Klumme i Metroxpres januar 2003
Statens opgave må være at tage vare på sine borgere – med alt, hvad det indebærer. Derfor var det også så ynkeligt at læse i Cambodia Daily forleden, at myndighederne tigger donorer om at finansiere valget til Nationalforsamlingen til juli næste år.
Vist er demokratiet en helt ny opfindelse i Cambodia, og vist er det indført – eller forsøgt indført – af FN, men det har cambodianernes fulde opbakning. De eneste, der ikke bryder sig om det, er magthaverne. De modarbejder det, blæser på det, tilsidesætter det.
Ministerpræsident Hun Sen erklærede forleden, at han også vinder det næste valg – og det, inden kandidaterne er udpeget. En formssag, javist, men dog er det fortvivlende, at han end ikke lader som om, han følger spillereglerne.
Hans tilhængere på de små partikontorer rundt i landsbyerne er begyndt at bære Kalasjnikov’er – måske ikke for at skyde modstandere, men for at true og vise, hvem der sidder på magten. Ved lokalvalgene i fjor, blev 20 modkandidater dræbt. Det vil være en formidabel bedrift, hvis det lykkes at forhindre drab og terror i forbindelse med valget.
Jeg talte med en kollega i Phnom Penh forleden. Han fortalte, at medierne har fået besked på ikke at omtale valget, før det har fundet sted – dvs. uanset udfaldet, rose og hylde Hun Sen og hans Cambodianske Folkeparti (CPP) som sejrherrer. Hun Sen lagde ud med sine metoder allerede ved det første demokratiske valg i 1993. Han tabte til det royalistiske Funcinpec, men eftersom han sad på militæret og hele forvaltningen, var det ingen sag for en mand af hans støbning at blive næsten sideordnet ministerpræsident med vinderen, prins Norodom Ranariddh fra Funcinpec.
Ranariddh har siden gennem uduelighed, selvoptagethed og ragen til sig sat befolkningens opbakning over styr. Og da Hun Sen fik nok af parløbet, lavede han et kup, der sendte Ranariddh i landflygtighed med en dødsdom hængende over hovedet. Den blev siden ophævet af faren, kong Norodom Sihanouk.
Kongen fyldte 80 i begyndelsen af november og inviterede hele byens honoratiores til middag på det smukke palads, hvor han selv underholdt med sang i tre timer. To af hans sønner spillede til – saxofon og el-guitar. Og da kongen havde croonet i tre timer og ikke orkede mere, tog de to over og spillede Rolling Stones’ store 60er-hit Satisfaction. Jo, der er fest og ballade i den cambodianske kongefamilie.
Men det er cambodianerne vant til – at magthaverne og de rige forlyster sig og beriger sig på deres bekostning. De dukker også bare hovedet, når urimelighederne tager over og forsøger at holde sig ude af skudlinien.
Nu skal de så til valg igen, staklerne, vel vidende, at de ikke har noget reelt valg, for ingen regner med, at Hun Sen frivilligt giver afkald på magten, hvis f.eks. Sam Rainsy Partiet skulle gå hen at vinde. Sam Rainsy er forhenværende finansminister og noget nær den eneste hæderlige politiker i Cambodia. Han taler om retfærdighed og om at hjælpe de svage. Hans støtter i landsbyerne bliver chikaneret, hvis de er heldige. De uheldige risikerer i værste fald at bøde for deres sympatier med deres liv.
Cambodianerne ved udmærket godt, at man kan lade som om, man stemmer på CPP, hele vejen til stemmeboksen, og så kan man sætte sit kryds et helt andet sted, men de har også lært af erfaringen, at det vil Hun Sen springe op og falde ned på. Han vil være ministerpræsident, bliver det sikkert også, og valgets tabere? Ja, det bliver sikkert nu for tredie gang cambodianerne. Ikke noget at sige til, at Hun Sen, der betragter Cambodias økonomi som sin egen personlige, ikke vil betale for den slags, og i stedet beder japanerne, kineserne, australierne og svenskerne om at betale for opvisningen.