Klumme i MetroXpres juni 2002
Der står en seks meter høj statue af Josef Stalin nede på diskotek Issmus på den anden side af floden her i Ulaan Baatar, Mongoliets hovedstad. Jeg når ham til lårene.
Det er den bronzestatue, der stod foran statsbiblioteket under sovjettiden. Den blev pillet ned straks ved den fredelige revolution i 1990, mens Lenin fik lov at blive stående. Han står stadig i den lille park, skråt over for Hotel Ulaan Baatar. Statuen af Choybalsan – Mongoliets egen Stalin – står her også endnu.
For mongolerne er ordentlige folk. De har store åbne sind. Og her i landet kommer man i tanke om, hvad gæstfrihed, tolerance og medmenneskelighed egentlig er. Og man kommer i tanke om, hvordan det er kommet voldsomt i underskud i Danmark.
Jeg har netop hvirvlet omkring på de mongolske stepper og har – ud over at opleve gudesmuk og storslået natur – besøgt en række projekter, der hjælper børn og familier i nød. Dem er der mange af – dels på grund af tre meget brutale isvintre efterfulgt af knastørre somre, som har kostet millioner af dyr livet og har jaget nomader fra sletterne til byerne på jagt efter et udkomme; dels fordi landet er inde i en vanskelig proces i overgangen fra sovjetisk vasalstat til demokrati.
Vi taler om et land, hvor BNP pr. indbygger er lige godt 3000 kr. årligt. Og dog deler man her hjertens gerne sin sidste mælkethe – eller vodka – med en vejfarende. Glæden er kernen i tilværelsen, og latteren klinger med lærkesangen på steppen. Eller den ensomme rytter på langfart; han synger af hjertets lyst på sin færd. Naturen hyldes og respekteres, nærmest kærtegnes, mens de rydder op efter Sovjetmagtens overgreb på den.
Man bliver klog af at besøge disse mennesker. For dem er jorden – som er deres verden – og hvad den giver nok til at dele.
Mongolerne er stolte af deres land – ikke smålige med det, som mange er blevet det derhjemme. De slår dørene op – de ønsker at være en del af verden. Så er det, at jeg skammer mig over den hjemlige efterhånden ondskabsfuldt nidkære afvisning af at ville eller turde dele ud af vor overflod. Vi smækker kassen i, så det gjalder. Ingen skal komme og forsøge at få en bid af den danske tilværelse.
Her, i Mongoliet, er der et åndeligt og menneskeligt overskud, som det misklæder os grumme at have mistet på vor vej ind i snæversynet selvtilstrækkelighed. Vi er blevet meget rigere, men der er meget på det menneskelige plan, der er gået i opløsning siden dengang i 1956, da mine forældre – ligesom så mange andre – slog dørene op og fyldte huset med flygtninge fra Ungarn.
Danmark og danskerne har en særlig stor plads i mongolernes hjerter. Det skyldes den danske landbrugsekspedition i 1920rne, og i nyere tid at Danmark, da vi var mere storsindede, støttede Mongoliet på den vanskelige færd til ægte uafhængighed. Hjælpen var beskeden, men havde stor gennemslagskraft. Nu er den stort set tørret ud.
Det forhindrer dog ikke mongolerne i at holde af os, og i dag nede i supermarkedet købte jeg yoghurt. Den hedder Danida, fordi mejeriet er opført med dansk støtte og rådgivning. Der er også børn, der hedder Danida i taknemmelighed over 1990ernes bistand.
Og på turen nordpå besøgte vi mini-projekter, der formedelst 1000 dollars hver har sat flere hundrede mennesker i vej. Det kan være ved at give nogle familier et stykke jord at dyrke eller ved at give børn i nedbrudte familier mulighed for at få en uddannelse eller et håndværk. Projekterne er led i en ny to-årig socialarbejderuddannelse, der er kommet i stand via dansk-mongolsk samarbejde og med støtte fra Danida, som ikke har taget stilling til, om bevillingen kan forlænges.
Det er skammeligt, hvis vi ikke vil ofre, hvad der i den store sammenhæng vitterligt er håndører på at ændre folks liv og give dem en værdig tilværelse. Mongolernes færdigheder er endnu ikke tilpasset moderne tider, og vi burde suge til os af det helt åbenbare menneskelige og åndelige overskud, som de kan tilbyde til gengæld for håndører. I stedet for at lade dem sejle deres egen sø, når nu vi har det i vores magt at være med til at gøre deres liv bedre.