette Holm
For tiden består en ganske særlig kunstart i Kina i at skabe et rum uden for det etablerede, hvor kunsten kan trives og udfolde sig, og hvor fritænkerne kan kommunikere, kritisere og more sig – uden for censorernes fatteevne og deres omfattende sanktions- og straffesystem.
Trods de kinesiske magthaveres ihærdige forsøg på at tøjle kritik af det ellers enevældige kommunistparti og staten i det hele taget, er der sprækker. Formelt er alle udgivelser i trykte og æterbårne medier såvel som i cyberspace underlagt Kommunistpartiet og dets væld af underafdelinger og organer. Internettet – der snarere er et kæmpe internt nationalt intranet – anses for det mest censurerede og kontrollerede i verden.
Kineserne har ellers haft forbløffende let ved at tage internettet til sig – min personlige opfattelse er, at de ser det som en naturlig fortsættelse af stortegnsaviser , dazibao, som er offentlige opråb på store plancher eller tavler; det kan være politiske budskaber, ordrer fra oven og somme tider, i de sjældne og korte tidslommer, hvor det har været tilladt, også menigmands opfordringer og kritik. Kineserne er vant til massekommunikation i det offentlige rum, derfor falder internettets interaktion dem let.
Kinas Store Mur i cyber space filtrerer ”farlige” ord som Tibet, demokrati, menneskerettigheder, Dalai Lama, Taiwan og lignende fra – og mens, egypterne i skrivende stund udfordrer Mubaraks autoritære regime sorteres også ordlyden ”Egypten” fra. Jeg kan fx ikke komme ind på min nieces hjemmeside, Selmalamai.dk, i Kina pga. de fire efter hinanden følgende bogstaver l-a-m-a i hendes navn. Ligesom jeg ikke kan modtage mails fra diverse menneskeretsorienterede afsendere under mine rejser til Kina og så fremdeles.
Værre er det for kinesiske systemkritikere, der udgiver deres synspunkter på internettet og i mails. De bliver fængslet – som modtageren af Nobels Fredspris i 2010, Liu Xiaobo, som Hu Jia og mange andre såkaldte cyber dissidenter i Kina.
Det koster frihed eller beskæftigelse at kritisere Kommunistpartiet. Og her sætter opfindsomme og veloplagte kritikere ind og bokser sig rum, hvor censorerne, idépolitiet og de fantasiforladte ikke kan følge med.
Da kineserne for nylig kunne fejre det Kinesiske Nytår og ifølge den kinesiske månekalender gik fra Tigerens ind i Kaninens år, skabte kinesiske spøgefugle en ganske alvorlig lille tegnefilm om små kaniner, der gennemlever en række overgreb. En handling som mange kinesere har oplevet, men som det er forbudt at kritisere offentligt. Der findes utallige sager såsom det melaminforgiftede mælkepulver, der slog flere spædbørn ihjel og gav mindst 300.000 mennesker nyresten. Tvangseksproprieringerne hvor folk bliver sat fra hus og hjem af kadrer, der uden lovhjemmel beslaglægger og sælger deres jord til egen vinding, og en frygtelig brand i et teater i 1994 under en børneforestilling, hvor lærere og børn fik besked på at blive siddende, mens partikadrerne gik uskadt ud. 325 mennesker omkom i branden, heraf var de 288 børn.
Men tilbage til de forulempede kaniner i tegnefilmen, som ender med at få nok og går til angreb på de brutale uniformerede tigre med partiemblem og det hele – og det på natklub med kulørt disko-kugle i loftet og tiger-babes på skødet.
Overgrebene er kalkeret fra kinesernes hverdag. Derfor blev tegneserien også hurtigt forbudt på de kinesiske kloner af YouTube, Twitter og Facebook, men da var den allerede set af mange – og kendt af endnu flere.
Særlig munter er beretningen om caonima, græsmudderhesten – et umiddelbart nuttet fantasidyr, der lyder ganske tilforladeligt, men tillige har en ordlyd præcis som nogle møgbeskidte eder om din mors kønsorganer, og hvad man evt. kan gøre ved dem. Den søde græsmudderhest lever på steppen, og nedkæmper hexie, flodkrabben (hvis ordlyd klinger som ordene for ”harmoni” på kinesisk, hvilket er led i magthavernes kampagne for politisk stabilitet, ro og orden og dermed er blevet synonymt med censur). Og derefter lever græsmudderhesten lykkeligt på steppen – en sorgløs tilværelse, der er blevet synonym med ytringsfrihed.
Den var svær for censorerne. For hvert enkelt ord for sig giver ikke mening, eller er ganske uskyldigt og strømmer derfor uhindret gennem censurens fintmaskede net. Men i sin helhed er børnesangen med de fjollede billeder dels bundsjofel, dels en skarp kritik og latterliggørelse af statsmagten og censuren, dels er den yderst svær at mørklægge. En hel masse blogs og fanklubber af græsmudderhesten blev lukket, men nye dukkede endnu hurtigere op, og systemet blev grundigt til grin.
I efteråret 2010 blev den verdenskendte kunstner Ai Weiwei beordret til at rive sit nye hjem og atelier i traditionel kinesisk gårdhavestil i Shanghai ned. Mod kompensation ganske vist, hvis han holdt bøtte, men det gør han sjældent. Tvært imod. Myndighederne havde selv opfordret ham til at opføre komplekset på en grund, de havde stillet kunstneren til rådighed. Men da Ai Weiwei åbenlyst støtter en række sociale sager, som magthaverne ønsker at skjule, blev han beordret til at rive atelieret ned, straks det stod færdigt – uden forklaring. I stedet for housewarming inviterede Ai Weiwei så til nedrivningsfest. Via internettet indbød han græsmudderhestene i Kina til flodkrabbefest, hvilket resulterede i, at han blev sat i husarrest i Beijing, og ikke kunne deltage i sin egen fest, som derfor blev aflyst. Alligevel mødte 600 kinesiske gæster op til ”ikke-festen”.
Én af dem, en ung mand fra Shenzhen i det sydlige Kina, kaldte træffet ”meget meningsfyldt. Vi behøver ikke slogans og bannere. Alene dét, at så mange dukker op, får andre til at spørge, hvorfor vi er her. Her i landet må vi ikke stille spørgsmål, men det her er en begyndelse. Folk vil spørge, hvad der inspirerede os til at komme.”
Det gælder om at skabe sig et rum at agere og interagere med andre i.
Når Yue Minjun skaber en tilbageskuende fremtidsudstilling om vor tid, er det ud over den indlysende kunstneriske idé også sådan et rum. Her kan man udfolde sig og skabe, man kan kritisere en hverdag, som kan være trang og tung for mange. Her bliver den latterligt utilstrækkelige beskyttelseshjelm af strå til en kejserkrone. En termokande, som den, der findes i alle kinesiske hjem bliver til en værdiboks. Og i dette fine bakspejl smiler vor tids mennesker anstrengt fra øre til øre – i Yue Minjuns iscenesættelse pga. ”lang tids sult.”
Hvis man ikke kan påtale nutiden, kan man kommentere den bagud – i et rum og et sprog, som de flere end 30.000 censorer, der dagligt behandler censuren ikke kan trænge ind i. Undertrykte samfund avler og forfiner så at sige evnen til at opfatte og kommunikere mellem linjerne..
DET NYE KINAS HISTORIE
I Det nye Kinas første 30 år fra 1949 til 1979 havde kineserne nok at gøre med at orientere sig i og overleve Mao Zedongs samfundseksperimenter med de kinesiske masser, som han efterhånden betragtede som sin personlige ejendom, mens Kina var hans laboratorium.
Derpå lød det diskrete startskud til, hvad der skulle vise sig at blive den største revolution i Kina, nemlig gaige-kaifang, de økonomiske reformer og Kinas åbning til verden. I de forløbne godt 30 år er næsten 500 millioner kinesere løftet ud af absolut fattigdom, en formidabel bedrift helt i klasse med Den Kinesiske Mur og Den lange March.
For den enkelte kineser blev det et brud med politisk og ideologisk kaos, ligeløn og lige knaphed og – midt i vanviddet – også livslang forsørgelse til gengæld for absolut lydighed og underkastelse.
I 1979 blev de store folkekommuner opløst. Efter at have afleveret alle deres afgrøder til staten i 30 år, fik bønderne lov at dyrke et vist mål efter eget valg, som de frit kunne sælge på nye små frie markeder. Og så skete der noget i Kina. Den daværende leder, Deng Xiaopings økonomiske reformer frigav en foretagsomhed, som verden aldrig har set mage.
Kineserne gik ind i 1980erne i ens uniformer. De lignede tumlinger, man kunne dårligt kende forskel på for og bag, og næsten heller ikke på mænd og kvinder. Optikerne solgte tre brillestel: ét til mænd, ét til kvinder og ét til børn. Ligesådan med salget af millioner af cykler, der strakte sig over en herrecykel, en damecykel og en mindre cykel til små kvinder og børn – alle bygget efter tung sovjetisk 1950er-model.
Stille og roligt fik Kineserne mod på mangfoldigheden. Kvinderne begyndte at pynte sig med blonder og farver under de uformelige ærmer. Mænd og kvinder permanentede deres stride sort hår og man slog små lave hæle under de flade sko, og kvinderne forsøgte sig med neglelak og sminke. Det boblede og sydede, der kom farver på tilværelsen, priserne steg for første gang i 30 år, rationeringsmærkerne blev afskaffet, og der var masser af varer – men ikke nødvendigvis penge at købe dem for.
Tidligere, da alle var lige fattige, var der intet at stjæle. Nu kom der ulighed, og kriminaliteten eksploderede. Den økonomiske frihed gjorde enhver til sin egen lykkes smed. Det var på mange måder en vidunderlig tid at opleve i Kina. Folk hævede blikket og rettede ryggen. Det var som at se dem smide generationers usynlige åg af sig.
De glade 1980ere blev også bagtæppe for ny kunstnerisk udfoldelse i Kina. Undervisningen var genoptaget efter Kulturrevolutionens rabiate kinesiske variant af rindalismen i midten af 1960erne, da alle undervisningsinstitutioner lukkede, og de studerende blev sendt på landet for at tage ved lære af bønderne.
Tredje generation fra kunstakademierne blev udklækket i midtfirserne. De gik løs på livet og kunsten med stor energi og engagement, og for at gøre op med det kendte lod de sig inderligt inspirere af vestlige kunstnere som Andy Warhol, der besøgte Kina i begyndelsen af 1980erne. Der var frit valg på alle hylder – også i kunstens verden: surrealisme, dadaisme, pop-art. Nogle kunstnere nåede at endda at blive kommercielle, så deres kolleger fnysende fandt dem korrumperede.
Højdepunktet blev en stor og vovet udstilling med titlen China/Avant-garde, på det fornemme China Art Gallery i Beijing i februar 1989, hvor en stor del af de nye undergrundskunstnere var repræsenteret. Det var første gang, denne 1980ernes kinesiske avantgarde udstillede på et etableret galleri – og tilmed på Kinas mest prestigefyldte.
Udstillingen udfordrede i høj grad den gængse kunstopfattelse. Den fornemme fernisering endte i øjeblikkelig lukning, da to af kunstnerne skød hul i deres egen installation. De blev hurtigt anholdt – og helt usædvanlig hurtigt løsladt igen, fordi deres forældre var højtstående kadrer. De to rebelske kunstnere, Tang Song og Xiao Lus happening rev sløret af et ellers unævneligt faktum, som ingen turde (og stadig dårligt tør) sige højt, nemlig at kineserne – trods propagandaens trivielle forsikringer om det modsatte – ikke er lige for loven. Udstillingen åbnede på ny. Men dens største samfundsmæssige værk og happening, nemlig afsløringen af retsvæsenets vilkårlighed, blev tiet ihjel.
Den avantgardistiske kunst blev ikke udstillet igen foreløbig. 1989 var Slangens År i Kina, og netop det år viste sig at blive skæbnesvangert dramatisk. I forsommeren demonstrerede unge studerende på landets fornemste universiteter i hovedstaden. Først og fremmest fordi de ville udgive et skoleblad, men også ud fra ønsket om at danne en uafhængig studenterforening uden om Kommunistpartiet.
Begge dele var strengt forbudt, og i løbet af seks uger svulmede kritikken op til Det nye Kinas største udfordring nogensinde med millioner af demonstranter i gaderne i Beijing og andre storbyer. Natten til 4. juni 1989 satte Deng Xiaoping hæren ind mod de fredelige og ubevæbnede demonstranter – mange blev dræbt, endnu flere blev fængslet, nogle flygtede, mens andre den dag i dag stadig er spærret inde.
I 2011 er begivenhederne i 1989 lige så neibu – hvilket vil sige tabu eller forbudt område – i daglig tale, på tryk, i medierne og i cyber-space som dramatiske politiske kampagner som Kulturrevolutionen, Tibet, diskussionerne om demokrati og menneskerettigheder eller urolighederne i Xinjiang. Kort sagt alle de områder som magthaverne ikke vil høre om – endsige forholde sig til – og slet ikke kritiseres for.
Kinas unge kunstneres skuffelse over den manglende retssikkerhed var intet mod befolkningens reaktion på magthavernes blodige undertykkelse af de unge brushoveder på Den himmelske Freds Plads. 1989 blev en skelsættende demarkationslinje. Væk var den sidste rest af tillid til magthaverne. Samfundet gik ned i gear, forhåbningerne gik i sort, hundredetusindvis af unge blev sendt på landet for at tage ved lære af bønderne som under Mao-regimet.
Med ét blev Kina og kineserne slået tilbage på brættet. Men som altid kom kineserne efter det igen. Den dag i dag er politisk aktivisme stadig udelukket – kun få som Ai Weiwei – der er beskyttet af international berømmelse og sin fars ædle byrd som berømt digter og martret offer gennem 20 år for en anti-højrekampagne – slipper nogenlunde fra det.
De unges drøm om politisk udvikling og medbestemmelse blev knust. Magthaverne skelede til Sovjetunionens sammenbrud og konkluderede, at politisk frihed uden økonomisk fremgang er en blindgyde. Der blev sat en stopper for politisk udvikling og fuld fart frem for økonomien. Så selvom Kinas Kommunistparti stadig regerer og stadig kalder sig kommunistisk, råder nu en darwinistisk kapitalisme, hvor de ferme skaber sig store formuer, mens de mindre ferme synker til bunds – endnu uden pension, sygesikring, arbejdsløshedsforsikring og den slags.
Alligevel er et betydeligt flertal af kineserne overordentligt tilfredse med udviklingen – et faktum, som vi i Vesten ofte overser. Kineserne har aldrig haft det bedre. Selvom de efter vores vestlige forhold er snøret stramt ind i en snærende ytringsmæssig og politisk spændetrøje, er det alligevel bedre nu en for 10, 20, 30, 50 og 100 år siden.
Det kommer i bidder. Retssikkerheden styrkes, miljøet forbedres, bønderne fritages for skolepenge for at styrke deres uddannelsesniveau og der tages små skridt til social- og folkepension, sundheds- og arbejdsløshedsforsikring.
Ordet er langt fra frit i Kina, men der er voksende offentlige debatter om emner, som for ikke så længe siden var tabu. Det være sig korruption, vold i hjemmet, uretfærdighed, dårlige arbejdsgivere, magthaveres overgreb, miljøproblemer – alt sammen meget af dét, som magthaverne har døbt ”hverdagsanliggender”, men som herhjemme i Danmark betegnes som politik.
Kritikere har det ikke godt i Kina. Fattige har det heller ikke så godt. Men alle har større muligheder. Frem til 1992 var det forbudt overhovedet at bevæge sig rundt i landet uden internt rejsepas. Det var så godt som umuligt og i hvert fald uhørt at skifte job. Selv uddannelse – eller mangel på samme – var ikke et personligt anliggende men systemets beslutning, ligesom det var tilfældet med den enkelte kinesers bopæl.
I Kina vil det altid være et spørgsmål, om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt. Der er så rigelig plads til forbedringer, men dét alene må ikke overskygge den positive udvikling, som vitterligt finder sted.
Det gælder om at holde øje med pionererne og avantgarden, der med stort personligt overskud, visioner og mod driver udviklingen fremad og puffer til grænserne. For rammerne styrkes og udvides til fordel for det store flertal i Kina.
Mette Holm har beskæftiget sig med Kina i over 30 år og har i perioder boet, arbejdet og rejst i det store land.
Mere fra min hånd om kunst i Kina