Artikel i Jyske Bank Nyt nr. 2, 2007
Af Mette Holm
For 25 år siden var Vietnam betonkommunistisk fjendebillede og sovjetisk vasalstat; isoleret fra omverdenen af et uforsonligt USA med vestligt halehæng, der slog hånden af Vietnam som straf for invasionen i 1979 af Cambodia – en invasion, der væltede Pol Pot og hans folkemorderiske bondestyre fra magten, hvilket snarere burde have udløst hyldest og ære.
Vestens – og dermed de internationale låneinstitutioners – økonomiske embargo betød, at Vietnam var dybt afhængig af Sovjetunionen; og af sit nok stærkeste råstof, nemlig vietnameserne, der i løbet af det 20 årh. var i krig med lande som Frankrig, USA og Kina – og vandt!
Krigene og isolationen kostede dyrt. I begyndelsen af 1990erne kunne Vietnam dårligt brødføde sig selv. Men da årtiet var omme, var Vietnam verdens næststørste riseksportør efter Thailand og havde overhalet bl.a. USA.
Kommunistisk kæledægge
USA nedlagde i 1993 omsider modstanden mod Vietnam, der overtog Kinas hidtidige plads som Vestens foretrukne kommunistiske kæledægge. Det var mens Vesten stadig havde Kinas brutale nedkæmpelse af demonstrerende studerende i 1989 i skarp erindring.
Vietnam er fortsat kommunistisk ét-partistyre, men ikke længere lukket om sig selv som en musling. Dyb armod er afløst af en årlig vækst omkr. otte pct., som magthaverne tilstræber at fordele bedst muligt i alle hjørner af landet.
Vietnam smyger sig som et S om det sydøstasiatiske fastland og strækker sig 1650 km på fra nord til syd og er blot 50 km på det smalleste sted; 332.000 km2 i alt – eller godt syv gange større end Danmark. Vietnam er gudesmukt. Der er store regionale variationer: karrige bjerge, tætbefolket lavland, fiskerige kyster og frodige floddeltaer. Og der er 84 millioner vietnamesere, hvoraf halvdelen er under 35 år.
Uddannelses- og sundhedsniveauet er højt – og var det også mens Vietnam var allerfattigst. Da verden omsider fik øjnene op for Vietnam, var netop uddannelsesniveauet medvirkende til udlandets investeringslyst, fordi vietnamesere ganske enkelt var lettere at arbejde sammen med end tilfældet ofte var i nabolandene, f.eks. Kina.
Kærligheden til fædrelandet
Enhver, der besøger Vietnam, bliver indtaget i menneskene. Det er stolte og stærke folk med stor selvbevidsthed – tilstrækkelig stor til, at de ikke bærer nag til alle dem, der har forsøgt at besætte og bekæmpe dem. Vietnameserne nærer en dyb kærlighed til deres fædreland – ikke den primitive og aggressive nationalisme, som f.eks. nager Kina og Japan, men en skikkelig selvbevidst glæde og stolthed over deres land og dets bedrifter.
Der er stor forskel på syd og nord – næsten som to forskellige lande, hvilket det jo også var frem til de selvstændighedsdrevne kommunisters sejr i 1975. Derpå fulgte en hård tid med genforening og genopbygning efter årtiers krig – førstnævnte egentlig vanskeligere end sidstnævnte.
De nordvietnamesiske kommunister gik meget hårdhændet til værks i deres ideologiske strenghed, mens sydvietnameserne gik i bådene, så at sige, og flygtede ud på havet. Den første store gruppe bådflygtninge blev fisket op på åbent hav af mandskabet – med fruer – på Clara Mærsk.
Siden flygtede hundredetusinder af vietnamesere; indledningsvis fra politisk forfølgelse, siden blot fra fattigdom, såkaldte bekvemmelighedsflygtninge – en dårlig betegnelse, for der var ingen bekvemmeligheder i interneringslejrene rundt om i Asien, hvor de tilbragte flere år for at blive sorteret af FN: ”ægte” flygtninge, der kom til USA, Norge, Danmark eller er andet rigt land, og fattigrøvene, som satte livet på spil i elendige plimsollere i håb om at finde et levebrød, fordi de ikke kunne give deres børn og familie en anstændig tilværelse. Fattigrøvene blev sendt retur til Vietnam, og nu er flygtningestrømmen tørret ind, fordi der atter er noget at gribe og gøre i for de foretagsomme vietnamesere.
Fremad med doi moi
I årene efter genforeningen var det de nøjsomme ideologisk stålsatte nordvietnamesere, der satte takten. I sidste halvdel af 1980erne vendte bøtten med introduktionen af doi moi – Vietnams variant af glasnost og perestrojka; da det gjaldt markedskræfter, fik sydvietnameserne atter luft under vingerne. Deres gamle handelstalent, deres øje for (hvad der i hvert fald i sammenhængen blev anset for) dekadence og driftighed såvel som for livets pekuniære glæder blev genvakt. Ho Chi Minh By – det tidligere Saigon – blev lokomotivet i en svimlende økonomisk fremdrift.
De adstadige, økonomisk uerfarne nordvietnameserne så bekymret til, mens toget satte i gang. Og magthaverne er den dag i dag skeptiske over for markedsøkonomien og dens friheder og faldgruber. Men også de er dog kommet efter det, og nationen trives med entréen i verdenssamfundet. Vietnam blev i januar medlem af Verdenshandelsorganisationen, WTO, hvilket retter endnu tungere skyts mod planøkonomien.
WTO-medlemskabet fordrer privatisering på en række områder, som Staten hidtil nidkært har ejet og kontrolleret. Overgangen bliver gradvis, og Staten indleder med at sælge – dog højst 49 pct. af – f.eks. vedligeholdelsen af jernbanerne, vaccineproduktion, mineindustrien, store stålværker og papirfremstilling til aviser.
100 pct. statskontrol og -ejerskab fortsætter på følsomme anliggender som spræng- og giftstoffer, militært udstyr, jernbanerne, lufthavne og flykontrol, havne, pengeudstedelse, tobaksproduktion bl.a. – og samtlige medier! Som ministerpræsidenten, Nguyen Tan Dung, i februar formulerede det i sin første online chat med vietnameserne: Statens totale ejerskab af og kontrol over medierne er ”fuldt på linie med folkets aspirationer.” Og Statens flere end 600 aviser ”skal være folkets talerør, folkets forum for demokrati.”
Med til den historie hører, at Dung og den øvrige ledelses fortolkning af demokrati er snærende snæver, og den rummer ikke f.eks. ytrings-, forsamlings- og trosfrihed. Men det tjener Vietnams ledelse til nogen ære, at de hele tiden arbejder med at udvide deres snævre tolkning.
Forsigtig inddragelse af befolkningen
Dungs online chat med befolkningen er f.eks. udslag af beslutningen i fjor på Vietnams Kommunistpartis 10. kongres om at indbyde til kommentarer og bidrag til væsentlige politiske diskussioner fra folk, som ikke er partimedlemmer, og vigtigere: at tillade valg blandt flere kandidater til ledende poster, herunder den alt afgørende som partichef.
Det hidtil uindskrænkede ét-partistyre til trods er Vietnam dét land i regionen, hvor respekten for det enkelte menneske er størst. Og selvom der endnu langt fra er ligestilling mellem kønnene, fik Vietnams kvinder allerede i det. 15. årh. næsten ligeret i hjemmets anliggender – herunder ejendoms- og arveret, hvilket endnu foreholdes mange af deres medsøstre i regionen.
Også retsvæsenet er mere gennemskueligt end i nabolandene. Men Vietnam er langt fra pletfrit. Én af vietnamesernes største frustrationer i hverdagen er voldsom og destruktiv korruption, der på lavt niveau især skyldes statens alt for lave lønninger. På højt niveau unddrager korruptionen systemet enorme summer, der retteligen burde bruges på f.eks. fattigdomsbekæmpelse; det kan være i toldvæsenet, politiet eller ministerierne, hvor fristelserne er enorme og kontrollen ineffektiv.
Korruptionen er en meget alvorlig skramme i lakken for Vietnam, men det samlede billede er dog ét af udvikling og fremskridt. For som Vietnam med snilde og ren og skær viljestyrke på slagmarken besejrede den ene vældige modstander efter den anden, har vietnameserne de seneste 15 år sat de samme stærke kræfter ind på at nedbryde omverdenens modstand og løfte sig selv ud af armoden, som kendetegnede de barske år i politisk isolation.