Klumme i Metroxpres oktober 2002
Forleden sad jeg og snakkede med en tæppehandler i Damaskus over en kop æblethe. Han, der vel var omkring 40 år, fortalte, hvordan han som yngre sjældent bad og sjældent gik i moskéen. Nu beder han fem gange om dagen – de fleste i moskéen nær forretningen, Omayad Moskéen, der nok er byens smukkeste.
”Livet bliver lettere, når jeg b’er,” forklarede han mig. ”I moskéen kan jeg være i fred med mine egne tanker. Her i Syrien kan selv ens tanker være farlige. Men hvis man passer sig selv og ikke siger noget vigtigt til nogen, ja så kan man leve udmærket,” sagde han. Han var glad for at arbejde i den smukke gamle bydel, men også glad for at bo i en moderne lejlighed i en forstad et par kilometer væk – fem minutter med taxi.
Han fik sagt forbløffende meget med sine ”intetsigende” ord; intetsigende forstået på den måde, at hvis nogen havde lyttet – og det er syrerne vant til, at der altid er nogen der gør – var det kun almindeligheder, vi udvekslede. Men han fik fortalt om overvågningen, forfølgelserne og angsten – hele tiden med et stort flot smil, som han vist også bruger til at sælge tæpper med.
Syrien er ét af de lande, hvor kritikere bliver opslugt af efterretningssystemets terror – et af dem, der hellere fængsler og torturer for mange end for få. Her indgår angsten som et meget vigtigt instrument for regeringen. Det er ét af de lande, hvor man har vænnet sig til, at nogen banker på naboens dør om natten, og så ser man ham (eller hende) aldrig mere – eller efter 5, 10 eller 15 år i nedbrudt fysisk og psykisk tilstand.
I Syrien mødte vi også modige intellektuelle, der forklarede, at man hele tiden må skubbe til grænserne, hele tiden lade myndighederne forstå, at der er masser af syrere, der ønsker at tale og tænke frit. De kunne fortælle, at det er blevet bedre. At de tænker og taler friere i dag end for tre år siden, da den gamle leder, Hafez el-Assad, døde og blev efterfulgt af sin søn Bashar. Både Hafez, Bashar og dennes bror, Basil, der skulle have efterfulgt faren som leder, men omkom i en bilulykke, er gengivet i en uendelighed overalt. På plakater i overnaturlig størrelse, som maskot i biler, i butikker, på torve – overalt. Der er lidt præsident Bush over det: Er man ikke for os, er man imod!
Og kontrafejerne i alle deres afskygninger tjener til at almindelig skræk og rædsel. Ikke et eneste sekund får man lov at glemme, hvem der bestemmer. Men det er altså blevet bedre…..
Når jeg møder mennesker som syrerne, der er oppe imod en så formidabel og undertrykkende overmagt, og som trodser den skridt for beskedne skridt med stor risiko for deres eget liv og frihed, når jeg fornemmer deres angst og deres afmagt, og – ikke mindst – deres mod, ja så giver vort hjemlige demokrati med alle debatterne, uenighederne og diskussionerne mening; selv dem, der ellers let forekommer meningsløse i den store sammenhæng.
Skam få den, der ikke herhjemme udnytter sine demokratiske rettigheder og ikke passer de dertil hørende pligter. Vi må værne om demokratiet og tage ansvar for det og ikke i dorskhed give afkald – skridt for skridt – på retten til selvbestemmelse.
Tæppehandleren i Damaskus ved udmærket, hvordan det danske demokrati fungerer, og han var meget betaget af det. Han er ikke én af dem, der afprøver grænserne hele tiden. Han skal forsørge sin familie og ønsker naturligvis heller ikke at være én af dem, der blot forsvinder. Men han drømmer om regulært folkestyre, om regulære demokratiske valg – og om åbent og uden omsvøb at kunne sige, hvad han mener om politikere, samfundet og verden i det hele taget.