Louisiana Magasin nr. 24, marts 2007
AF Mette Holm
For at blive anerkendt som kunstner i Kina skal man kunne gengive fortidens mestre til perfektion, først derefter får man ret til at udfolde sin egenart og tilføje kunsten sin egen personlige stil. En meget stor del af al lærdom er udenadslære og terperi i Kina. Sådan har det været i 2500 år. Konsekvensen er til at tage og føle på i form af stækket initiativ på alle andre fronter end den økonomiske – og årsag til, at Kina igennem de seneste snart 30 år har sendt hundredtusindvis af studerende til Vesten. De skulle – og skal fortsat – lære at tænke selvstændigt og kombinere viden og oplysninger for at komme frem til nye spørgsmål og konklusioner; nye opfindelser.
Olympiske Lege og national stolthed
En storslået nation som Kina bør snarest høste en Nobelpris. Eksilkineseren Gao Xingjian’s Nobelpris i litteratur i 2000 gælder ikke i den sammenhæng; han betragtes ikke længere som repræsentant for Moderlandet. Kina skal have sin egen Nobelpris. Det er holdningen i Kina, men der er også en akut erkendelse af, at nationen endnu ikke i nyere tid har bidraget til banebrydende nye opdagelser, som den gang med fx teen og silken (her ville man jo svært gerne tilføje krudtet, men det blev formentlig opfundet i Indien og ikke i Kina). Og det er alt sammen meget længe siden. Den nationale stolthed svulmede i januar, da det lykkedes Kina at nedskyde og ødelægge en gammel satellit. Den slags fremskridt passer til en nation af Kinas kaliber, mener kineserne.
Kina gør sig efterhånden gældende inden for visse sportsgrene – bl.a. badminton, løb og bordtennis. De kinesiske magthavere forestiller sig, at Kina vil indtage en endnu større rolle i sportens verden, når det nu er lykkedes dem at lokke De olympiske Lege til Beijing næste år. Beijing har stået på den anden ende i flere år i bestræbelserne på at gøre klar til OL-værtskabet, som har meget høj prioritet politisk. Kineserne tudes ørerne fulde om, hvor vigtigt det er, og hvor imponeret resten af verden er. Og så bombarderes de med fem små OL-maskotter og en masse kostbar merchandise.
Legene har betydet, at Beijings infrastruktur har fået et kolossalt løft, som ingen andre steder i Kina har oplevet. Ganske vist lammes trafikken også her dagligt. Men Den olympiske Landsby, veje, broer, sportsarenaer mm vil vedblive at komme Beijing-boerne til gode. Beijing er omringet af ringveje, og metroen trækker sine muldvarpegange under byens tætbefærdede gader. Der er tale om en by, hvor cykelstierne såvel som fortovene for 25 år siden var bredere end bilernes sølle vejbane. I dag er det lige omvendt – trafikken sander til på de flerbanede veje, og eftersom byen i mellemtiden uden den store planlægning nærmest er eksploderet i omfang, er fortovene ofte inddraget til parkering. Survival of the fittest er dagens orden i Kina.
Hvem skulle have troet dét i proletariatets fremmeste diktatur, hvor de kinesiske masser løftede i flok – og blev vildledt og ofte også voldført i flok? Det nye Kina og kineserne har lagt ryg til verdenshistoriens største samfundseksperiment – på fundamentet af verdenshistoriens ældste og mest bestandige kultur.
Partiet som tankepoliti
Kinas Kommunistparti sejrede efter årtiers krig og borgerkrig i 1949 og har siddet tungt på magten lige siden. De økonomiske kræfter er sluppet løs i en brutal gang ’alle mod alle’, der ligner kapitalismens tidlige indtog i USA og Europa. Naturligvis stilles nogle bedre end andre, og siden Kommunistpartiet – helt i strid med principperne ved grundlæggelsen i 1921 og de efterfølgende over 70 år – tillod optagelsen af forretningsfolk og kapitalister som medlemmer, har partihierarkiet givet netop dem et forrygende økonomisk forspring i Kinas tumultagtige forretningsliv.
Det er i ideologien og tanken, at Kommunistpartiet for alvor ønsker at tøjle kineserne. Og her udgør Internettet en formidabel megafon for magthaverne, men naturligvis også en trussel, fordi det frie ord og frie tanker ind imellem smutter igennem sprækkerne i Kinas Store Mur i cyberspace.
Ingen lande er foran Kina, der udøver verdens mest avancerede kontrol med Internettet, ofte udviklet eller bistået af dem, som ellers forsvarer netop friheden i cyberspace i den øvrige verden: Google, Yahoo, Microsoft, Cisco Systems m.fl.
Vægaviser har alle dage været en del af magthavernes effektive kommunikation til de kinesiske masser, og også til kommunikation mellem kineserne. Så Internettet virker egentlig bare som en udvidelse af opslagene og opråbene i det offentlige rum.
Magthaverne har også adgang til den udbredte mobiltelefoni, som ellers er privatejet. Når myndighederne forlanger at sende en SMS til alle kinesere med mobiltelefon, ja, så får de uden videre lov til det. Aflytning og logs over samtaler er heller ikke et problem.
Alle udgivelser – trykte såvel som elektroniske – udkommer i Kommunistpartiets regi. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at udkomme uafhængigt. Censuren er ikke nødvendigvis skrevet ned, men den er gennemført. Det meste er selvcensur; journalister ved, hvor grænsen går, og holder sig sædvanligvis inden for den. Somme tider overskrides grænsen; alt efter overskridelsens alvor vanker der advarsel, fyring af den enkelte journalist, af en afdeling, en redaktør eller en hel stab. Også lukning i en periode eller for altid er en risiko. Men selv i det barske klima, skubbes grænserne lige så forsigtigt en gang imellem.
Ofte virker magthaverne latterlige i deres forbud & påbud. Senest blev Martin Scorseses film The Departed forbudt i Kina, fordi nogle af skurkene er mafiøse kinesere, som vil købe elektroniske chips til våben. ”Det er hel unødvendigt at fremstille skurkene som kinesere på den måde,” lød begrundelsen fra Propagandaministeriet, der forbød filmen. Og så er filmen, der virkelig ikke på nogen måde kritiserer Kina, tilmed et re-make af en fremragende Hong Kong-kinesisk film, Wu Jian Dao eller Internal Affairs. Historiens omdrejningspunkt er menneskers svigt og svig – ikke tvivlsomme kinesiske forbrydere. Hovedpersonerne er irske indvandrere, de fleste gennemkorrupte. Hvis den irske stat skulle tage på vej som Kina, ville filmen også blive forbudt i Irland, som heldigvis har tilstrækkeligt med overskud til ikke at opfatte filmen som en national fornærmelse.
Men den har de kinesiske smagsdommere ikke fanget. Lidt det samme gælder den kinesiske filmskaber Jia Zhangkes Shi Jie eller The World. Jias øvrige film er forbudt i hjemlandet, fordi de regnes for samfundskritiske, men ikke The World, som ellers er en ætsende ironiseren over staklerne, der arbejder i forlystelsesparken The World i Beijing, som er fuld af små gengivelser af prægtige bygningsværker rundt om i verden – Eiffeltårnet, pyramiderne osv. Medarbejderne går i cirkler på deres arbejdsplads og længes efter at komme ud at se verden. De kinesiske smagsdommere er yderst tilfredse med filmen, som de mener er god reklame for forlystelsesparken.
Taiwanske Ang Lee blev hyldet på Taiwan og i Hong Kong for sin Oscar-belønnede Brokeback Mountain; sådan set også på det kinesiske fastland, hvor den engelsksprogede avis China Daily (der har lidt længere snor end de kinesisksprogede medier) pludselig kaldte Ang Lee for ”alle verdens kineseres stolthed” og ”kinesisk films storhed”, men filmen om cowboy-bøsserne fandt ikke vej forbi censorerne – og Ang Lees takketale, der ganske vist blev vist på kinesisk fjernsyn, fik fjernet alle henvisninger til Taiwan såvel som bøsser. Magthaverne ville gerne have Oscar’en, men de ville ikke have filmen.
Også filmen En geishas Erindringer var forbudt i Kina, selv om den havde to af Kinas førende skuespillerinder, Gong Li og Zhang Ziyi, på rollelisten. De to spillede geishaer, og censorerne var bekymrede for, om de ville blive opfattet som ludere, og for, at filmen, som jo foregik i Japan, skulle stille Kina i dårligt lys. Mens kineserne ofte ikke må se deres egne landsmænds højt berømmede indsats i biografen, må de til gengæld godt se Harry Potter, Star Wars og King Kong.
Det er interessant, at de kinesiske magthavere ikke kender forskel på privat initiativ og staten. Deraf raseriet, når fx Martin Scorsese fremstiller kinesiske skurke eller Ang Lee nedværdiger sig ved at lave en film om bøsser. Præsident Bush står i spidsen for verdens mest effektive krigsmaskine; hvorfor kan han så ikke også forhindre den slags? For de kinesiske ledere er det aldeles ubegribeligt, at statsmagten ikke kan bestemme over kunsten, medierne og meget andet, ligesom den kan – og til overmål gør – i Kina.
Udvikling med omkostninger
Kinas – og mange kineseres – nationale selvopfattelse lider af en slags kortslutning. Alle han-kinesere (etniske kinesere, som udgør 92 pct. af Kinas godt 1,3 mia. indbyggere) er af den opfattelse, at de og deres kultur er alle andre kulturer overlegen. Det er naturligvis i direkte modstrid med de seneste godt 150 års ydmygelser og tilbageslag, som Kina og kineserne har oplevet; det startede med svidende nederlag i Opiumskrigene, som Kina selv erklærede for at standse briternes enorme og ulovlige salg af opium til kineserne i bytte for sølv og te. Kina måtte afstå Hong Kong til en utilfreds dronning Victoria, og siden fulgte gentagne ydmygende nederlag til Japan og vestlige lande med afståelse af kinesisk territorium og indflydelse til følge. Det var flere havnebyer med Hong Kong og siden Shanghai som de mest fremtrædende.
Kinesernes historiebevidsthed er lang, og i det store billede tæller 150 års tilbageslag ikke noget særligt, det er blot en krusning på overfladen. Men mens det står på, er det slemt. Og nu er opfattelsen så, at tiden er inde til at Kina atter indtager sin naturlige plads i verden.
Kina oplever den hastigste økonomiske udvikling i verden nogensinde. Udviklingen er hjerteskærende skævt fordelt, og i dag findes der kinesiske multimilliardærer – men selvsagt langt flere fattige og udstødte, der – efter årtiers lydig underkastelse med dertil hørende livslang statslig forsørgelse – ikke har været i stand til at klare sig selv på økonomisk frihjul. Polariseringen vokser, og antallet af mennesker, der bliver hægtet af udviklingen, vokser også. For 25 år siden var alle lige fattige; der var ikke meget at stjæle og heller ikke at snyde hinanden for.
Den ulige fordeling, som også gør sig gældende regionalt, er sammen med årtiers grov misrøgt af miljøet og en frådende korruption inden for Kommunistpartiet de tre store udfordringer, Kinas magthavere står over for – og hvis løsning er mere presserende end spørgsmålet om Kinas plads i det internationale samfund.
Hvis Kinas udvikling fortsætter i samme takt, eller selv en smule langsommere end i dag, er det et spørgsmål, om der overhovedet er tilstrækkelige ressourcer i verden; ikke bare i Kina, men i hele verden. Den stigende velstand betyder, at folk spiser mere kød (end dengang, de stort set måtte undvære, og størstedelen af befolkningen var under- eller fejlernæret), hvilket igen betyder, at der skal bruges mere og mere korn til foder. Det kræver mere jord, men landbrugsjorden svinder hurtigere i Kina end noget andet sted i verden; dels på grund af erosion, men i høj grad også, fordi landbruget må vige for urbanisering, forlystelsesparker, veje mm. En stor del af salget af landbrugsjord er ulovligt og foregår for næsen af de bønder, som har dyrkningsretten; det er korrupte lokale partichefer, der sælger til egen vinding.
Kineserne udgør 21 pct. af verdens befolkning; hidtil har de på det mest nødtørftige brødfødet sig selv på 1,7 pct. af klodens dyrkbare jord. Udviklingen skaber højere, stærkere og sundere kinesere – som spiser mere, om end stadig langt mindre end fx os i Danmark. Til gengæld har udviklingen i Kina også kostet meget alvorlige ofre for vort fælles miljø. Kinas opskrift på løsningen af dét problem har hidtil været – sådan lidt forrykt koket – at når nu Kina var et uland, og den selvforskyldte forurening så stor og voldsom, at den havde konsekvenser for hele verden, måtte hele verden også være med til at betale. Først nu indser Kina, at kursen har været katastrofal, og at landet i høj grad må gå aktivt ind i genopretning af miljøet. Det kræver teknologi og løsninger, som verden endnu ikke kender, til bedre udnyttelse af energi, alternativer til fossile brændstoffer, nye veje inden for vedvarende energi osv. Det er ikke umuligt, men der skal ske noget snart.
Hvis alle kinesere skal spise sig mætte hver dag, have en brøkdel af de gennemsnitligt 40 elektriske husholdningsapparater ethvert dansk hjem har, hvis hver familie skal have bare en lille bitte bil, eller i det mindste have adgang til fungerende offentlig transport, ja så er det hele verdens problem, og hele verden må bidrage til løsningen med fødevare- og andre forsyninger.
Korruptionen truer med at æde Kina op indefra; den forhindrer kontrol med myndigheder og magtmisbrug, den betyder lemfældig fødevarekontrol med mange dødsfald hvert år til følge, den betyder tusindvis af dødsfald i mineindustrien, enorme tab i statens indtægter i form af ikke-betalt skat (som fx kunne finansiere et hårdt tiltrængt folkepensions- og sygesikringssystem, betale for folkeskoleundervisningen, som på papiret, men ikke i virkeligheden er gratis osv.). Og den betyder en velfortjent, men meget alvorlig mistillid til centralmagten. Kinas øverste ledere er næppe korrupte, men de har overhovedet ikke hånd i hanke med deres ofte meget korrupte partifæller, som står for den daglige forvaltning og kontakten til borgerne.
Det største lyspunkt i den forbindelse er, at magthaverne omsider har fået øjnene op for, at det er tilfældet – at disse tre enorme udfordringer, den voksende polarisering i samfundet, miljøet og korruptionen, er deciderede forhindringer for den videre færd; at løsningen af disse problemer er uomgængelige hvis man skal finde en vej videre.
Arven fra Konfutse/Kongfuzi
Selv om Kina har en forbilledlig forfatning og på papiret er et demokrati, er der ingen tradition for at tage befolkningen med på råd. På papiret har kineserne frihed til at ytre sig, tro, mene, tænke og organisere sig som de vil. Men også Kommunistpartiets ”ledende rolle i samfundet” – altså enevælde – er nedfældet i Kinas forfatning, og det vejer en hel del tungere end alle frihederne.
Den kongfuzianske model, som Kina har efterlevet i mere end toethalvttusinde år, forudsætter en god og kløgtig leder, en kejser, der er som en far for befolkningen; ved, hvad der er bedst for dem – og hvad de ikke kan tåle. I den model er borgerne umodne, måske ligefrem uartige, og de har brug for denne kloge og velmenende ’far’. Problemet er, at kejseren ikke altid under kommunismen har regeret til massernes bedste, men som tilfældet var under Mao Zedong har skaltet og valtet med kineserne.
Nogle af efterfølgerne har nok været velmenende, men ingen har hidtil turdet tage kineserne med på råd. Nu har i hvert fald de mest tidssvarende og visionære blandt i Kinas ledelse indset, at tiden er inde til at give kineserne medindflydelse – ikke nødvendigvis et folkestyres omfattende magt til at hyre og fyre deres ledere, men et vist mål af indflydelse.
Det er helt nye toner, og de er da heller ikke slået igennem ude i virkeligheden. Men der er en voksende erkendelse i Kinas ledelse af, at al videre udvikling også skal have rod hos borgerne og ikke kun de alfaderlige, bedrevidende og kløgtigere ledere. Det kræver en helt ny forpligtelse til at lytte til kritik, tage imod gode råd og i det hele taget acceptere de ’almindelige’ kinesere som jævnbyrdige – nok en af de største og bitreste piller, de kinesiske ledere kommer til at sluge.
De 800 mio. beboere i Kinas knap en mio. landsbyer har faktisk som de eneste i landet prøvet at stemme til demokratiske valg. Den økonomiske liberalisering, der gjorde sit indtog i 1980’erne medførte korruption og tendenser til klanvælde som i gamle dage, især på landet. Hidtil var landsbylederne blevet udpeget inden for Kommunistpartiet; nu indførtes i stedet forsøgsvis demokratiske valg af administrativ landsbyleder mellem flere kandidater, der selv fremlagde deres program, og som ikke behøver at være partimedlemmer. På den måde kan landsbyboerne siden stille landsbylederen til ansvar, hvis hun eller (som oftest) han svigter deres løfter.
Landsbylederen administrer fx vand, veje og skolen, og sørger for at Centralmagtens ordrer føres ud i livet. Derudover har Kommunistpartiet i enhver landsby en politisk leder, som fortsat udpeges i egne rækker af Partiet.
Intet tyder på, at demokratiske valg vil brede sig til den egentligt politiske sfære i nogen nær fremtid. Der er dem – ikke mindst i Kinas ledelse – der siger, at kineserne ikke egner sig til demokrati. De siger, der findes en særlig asiatisk model, nogle særlige asiatiske værdier, som gør, at demokratiet ikke kan virke der. Disse asiatiske værdier er uklare, men væsentligt er det, at borgerne er til for samfundet og ikke omvendt; egentlig er det blot kongfuzianismen.
Det er muligt, at Kina aldrig bliver demokratisk. Men det skyldes i givet fald ikke, at kinesere ikke egner sig til demokrati. Selvfølgelig gør de det. Det er Taiwan et lysende eksempel på; dér har de 22 mio. taiwanere et udmærket og velfungerende demokrati – i øvrigt det eneste kinesiske samfund i verden med ægte demokrati – med højt uddannelsesniveau, blomstrende debat, kulturliv og alt, hvad det indebærer.
Louisiana Magasin nr. 24, marts 2007