🇩🇰 Menneskerettigheder – hvorfor egentlig det?

Klumme i Historie-nu.dk april 2004

Det kan somme tider være svært at forklare, hvorfor menneskerettigheder egentlig er så vigtige. Herhjemme har vi dem jo i alt væsentligt. De er for en stor del indarbejdet i lovgivningen. Vist kan det blive bedre, og vi skal da heller ikke give op. Men sammenlignet med det meste af verden i øvrigt, ligger vi i den bedre ende af skalaen.

Det kan være svært at forklare en analfabetisk bonde, fisker eller andet, hvorfor det er vigtigt f.eks. at have et uafhængigt retsvæsen, hvis han selv og hans børn ofte går sultne i seng. Det kan også være svært at forklare en dansker, hvor vigtigt det er, at vi værner om et system, der fungerer udmærket og har gjort det i årtier. Det virker som om den slags går af sig selv. Det gør det bare ikke.

Vi skal ikke løfte blikket ret langt for at se, hvor værdifuldt det er, at et samfund fungerer. Da israelerne i marts dræbte den palæstinensiske Hamas-leder, sheik Ahmed Yassin, og her i april hans efterfølger, Abdelaziz al-Rantissi, oplevede vi en snert af det kaos, der kan opstå, når samfund ledes af et enkelt menneske og ikke af strukturer, der sikrer, at samfundet kører videre, uanset om en leder forsvinder – det være sig ved naturlig død, kup eller mord.

USA oplevede det med mordet på præsident John F. Kennedy i 1963. I vor del af verden oplevede vi det ved mordet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986. Der var landesorg, ja. Og en stor del af verden sørgede med svenskerne, som vi også gjorde det efter mordet på Anna Lindh i fjor. Men samfundet kørte videre – båret af demokratiet og dets underliggende strukturer.

Hvis f.eks. den cambodianske ministerpræsident, Hun Sen, kom af dage – det være sig naturligt eller, hvis han blev dræbt – ville samfundet eksplodere og alle mulige kræfter ville ligge i struben på hinanden for at efterfølge ham. Der ville blive hamstret som til krig. Børn ville blive holdt indendøre, folk ville frygte for deres liv og værdier; der ville blive skyderi i gaderne eller frygt for kup.

I Cambodia blev det – efter flere års tovtrækkerier – i fjor besluttet at nedsætte en særlig domstol for de overlevende ledere af De røde Khmerer, der i årene 1975-79 brutalt styrede landet med terror og drab under ledelse af Pol Pot, som døde en naturlig død i 1998.

To gamle mænd – general Ta Mok og lederen af udryddelseslejren S-21, Duch – sidder fængslet for deres andel i og ansvar for rædslerne. Andre af de ansvarlige – blandt dem fhv. præsident Khieu Samphan, Pol Pots egentlige næstkommanderende Nuon Chea, Heng Samrin og Ieng Sary, der var udenrigsminister under Pol Pot – lever som frie mænd i Cambodia. De bliver formentlig alle stillet for det særlige Røde Khmer tribunal – når det måtte blive nedsat på et tidspunkt.

Cambodia, der ellers på papiret er et forfatningssikret demokrati, har nemlig hverken regering eller parlament, der kan vedtage loven. Der var parlamentsvalg i Cambodia i juli i fjor, men de tre sejrende partier er ikke siden kommet overens om magtfordelingen, og før det sker, er det ikke muligt at vedtage noget som helst i Cambodia.

Nå, kan man så sige. Og det gør de fleste da også – virkeligheden har lært dem at være nøjsomme med rettigheder, som de ellers er sikret både via forfatningen og en række internationale konventioner, som Cambodia har tiltrådt.

Magthaverne ignorerer dem blot. Jeg har ofte – og senest i marts – mødt cambodianere, hvis rettigheder rutinemæssigt tilsidesættes, fordi de er for fattige eller for dårligt uddannede (kun omkring halvdelen af de 12-13 mio. cambodianere kan læse og skrive), og de færreste kender deres rettigheder; til f.eks. en retfærdig rettergang, til deres jord, til uddannelse, til ikke at blive banket af politiet, af rigmænds private hære, deres mænd, retten til deres politiske såvel som grundlæggende frihed.

Cambodia er et smukt land, der er sønderlemmet af årtiers krig, borgerkrig, brutalitet og magtbegær. Egentlig er det er forbilledligt demokrati – grundlagt for 10 år siden gennem FN’s fredsaftale for Cambodia fra 1991.

Men virkeligheden er en anden. På rejser rundt i landet har jeg hørt hårrejsende ting, som allesammen har deres rod i tilsidesættelse af rettigheder. De største problemer er stridigheder om jorden, voldtægt af småpiger (den værste, jeg har hørt om var en pige på blot 14 måneder – altså kun godt et år – som var blevet voldtaget), lynchninger, fordi folk – med rette – ikke har skyggen af tillid til politi og retsvæsen og derfor tager sagen i egen hånd. At det ofte går ud over uskyldige er så en anden sag.

Der er provinser i Cambodia, der end ikke har en domstol. Og jeg har talt med adskillige anstændige mennesker, der har forsøgt at bringe sager om overgreb af forskellig art til domstolene – uden held. De blev afvist af arrogante embedsmænd, der sender dem bort med alle mulige sære beskeder. Folk har for længst opgivet at følge deres sager til dørs. Det er kun de rige, der kommer så langt – de har så til gengæld stort set frit spil. De slipper for fængsel, eller slipper billigt med en bøde, hvis de f.eks. har myrdet eller blot skudt, men ikke dræbt én, de har set sig vred på.

Jeg har også mødt en ung kvinde, der havde været uretmæssigt fængslet i to år uden overhovedet at være blevet stillet for en dommer. Da hun omsider kom ud til sin lurvede hytte i en slumforstad til hovedstaden, Phnom Penh, måtte hun forlade sit hjem på grund af sin voldelige, stofmisbrugende svigersøn, der som bandemedlem står sig godt med politiet. Kvinden er flyttet til et lejet værelse, hvor hun bor med sin unge datter og hendes 14 måneder gamle underernærede tvillinger.

Hvad kan sådan en familie overhovedet bruge et anstændigt retsvæsen til? Jo, for det første var kvinden, hvis hun overhovedet var blevet fængslet, blevet løsladt efter varetægten, hvis ikke der var beviser. Hun havde måske fået oprejsning: en undskyldning eller ligefrem kompensation for uretmæssig fængsling. Politiet kunne have hjulpet hende mod den voldelige svigersøn.

De små tvillinger ville have fået ordentlige sundhedscheck. Og deres mor – altså kvindens datter – havde ikke behøvet at arbejde 12 timer hver dag i en bar, der ligger så langt væk, at halvdelen af hendes månedsløn går til transport. Familien havde ikke behøvet at frygte at blive holdt op og skudt af røvere og så fremdeles. Listen over trusler i hverdagen i Cambodia er endeløs. Mange af dem kunne afværges gennem et uafhængigt og hæderligt retsvæsen. Andre af, hvis der blev nedsat et velfungerende parlament og en regering i overensstemmelse med valgresultatet i juli i fjor.

Korruptionen i Cambodia er så godt som altædende; de fleste embedsmænd bliver betalt så dårligt, at embedsmisbrug i forskellige grader er den eneste måde, de kan forsørge sig selv og deres på, så det gør de, og det er ganske accepteret – ikke fordi, folk går ind for det, men fordi de ved, at sådan er det bare.

Det er en bombe under samfundet, fordi det skaber så megen had og bitterhed, at de rige kan købe sig fri af hvad som helst, men de fattige – og det er de fleste – må betale. Betalingen strækker sig fra, at de skal bestikke sig gennem systemet eller i værste fald til, at de bliver dræbt, fordi de bekender sig til ”det forkerte” parti.

Det er trusler som disse, vi her i Danmark så nådigt slipper for, fordi vi lever i et solidt demokrati baseret på menneskerettighederne. Et system, der ikke er afhængigt af en enkel stærk magthaver, men af en række institutioner, som kan bære samfundet igennem, selv hvis der skulle sidde et bråddent kar eller to i nøglefunktioner. I Danmark kan den slags ikke fungere i længden. I Cambodia kender de ikke andet.

Det er i krisetider, at demokratiet – som så meget andet – skal stå sin prøve. Til daglig fungerer det bare. Det er en af den slags strukturer, man først opdager, når man mister dem. Vi er alle berettiget til frit at ytre os, forsamles, tro på denne eller hin højere magt, til at have vor politiske overbevisning, til et privatliv, vi er berettiget til et liv i frihed – ja, til selve livet. Det er en universel ret, som alle mennesker i princippet har.

Det er store ord om en stille hverdag som den danske, men når vi vender blikket mod Irak, mod Mellemøsten, mod alle verdens konfliktramte områder, mod lande med politisk undertrykkelse, så er det åbenbart, hvor meget vi bør værne om vore rettigheder – selv, når vi ikke synes, vi lige går og har brug for dem.