🇩🇰 Økonomisk udvikling på kinesisk

Investeringsmagasinet Fund News, 11. marts 2008

AF Mette Holm

Det er storslået at være rig i dagens Kina; kapitalister er medlemmer i det enevældige kommunistparti. Antallet af dollarmilliardærer er mere end femdoblet på under et år. De økonomiske skel er blevet enorme, og fattigfolk dør af helbredelige sygdomme, fordi de ikke har råd til behandling.

De fleste kinesere holder på hat og briller for at holde trit i deres lands udvikling; Kina, hvor alle ind til for godt 25 år siden gik i takt, var klædt så ens, at man dårligt kendte forskel på mænd og kvinder eller på for og bag, hvor alle vitterligt havde samme løn, og hvor kriminalitet var så godt som ikke-eksisterende, fordi alle var lige fattige, og der ikke var noget at stjæle. De gode gamle dage…..

Så dukkede små frie markeder op, og bønder kom cyklende langvejs fra for at sælge af de afgrøder, som de netop havde fået lov at dyrke et vist mål og sælge af efter eget valg: fedt flæsk, en håndfuld tomater, en mager kylling, et par agurker eller et græskar. Nye tider…..

Men med de nye tider fulgte inflation, som var aldeles ukendt siden den kommunistiske revolution i 1949. I 30 år havde ris, hvedemel, madolie, bomuld – alting – kostet det samme. Det var rationeret, men prisen forblev den samme. Kinesernes hverdag blev vanskeligere.

På det politiske plan regerede Kinas sidste kejser, Deng Xiaoping. Han bekendte sig til kommunismen og Kinas regerende Kommunistparti til det sidste, men erklærede også, at i Kina gennemgik socialismen en historisk transformation til en enestående variant med ”særlige kinesiske kendetegn.” Fra 1979 var Dengs ord lov. Efter 30 år med betonkommunisme erklærede han, at ”det er storslået at være rig,” samt at ”det er i orden, at nogle bliver rige før andre.” Hans efterfølger, Jiang Zemin, fik sågar lavet forfatningsændring i Kommunistpartiet, så det nu også optager kapitalister.

I marts i fjor havde Kina 20 dollarmilliardærer. I november var der mindst 106 – officielt. Og der skal nok gemme sig nogle snese flere i bugnende, men anonyme selskaber med uigennemskuelige aktiviteter.

Da ”Risskålen af Jern” blev knust

Men afviklingen af den traditionelle kommunisme har også betydet, at sygesikring, børnehaven, skolen, jobsikringen og pensionen ikke længere er staten og det offentliges anliggende. I 1992 blev ”Risskålen af Jern,” som det hed, knust. Den enkelte kineser skal selv betale for det hele nu. Dog blev skolepengene på landet sløjfet i fjor i erkendelse af, at bønderne ganske enkelt ikke havde råd til at sende deres børn i skole.

I Kina skal ældre forsørges af deres børn; folk skal selv betale, hvis de blive arbejdsløse, syge (Verdenssundhedsorganisationen rangerer Kinas sundhedssystem blandt de mest unfair i verden), eller ønsker at give deres barn en uddannelse. Det kræver betydelig opsparing at gardere sig i den situation, og kinesere, der har råd, har stor opsparing – bl.a. i amerikanske statsobligationer. USA har et underskud i forhold til Kina på op imod 200 mia. dollars.

Der er altid vindere og tabere

Kinas børser blev nedlagt med et brag i 1949, spekulanter blev fængslet, omskolet, nogle sågar henrettet. Børsspekulation var samfundsfjendtligt, farligt mm. – indtil begyndelsen af 1990erne, da børsen i Shanghai genåbnede, siden efterfulgt af flere nye børser. Så var det pludselig acceptabelt at spekulere, og over 40 års propaganda havde givet flertallet af kineserne det indtryk, at børsen var et sted, hvor man kun kan vinde – aldrig tabe – penge.

Det førte til enkelte selvmord blandt småsparere, der satte familieformuen over styr. Staten udgav advarende pamfletter om, at vist kunne man blive rig på børsen, men man kunne sandelig også blive plukket til skindet.

I Kina tjener børsnotering og aktiesalg først og fremmest til at få fingre i småsparernes penge. Flertallet af kinesernes naivitet og manglende erfaring i spekulation udnyttes groft, og mange af de store virksomheders gøren og laden er uigennemsigtig som ærtesuppe.

November blev de kinesiske børsers dårligste måned i 13 år. Som en iagttager hos Morgan Stanley i Kina udtrykte det: ”investorerne oplever på den hårde måde, at det man vinder på gyngen, lige så hurtigt kan mistes på karrusellen.” Oliegiganten PetroChina overhalede ved sin børsnotering 5. november amerikanske Exxon Mobil som verdens finansielt største selskab. Inden måneden var omme, var aktierne dalet med 20 pct. Mange internationale iagttagere mener, at Kinas forrygende aktiemarked hviler på luft og nødvendigvis må krakke.

Flersporet udvikling

Som nation bryster Kina sig af den nye velstand med dertil hørende international agtelse. Men med til historien hører, at bønderne, der udgør flertallet i Kina, i fjor havde en gennemsnitlig årsindtægt på mindre end en tredjedel af byboernes.

At gennemsnitsindtægten i Kina ikke længere opgøres i alle kinesere, men i hhv. byboer og bønder, stemmer helt overens med den måde, Kina fra at være ét-sporet på stort set alle områder nu forgrener sig i overhalingsbaner og krybespor. På den ene side it- og oliemilliardærer, seks af verdens 10 rigeste ”self-made” kvinder og unge rige, der uden videre fyrer fem mio. kr. af på en bryllupsfest; på den anden side bondejokkerne og migrantarbejderne, hvoraf omkring 130 mio. lever for under fem kr. om dagen og dør af sygdomme, som uden videre kunne behandles – hvis de havde råd.

Risikoen for børskrak vækker efter sigende Kinas ministerpræsident, Wen Jiabao, om natten med koldsved. Ét er, at milliardærernes velstand forsvinder. Hvad der kommer let, går let. Men Kinas middelklasse omfatter omkring 250 mio. mennesker, og et børskrak kan meget vel berøve dem deres opsparing til sygdom, uddannelse og pension.

Kinas økonomiske reformer, der snart har rådet i 25 år har forårsaget megen ulighed og andet uheldigt. Men først og fremmest har de løftet 400 mio. kinesere ud af fattigdom, og der skulle de gerne blive, mens de efterhånden får selskab i velstanden af Kinas sidste fattige. Nye gode tider…

Artiklen er fra Jyske Invest Internationals investeringsmagasin Fund News nr. 1 2008