🇩🇰 Kunstens sprudlende slagmark i Kina

April 8, 2016

Konturløse ansigter spyr æselhoveder, brækker sig i bogstaveligste forstand over en ufordøjelig tilværelse. Bærbare, sammenklappelige storbyer i stof. Malerier, installationer, keramik, tekstiler, faldskærme. Et vældigt tigerskind af tusindvis af cigaretter. Originalt og påtrængende med udgangspunkt i tusindårige kinesiske traditioner, nutiden og somme tider også fremtiden.

ARoS indbyder til Kina med sin store efterårsudstilling, A New Dynasty – created in China, med 25 af Kinas største samtidskunstnere. Vel at mærke kunstnere, der først og fremmest lever og virker hjemme i Kina. Men hvad er det for et Kina? Ikke bare made in China, men created in China?

Sui Jianguo, Motion And Tension, 2009 © ARoS

Hvordan udtrykker man sig i et samfund, der helt rutinemæssigt sætter drabelige grænser for menneskers mulighed for at udtrykke sig? Og som i samme ombæring fremavler kreative modsvar på undertrykkelsen. På samme måde som Kina lagde den første sten til Den Store Mur allerede i 700-tallet f.v.t. (og den sidste i 1600-tallet) for at holde kineserne inde og barbarerne ude, har Kinas magthavere i det 21. årh. opført verdens største mur i cyberspace og dermed endnu en usynlig mur om kinesernes mulighed for at udtrykke sig i Kina på skrift, i tale og i kunsten. At udtrykke sig frit og åbent i Kina er en kunstart i sig selv, som også kræver sit af modtageren. Kunsten stiller spørgsmål og giver også en væsentlig del af svaret på den afgrundsdybe tillidskrise, der råder i dagens Kina.

Oprindelsen

Kina bryster sig – med rette – af verdens længste, ubrudte kultur. Kineserne begyndte at drikke te 600 år f.v.t. Kinesisk skrift kan spores 6000 år tilbage; rige kinesere klædte sig i silke næsten 4000 år f.v.t. (omtrent mens vi gik fra at være jægere og samlere og blev agerbrugere), og de seneste to årtusinder har kinesisk kalligrafi været en berømmet kunstart. Det ældste eksisterende kinesiske silkemaleri er fra 168 f.v.t.

Kultivering og perfektion af selvet, af kunsten, skriften, af teen, maden og også af naturen har alle dage været en del af kinesisk kultur, der omfatter et vældigt spektrum af folkeslag og regioner. Begrebet indeholder også et mål af underkastelse; mennesket og naturen skal underkaste sig verdens orden. Kunsten har – som så mange andre steder – været forbeholdt eliten; det være sig inden for forvaltning, filosofi eller religion, i livet eller i døden (den dag i dag kan man dårligt adskille kunst, kultur og tro i fx Tibet).

Silkemaleriet, der blev lagt over den fornemme fru Dais grav omkring år 168 f.v.t. ved Mawangdui i det nuværende Hunan, er hverken falmet i udtryk eller betydning i de forløbne næsten 2200 år. Det er ypperlig kunst den dag i dag ligesom mange andre tusindårige kinesiske kunstgenstande.

I et par tusind år under kejserdømmet i Kina kan man – lidt friskt – mene, at samfundet, herunder også kunst og kultur, naturligvis udviklede sig, men filosofien bag, idealerne og udførelsen forblev de samme.

Kinas største og kendteste filosof, Kongfuzi (551-479 f.v.t.; den ene af kun to kinesiske filosoffer, der også har latinsk navn, nemlig Confucius), udviklede læren om statsførelse på baggrund af familiens struktur. Højest i hierarkiet stod faderen, efterfulgt af onkler, sønner, første hustru, de følgende hustruer. Allernederst – men dog over tjenestefolket – stod sidste hustrus yngste datter. Kongfuzianismen forudsætter, at faderen hersker ved sit gode eksempel snarere end ved regler. Børn tager ved lære af forældrenes gode eksempel og efterlever det; de bliver eksemplariske.

Kongfuzi overførte familiehierarkiet til statsførelse, sådan at kejseren blev faderen i det kinesiske rige. Over sig havde han kun ‘himlens mandat’ – altså retten til at herske. Himlens mandat forudsætter en god hersker, der passer sine undersåtter, som var det hans egne børn. ‘Børnene’ – undersåtterne – forventes til gengæld at tage ved lære af, adlyde og respektere, at faderen/kejseren ved, hvad der er bedst for dem. Det seneste og i vor tid mest klassiske eksempel på en sådan eksemplarisk kongfuziansk hersker var grundlæggeren af det moderne Singapore, nyligt afdøde Lee Kuan Yew.

Det kongfuzianske undervisningssystem baserer sig på repetition og udenadslære. I forlængelse af kongfuzianismen er en kunstners fornemste opgave at lære – underkaste sig – de forgangne mestres teknik og udførelse til fuldkommenhed, så man kan gengive deres værker nøjagtigt. Først derefter er en kunstner i kongfuziansk optik klar til at tilføje sit eget præg, som kan vandre videre gennem historien og tiden sammen med tidligere mestres.

Tvangsåbning til omverdenen

Det kejserlige Kina var selvtilstrækkeligt, havde med sin enorme regionale og klimatiske spredning nok i sig selv og anså alle andre kulturer for underlegne. Kina eksporterede til andre lande og kulturer ad Silkevejen, men importerede stort set intet, eftersom det ikke ansås for nødvendigt. Derfor var andre relationer til den omgivende verden unødvendige. Så frem til 1911 havde Kina ganske vist et ministerium, Tsungli Yamen, til modtagelse af gaver fra vasalstater, men ikke et egentligt diplomati eller udenrigsministerium til at pleje gensidige forbindelser med andre lande. Kina mente ikke at have brug for omverdenen dengang. Vesten havde det lige omvendt.

De europæiske handelsflåder kom vidt omkring. Portugisiske handelsfolk slog sig ned på en halvø og nogle småøer i det sydlige Kina allerede i det 16. årh. og skabte omkring sig den lille enklave Macao. Herfra udgik den første Kina-handel til havs med bl.a. te, porcelæn og krydderier. Indledningsvis boede der kun ganske få kinesere i området. Handlen foregik mellem europæiske handelshuse, der havde kinesiske ‘compradorer’ – mellemmænd – til at forestå kontakten og handlen med fastlandet.

Efterhånden som kulturerne blandede sig i Macao, blev maccanesere – af blandet portugisisk-kinesisk oprindelse – ofte compradorer. De havde fordelen af at forstå begge kulturer – og sprog. Mad og skikke blandede sig også i Macao. Storbritannien prøvede at tvinge Kina til at åbne sig og importere, så der kom bedre balance i handlen. Kina mente stadig ikke at have brug for at importere fra omverdenen, men britiske, især skotske hong’er – handelshuse – pressede på for at få lov at sælge opium til kineserne gennem den snævre indgang, som Macao var blevet til handel med fastlandet. Qing-kejseren var – ikke overraskende – arg modstander af at gøre sit folk til narkomaner og kæmpede imod. Det førte til opiumskrigene, 1839-1841 og 1856-1860. Udlandet – med Storbritannien i spidsen og støtte fra USA og Frankrig – vandt, og Kina blev tvunget til at åbne yderligere havne til skibshandel: Shanghai, Canton (Guangzhou), Ningpo (Ningbo), Fuchow (Fuzhou) og Amoy (Xiamen). Oveni fik briterne det lidet befolkede og malariabefængte Hong Kong som krigsbytte. Hong Kong udviklede aldrig en egen kultur på linje med maccanesernes i Macao.

Først i det 20. århundrede slog påvirkning udefra for alvor igennem i Kina, især gennem invasion og overgreb som følge af nederlagene i opiumskrigene og kejserdømmets gradvise opløsning gennem de efterfølgende årtier frem til Qing-dynastiets fald i 1911. Omverdenen tiltvang sig adgang til Kina, hvor det frem til 1900 var kineserne forbudt under dødsstraf overhovedet at forlade landet uden særlig tilladelse.

At titusindvis af kinesere dog trodsede forbuddet mod udrejse og drog den farlige tur over Stillehavet til Amerika i sidste halvdel af 1800-tallet, vidner om de vanskelige levevilkår i Kina dengang. I Amerika blev de også kulier; de blev underbetalt, ydmyget og havde ingen eller kun ringe borgerrettigheder. Først arbejdede de i Californiens guldminer, derpå blev de rekrutteret til anlæggelsen af jernbanen hen over Amerika, et arbejde, som stort set ingen andre ville påtage sig. Det anslås at 500-1000 kinesere eller flere døde under arbejdet på den amerikanske jernbane.

Udlændingene kom først og fremmest til Shanghai omkring 1850 og Beijing omkring 1900. Opiumskrigenes sejrherrer delte Shanghai mellem sig i koncessioner, der hørte under de respektive lande samt et tætbefolket kinesisk område. Byen blomstrede og blev Orientens omdrejningspunkt – for industri, handel, dårskab, fordærv, oplysning, nye tanker og idéer og også for kunst og kultur, orientalsk såvel som vestlig. Den dag i dag er Shanghai Kinas fremmeligste by på mange fronter, fx byplanlægning og forureningsbekæmpelse. Og Shanghais indfødte indbyggere betragter med nogen arrogance sig selv som landets fornemste og langt mest sofistikerede.

Efter kejserdømmets fald i 1911 grundlagde nationalistlederen Sun Yat-sen Republikken Kina, men i årene 1916-1928 opløstes landet i indre strid om magten hos både nationalister og kommunister: Guangdong-Guanxi-krigene i 1917 og 1921, Zhili-Anhui-krigen mellem lokale krigsherrer i 1920 og Yunnan-Guangxi-krigen i 1925 om, hvem der skulle have magten i Nationalistpartiet efter Sun Yat-sens død. Den nye leder, Jiang Kai-shek, erklærede kommunisterne krig. Japan indledte en besættelse, som bredte sig fra Manchuriet i nord og toppede under anden verdenskrig. Derefter blussede borgerkrigen mellem nationalisterne og kommunisterne op på ny.

‘Befrielsen’

Kommunisterne besejrede nationalisterne i 1949, hvorpå taberne flygtede til Taiwan og videreførte Republikken Kina dér. En af kommunistpartiets grundlæggere og dets absolutte leder, Mao Zedong, proklamerede 1. oktober 1949 Folkerepublikken Kina ud over verdens største paradeplads, Den Himmelske Freds Plads, fra podiet over indgangen til Beijings kejserpalads, Den Forbudte By.

Ingen tvivl om, at de fleste kinesere vitterligt blev ‘befriet’. Flertallet af kineserne levede i dyb armod og frygt dengang, kunne hverken læse eller skrive, havde ingen eller kun ringe indflydelse på deres egen tilværelse. De fleste havde levet som kulier eller livegne, de blev købt og solgt, tvangsrekrutteret til nationalisthæren, de spiste sig sjældent mætte, mange millioner var internt fordrevne af krig og borgerkrig, der fandtes mennesker, som end ikke havde tøj at tage på. Kunsten havde dårligt plads i disse menneskers daglige kamp for tilværelsen.

Sådan var det Kina, Mao Zedong overtog og forvaltede på kongfuziansk vis mest pr. dekret og med stigende vilkårlighed; sidstnævnte rasende autoritært, men ikke specielt kongfuziansk. Mao gjorde Kina og de dengang 500 mio. kinesere til sit personlige samfundslaboratorium. Et overvældende flertal var analfabeter, så hans mest forfinede virkemiddel var udtryksfuld propaganda, især teater, radioudsendelser og plakater med flammende budskaber. Én af Mao Zedongs fornemste bedrifter var at sætte kineserne i stand til at læse og skrive. Han sørgede for en forenkling af det komplicerede skriftsprog og en lydskrift, som skulle ensrette de 120 dialekter, hvoraf nogle er indbyrdes fuldkommen uforståelige, selvom skriftsproget er det samme og har været det i over 2000 år. I dag kan godt 95 pct. af alle kinesere læse og skrive. Da Mao Zedong kom til magten i 1949, var det under 20 pct.

Kunsten for masserne

Kunsten, der hidtil havde været forbeholdt eliten, skulle rette ind. Der blev opstillet snævre rammer for, hvad der var kultur, hvad den skulle udrette og for hvem. Allerede under borgerkrigen i 1942 dekreterede Mao bl.a. – med henvisning til Lenin – at litteraturen og kunsten først og fremmest skulle tjene Kinas masser, opdrage, vejlede og uddanne dem. Han erklærede, at 90 pct. af kineserne dengang var arbejdere, bønder, soldater og småborgere i byerne. ”Disse fire slags mennesker udgør den kinesiske nations overvældende flertal, folkets bredeste masser,” sagde Mao, og, proletariatets diktatur eller ej, Maos ord var lov.

Så vidt 90 pct. af Kinas befolkning. Ifølge Mao Zedongs logik var de resterende 10 pct. af kineserne mistænkelige, hvilket også gjaldt 10 pct. af kunstnerne. Mao mente, at disse 10 pct. af kunstnerne, der ifølge hans logik klyngede sig til et småborgerligt udgangspunkt, var ude af stand til at tjene masserne. ”De fokuserer især på en lille gruppe småborgerlige intellektuelle. Det er den afgørende årsag til, at nogle af vore kammerater ikke kan løse problemet om kunst ‘til hvem’ korrekt.” Disse rådvilde kammerater var ganske enkelt ikke i stand til at fremstille korrekt kunst, mente Mao.

Forfinelse, sublimering af kunsten – eller for den sags skyld sublimering af noget som helst – blev kendt kontrarevolutionært. Og med kampagnen Lad 100 blomster blomstre; lad 100 tankeskoler kappes indbød Mao i 1957 kunstnere og intellektuelle til at komme med konstruktiv kritik og skabe opbyggelig, dynamisk brydning mellem ideologier for at bringe Kina fremad. Mao Zedong opfordrede til ‘sund kritik’ og begyndte at mistænkeliggøre de, der, belært af erfaring, holdt sig tilbage og ikke meldte ud. Derpå begyndte kritikken og forslag til forbedringer forsigtigt at pible frem.

Opmuntret af Mao tog kritikken og forslagene til forandringer til – nogle endda rettet direkte mod Kinas kommunistparti. Dét blev for meget for Mao; han gik til angreb og lancerede prompte Anti-Højre-kampagnen, der sendte millioner af demokratisindede intellektuelle og mange andre i arbejdslejre og internt eksil.

Blandt dem, der blev stemplet som højreorienteret, var digteren Ai Qing, en hæderkronet kommunist, der forbilledligt havde tjent revolutionen siden begyndelsen af 1930’erne. Ai Qing blev sendt i internt eksil i Xinjiang, hvor han rensede lokummer i 20 år. Derfor troede hans søn de første år af sit liv, at ‘digter’ betød lokumsrenser. Som så mange andre af de forfulgte fra Lad 100 blomster … blev Ai Qing først rehabiliteret i 1979 og fik atter lov at udgive digte. Blandt hans mange kinesiske og udenlandske hædersbevisninger er Frankrigs Ordre des Arts et des Lettres.

Anti-Højre-kampagnen var blot én af Kinas mange systematiske kampagner til forfølgelse af kunstnere og andre kreativt tænkende, der ikke frygtede at skille sig ud fra masserne og tilmed ofte havde idéer og kræfter til at styrke Kina.

Mao Zedong fortsatte sine dramatiske samfundseksperimenter og storhedsvanvittige magtkampe gennem den ene destruktive politiske krampetrækning efter den anden. Mest dramatisk industrialiseringskampagnen 1958-1961, Det Store Spring Fremad, der med sit hensynsløse og totalt fejlslagne forsøg på at slå genvej fra bondesamfundet til industrialisering af vestlige dimensioner i stedet udløste historiens hidtil største menneskeskabte hungerkatastrofe, der kostede helt op imod 40 mio. mennesker livet – en kampagne, der i øvrigt i Kina officielt blot slås hen som en ‘naturkatastrofe’.

Bondekollektiver turde ikke andet end at indberette helt urealistisk oppustede høstresultater til centralmagten i Beijing, mens millioner marker i virkeligheden lå brak, fordi bønderne var sat til at producere stål af deres mark- og husholdningsredskaber. Enkelte i kredsen omkring Mao Zedong, blandt dem Deng Xiaoping og Peng Dehuai, tog på inspektionsture rundt i landet og opdagede, at kampagnen var kørt helt af sporet, at folk spiste jord, sultede og døde; der var eksempler på kannibalisme, og mennesker blev henrettet for at have stjålet en kartoffel eller mindre.

Kulturrevolutionen

Det lykkedes moderate kræfter som Deng, Peng m.fl. at få bremset galskaben og lede Kina ind på en mere opbyggelig og effektiv kurs med regering, præsident, forvaltning og rammer i det hele taget. Det bød Mao Zedong inderligt imod, og han blev kørt ud på et sidespor i Shanghai, hvor han skumlede over normaliseringen af Kina, som han fandt revisionistisk og kontrarevolutionær. Så endnu en gang gjorde han, hvad han var bedst til. Han mobiliserede de kinesiske masser i et vældigt magtopgør, der endnu en gang kastede Kina på katastrofekurs.

Krigserklæringen blev bragt drypvist i aviser og på stortegnsplakater og kulminerede med Mao Zedongs opfordring ”Bombarder hovedkvarteret!”. Masserne skulle destruere kontrarevolutionens kommandocentral, som var Maos betegnelse for regeringen. Der blev blæst til opgør med de ‘fire gamle’: gamle idéer, gammel kultur, gamle skikke og gamle vaner. Kina var atter opslugt af destruktiv intern strid.

Kulturrevolutionen fra 1966-1976 står meget højt på listen over Mao Zedongs katastrofale kampagner med mange dødsofre og ubegribeligt store menneskelige omkostninger. Fra officiel side omtales den nødigt og da kun som ‘en fejltagelse’.

Siden kulturrevolutionen har Kina bevæget sig væk fra de eksplosive, katastrofale kampagner og ind på en langt mere støt kurs, der ikke desto mindre med vidtrækkende økonomiske reformer gennem de seneste 35 år har revolutioneret Kina mere end alle Maos brutale kampagner tilsammen. Og ført til den industrialisering, han totalt mislykkedes med at gennemføre omkring 1960.

Lige siden det nye Kinas grundlæggelse i 1949 har magthaverne med svingende brutalitet bekæmpet kritik og krav om forandring. De senere år er systemet blevet forfinet. Det ved tusindvis af engagerede kinesere, der lever med overvågning, chikane af hele familier, forsvindinger, fængslinger og tortur. Medier overvåges, redaktører får jævnlige ordrer pr. sms om, hvad der skal omtales, hvordan og hvad der for tiden er tabu.

Kun var der i 1980’erne en – i kinesisk perspektiv – relativt løssluppen fase, da den daværende leder, Deng Xiaoping, med sine økonomiske reformer slap kinesernes mageløse foretagsomhed fri. I kølvandet på den åbning begyndte initiativrige kinesere lige så forsigtigt at eksperimentere, videbegærligt, nysgerrigt og kreativt. Det var en åbning og en ny befrielse oven på tre barske årtier.

Det var dengang, folk begyndte at skæve til Vesten, til individualisme og til et overordentligt beskedent mål af nydelse for nydelsens egen skyld, hvilket de forudgående 30 år var blevet stemplet og hårdt straffet som kontrarevolutionært. Bykineserne blev ikke ligefrem dekadente, men de nød friheden til at more sig, glæde sig, nyde skønhed, folde sig ud, klæde sig farverigt, lakere negle, permanente deres stride hår – bryde ud af geledderne. I den periode eksperimenterede og blomstrede kunsten åbenlyst, inden bremserne blev hugget i med magthavernes brutale beslutning i juni 1989 om at sætte militæret ind mod demonstranter i Beijing og andre kinesiske storbyer – den første gang, Folkets Befrielseshær åbnede ild mod det kinesiske folk.

Det blev også enden på 1980’ernes relative udtryksfrihed, på glæden og udfoldelsen. Derpå fulgte stramt og glædesløst fokus på økonomisk udvikling, mens friheden til at mene, tro, tænke og udtrykke sig atter blev indskrænket.

Udviklingen i Østeuropa og Sovjetunionen skræmte magthaverne i Kina, som mente, at hvis kineserne bare fik penge, noget at købe for dem og også mad at spise, ville kritikken gå i sig selv, og folk blive glade.

Socialisme med særlige kinesiske kendetegn

Manden, der sørgede for politisk stabilitet i kølvandet på Mao Zedongs kampagner og indførte de heftige økonomiske reformer i 1979, var Deng Xiaoping. Han døbte Kinas nye stærkt markedsorienterede system ‘socialisme med særlige kinesiske kendetegn’ – et forbløffende kodeord for en på lange strækninger brutal og rendyrket kapitalisme, som man kender den fra Vesten ca. år 1900.

Deng Xiaoping var central i kredsen omkring Mao Zedong fra første færd. Ikke at de to stod hinanden egentligt nær. Deng var en ganske lille mand, en fremragende militærstrateg, der altid havde et billardbord med i felten. Han var stærkt engageret i den kommunistiske bevægelse, dybt loyal over for kommunistpartiet og derfor også somme tider kritisk over for Mao Zedong i en grad, så han blev udrenset flere gange – bl.a. under kulturrevolutionen, da han blev sendt ned til en traktorfabrik i Anhui for sin aktive deltagelse i oprettelsen af en decideret regeringsstruktur efter Det Store Spring Fremad. Han blev den sidste egentligt enerådende ‘kejser’ af Kina – selv efter at han havde givet afkald på de fleste væsentlige poster. Til det allersidste beholdt han posten som leder af Kinas Bridgeforbund.

Dengs vigtigste arv til Kina er hans særlige kinesiske variant af socialismen, der har løftet Kina og kineserne ud af tilbagestående armod og med fuld damp ind i det 21. århundrede som én af verdens på mange områder førende nationer.

Hvad man end mener om Kinas magthavere og deres facon, har landet aldrig været rigere eller politisk mere stabilt; kineserne har aldrig været bedre stillet, aldrig været så velnærede, aldrig været friere og haft så mange og store valgmuligheder i livet. Og den drabelige censur til trods har de heller aldrig kunnet udtrykke sig så frit.

Sammenligner man med vilkårene i fx Danmark, synes denne kinesernes nye frihed indlysende begrænset, men langt flertallet af kineserne opfatter det som mageløse – hidtil utænkelige – fremskridt. Siden 1949 er kinesernes forventede levetid mere end fordoblet fra 35 til 75 år på grund af fravær af sult (Det Store Spring Fremad til trods), enormt fald i børnedødeligheden, sundhedspleje, vaccinationsprogrammer, uddannelse osv. Det er klart, at både magthavere og folk flest, der har oplevet de destruktive kampagner, sætter politisk stabilitet, mad på bordet og tøj på kroppen højt. Det kan sagtens blive bedre, og det er da også i den retning, avantgarden i både dele af kunsten og civilsamfundet forsøger at skubbe og trække Kina.

For 20-25 år siden kunne kineserne ikke selv bestemme deres uddannelse (om nogen overhovedet), hvor de ville bo eller rejse frit omkring i deres eget land. Derfor er det også et fremskridt, når man i dag må uddanne sig, som man vil – hvis man er dygtig nok og har råd til en plads på en læreanstalt; man må skifte arbejde, som man vil, hvis der ellers er noget at skifte imellem. Og de snævre rammer for at ytre sig til trods har kineserne heller aldrig kunnet ytre sig som i dag. Deng Xiaopings økonomiske reformer har nedkæmpet fattigdom i hidtil ukendt omfang i verdenshistorien og skabt de økonomiske betingelser for, at Kina har en middelklasse på 500 mio. mennesker eller flere.

Den dramatiske udvikling har sin pris, som ikke mindst miljøet har betalt. Så hvis de overhovedet har muligheden, drager unge, velhavende kinesere til udlandet, helst Europa eller Nordamerika, når deres barn skal fødes, for at barnet i det mindste i sin første måned eller om muligt to eller tre kan trække frisk luft og ikke den svært forurenede luft i Kinas storbyer. Skal man skærme sig ordentligt for den, kræver det en maske, der filtrerer 95 pct. af luften fra. Det kan ingen leve med, og da slet ikke et nyfødt barn.

Et stort problem er den omfattende korruption, der gør, at ansvarlige – det være sig private eller offentlige stillinger – kan bestikke sig fra ansvar. Dertil kommer, at fortræffelige organer og myndigheder, som fx er ansvarlige for miljø og fødevarekvalitet, ganske enkelt har for små bevillinger til at udføre deres arbejde og føre lovens krav ud i livet.

Så kineserne er desperate over den omfattende korruption, over giftige fødevarer, magthavernes evige løgne, et gennemhullet og helt igennem utilstrækkeligt sundhedssystem, over hensynsløst at blive sat på gaden af korrupte embedsmænd, der ulovligt og som regel straffrit beslaglægger deres jord eller hjem for at gøre plads til ‘udvikling’. De er frustrerede over, at der ikke er klagemuligheder, og at uafhængige advokater systematisk bliver sat ud af spillet ved trusler, indespærring, forsvinding eller bøllebank – alt afhængig af deres stædig- og udholdenhed.

Samfundsfjender med særlige kinesiske kendetegn

Mens den økonomiske og sociale struktur ligesom Kinas enevældige kommunistparti har ændret sig fuldstændig, har det nye Kina bevaret den selvdestruktive uskik med at gøre fjender af deres bedste folk. Mennesker, som forsøger at bidrage til at løse landets problemer og forme fremtiden; dem, der hjælper og oplyser og påtager sig opgaver, som egentlig er statens: rådgivning og hjælp til syge, til ‘ulovlige’ børn, voldsofre og ofre for Kinas heftige udvikling og korrupte embedsfolks mageløse grådighed, justitsmord o.m.a. Mennesker, der uopfordret og med deres levebrød og frihed som indsats engagerer sig i samfundet og hjælper de svageste, som staten ikke kerer sig om.

Opløsningen i 1990’erne af det gamle system, kaldet Risskålen af Jern, som ydede kineserne forsørgelse fra vugge til grav til gengæld for underkastelse, satte mennesker fri; men flertallet var slet ikke rustet til friheden til at klare sig selv. Det har skabt et vældigt moralsk tomrum og rådvildhed i et samfund, hvor ideologi er forsvundet uden anden erstatning end muligheden for at tjene penge. Derfor ses også en voksende religiøsitet – inden for såvel som uden for de trosretninger, der nyder kommunistpartiets godkendelse. Kina er, mig bekendt, det eneste land i verden, hvor Vatikanet holder udnævnelsen af biskopper hemmelig, fordi Kina ikke anerkender dem, forfølger og fængsler dem og i stedet udpeger sine egne.

Kineserne flest har ikke længere tillid til magthaverne, ligesom de ingen indflydelse har på politik. Mange mener ganske enkelt ikke, at politik har noget med dem at gøre. Kinesisk politik er hemmelighedsfuld. Da der i både Kina og USA skulle findes ny præsident i 2012, stod forskellene som bøjet i neon: Kandidaten i USA, Obama, rejste landet tyndt og redegjorde for sine mærkesager. I Kina var der absolut radiotavshed om fremtidsplanerne forud for den 18. partikongres, som ikke særligt overraskende udpegede sin egen partichef. Og mens Obama hele tiden bliver nedstemt i kongressen og derfor har svært ved at føre sine valgløfter ud i livet, klemmer Kinas præsident og partichef i højt tempo på med sine planer, som menigmand på forhånd kun kan gisne om.

Eftersom Kinas kommunistparti er enevældigt, er der ingen officiel eller lovlig politisk opposition til at udfordre magten. Al relevant politisk opposition foregår inden for partiet – bag lukkede døre, eftersom partiet ikke tør afsløre den mindste sprække af uenighed. Derpå offentliggøres – måske – denne eller hin beslutning som enstemmig. Somme tider slipper der rygter ud om interne modsætninger, og det er hændt, at ældre magthavere er omkommet under stormfulde møder. Og nuværende præsident og partichef, Xi Jinping, er i færd med en storstilet udrensning af tidligere modstandere, der anklages og fældes for korruption.

Kommunistpartiets akutte modvilje mod kritik betyder, at Kinas sejlivede og meget destruktive korruption foregår inden for partiet, som har udviklet sig til en loge, hvor embeder, licitationer og tjenester handles. Kinas kommunistparti havde 55 mio. medlemmer i 1989. I dag er der over 83 mio. medlemmer. Tilsvarende fremgang kan vist ingen andre kommunistpartier i verden prale af. Alle og enhver ved, at medlemskab er vigtigt, hvis man vil frem i tilværelsen. Ikke af politiske eller ideologiske årsager, men fordi alle vigtige beslutninger træffes af og i partiet.

Kommunistpartiets store svigt

Denne magtfuldkommenhed bidrager stort til kinesernes dybe mistillid til systemet og kommunistpartiet. Og selvom 83 mio. medlemmer er mange, er det dog kun knap 6,5 pct. af Kinas befolkning. Resten – over 1200 millioner mennesker – står uden for denne inderkreds.

De fleste menige kinesere skal bestikke sig til anstændig lægebehandling, til at sikre deres barn ordentlig undervisning, til at få kørekort, licens til at drive forretning, udrejsetilladelse (som i det mindste ikke længere straffes med døden, om end det ofte forbydes) og mange andre dagligdags ydelser, der formelt er tilgængelige for alle på lige fod. Ofte er det umuligt at klage over dårlig behandling, ulovligheder og overgreb. Fødevareskandale på fødevareskandale passerer ofte straffrit. Overgreb fra politi og embedsværk er dagligdag og forbliver også for det meste ustraffet. Luft, søer og floder er forgiftede, og ingen rydder op efter 35 års intensiv og stærkt forurenende udvikling.

Der findes undtagelser, og udviklingen trækker – dog ofte med store tilbageskridt – i en gunstig retning, men det går uendeligt trægt. Når folk trods alt i visse tilfælde kan gå i rette med systemet, er det takket være utrættelige aktivister, som de nævnte, der stiller sig i spidsen for ulovlige borgerbevægelser, som får lov at operere i en lovløs gråzone, hvis staten kender dem uskadelige eller helt nødvendige for samfundet og vælger at vende det blinde øje til – indtil hammeren falder, som det denne sommer er sket for flere hundrede advokater.

Flere end 250 menneskeretsadvokater og -aktivister blev enten anholdt eller forsvandt i Kina i løbet af to uger i juli i en ganske usædvanligt omfattende aktion. En sådan heksejagt peger i direkte modsatte retninger: dels kan den tolkes som bekymring hos magthaverne over advokaternes voksende indflydelse på befolkningens ønske om retssikkerhed og den deraf følgende voksende mistillid til systemet, dels som det stik modsatte, nemlig at kommunistpartiet føler sig ekstraordinært sikker i sadlen. For siden Xi Jinping kom til magten i 2012 har partiet straffet og som regel også ekskluderet 450.000 korrupte regeringsembedsmænd, flest inden for partiets eget interne disciplinærsystem af hemmelige forhør og fængsler, men en del er desuden blevet almindeligt retsforfulgt.

Hvad enten årsagen er den ene eller den anden, har kommunistpartiets forfølgelse af menneskeretsforkæmpere udløst bekymring og vrede, så selv folk, der plejer at holde deres mening for sig selv, har fået nok. En tidligere bonde, der nu er forretningsmand med 3000 mennesker i sit brød, fortæller, hvordan han, hans brødre, hans hustru, medarbejdere og andre omkring ham blev anholdt i 2003. Og han beretter, hvordan tre frygtløse advokater med straffeloven i hånden fik viklet familien og virksomheden ud af kløerne på retsvæsenet.

Hans – men ikke hans families, venners eller medarbejderes – brøde var at stifte en lille lokal andelssparekasse, hvor bønderne lånte hinanden penge til at udvide produktionen. Sagen var blandt de første og mest berømte sejre til advokater, der turde gå imod systemet, henholde sig til straffeloven og påtage sig forsvaret af en sag, som på forhånd syntes tabt, eftersom den kinesiske anklagemyndighed af princip sjældent taber sager.

Bonden, Sun Dawu, der fik tillid til retsvæsenet og i dag er forretningsmand, blev så oprørt over sommerens heksejagt på advokaterne, at han med fare for atter at påkalde sig magthavernes vrede og straf skrev et debatindlæg, som blev gengivet på netsitet ChinaChange.org, hvor man kan følge debatten og bevægelserne i Kinas civilsamfund. Sun Dawu skrev bl.a.:

”De prøver at ødelægge folks modstandskraft, terrorisere folk til at krumme sig sammen i frygt og leve i ydmygelse, som laverestående insekter. Terroren skyldes frygt; man ved, man er uskyldig, men også at man selv må bære ansvaret, hvis man bliver anklaget. Det mærkelige er ikke at vide, hvornår eller hvordan man bliver straffet, og hvor alvorlig straffen bliver. Alle disse faktorer er ukendte, og terror tager sit udspring i det ukendte.” Sun Dawu tilbød tillige 100.000 yuan (ca. 100.000 kr.) til forsvaret af en advokat, han ikke kender, men hvis anholdelse blev dråben, der fik hans bæger til at løbe over.

En frygtløs journalist, Zhai Minglei, fordømmer i lige så klare vendinger angrebet på advokatstanden. Han kalder det ‘begyndelsen til fascisme’ og et skridt tilbage mod kulturrevolutionens rædsler. Zhai Minglei er journalist og forfatter, bosat i Shanghai, hvor han skriver om civilsamfundet i Kina. Hans seneste bog er ikke udkommet i Kina, men i Hong Kong, hvor den ulovligt siver tilbage til fastlandet på tryk eller digitalt. Omtalte artikel er gengivet på ChinaChange.org.

Der findes efterhånden en del forfattere, der både udgiver godkendt litteratur i Kina og forbudte værker i Hong Kong eller Taiwan. Mange af dem udtrykker fornøjelse ved tanken om piratkopier og andre ulovlige versioner, der trænger gennem censuren og derfor alligevel nyder udbredelse på fastlandet.

En afgrund af mistillid

Når så mange kinesere har mistet tilliden til magthaverne, er det, fordi de ikke mener, staten opfylder sin del af aftalen med at regere landet; magthaverne har sat, hvad der svarer til kejsertidens himmelske mandat over styr. Menigmand er – med god grund – bange for den luft, man indånder, maden, man spiser og for drikkevandet. Børn, gamle og svagelige får ofte besked på, at de skal holde sig inden døre, fordi luften er skadelig at indånde. For et par år siden flød titusindvis af døde svin til Shanghai ad den gule flod. Myndighederne forsikrede, at man både kunne drikke vandet og spise svinekød. Befolkningen troede dem ikke over en dørtærskel.

Der er fødevareskandaler, som man dårligt kan forestille sig; fx blev der her i 2015 solgt kød, som havde været dybfrosset siden 1970’erne. Der er kødsvindel, hvor rotte, ræv eller andet bliver forklædt som får, flæsk eller okse og solgt i dyre domme. Ofte mørnet og farvet med giftig kemi. Der er de tilbagevendende skandaler med ‘kloakolie’, som flyder ovenpå og suges op af restauranternes kloakslam, renses med kræftfremkaldende kemi og sælges klar og blank som ny på nye flasker. Der er de ligeledes tilbagevendende skandaler med modermælkserstatning, hvor pulveret ‘fortyndes’ med pulveriseret melamin, som ødelægger spædbørns nyrer. Alt sammen selvfølgelig for ussel mammon og strengt forbudt, men også på dét område kan man bestikke sig fri, og der bliver ikke gjort synderligt for at håndhæve loven.

300.000 spædbørn fik nyresvigt af den giftige pulvermælk i 2008, seks døde. Eftersom det var kort før OL i Beijing, der skulle forløbe harmonisk, var det medierne forbudt at omtale sagen. Siden er der gang på gang opdaget melamin i pulvermælken, hvilket har ført til rationering, så fastlandskinesere højst må købe to dåser til eget brug i Hong Kong, hvor fødevaresikkerheden – trods et stigende antal fødevareskandaler også dér – er langt bedre end på fastlandet.

I 2013 blev det vedtaget ved lov, at parlamentsmedlemmer i Kina skulle spise den samme mad som alle andre. Håbet var, at fødevaresikkerheden så ville blive bedre. Det lader endnu ikke til at være tilfældet.

Kinas magthavere har et betydeligt legitimitetsproblem, som ikke bare løses ved drastiske politiske udrensninger med henvisning til korruptionsbekæmpelse. Selvom kinesere har bedre mulighed nu end nogensinde for at kritisere systemet, er det stadig en svær og farlig disciplin, inddæmmet af selvcensur og med kort proces, hvis man kommer til at overskride den usynlige grænse.

Facebook, Twitter og YouTube er forbudt i Kina, der har sine egne pendanter som fx Sina Weibo. Censuren til trods har kineserne, som nævnt, aldrig haft større muligheder for at komme til orde end i dag. Kineserne er vant til massekommunikation i det offentlige rum. Gennem hele det nye Kinas historie har propagandaen væltet ud fra de såkaldte ‘stortegnsaviser’, vægaviser, med påbud og opfordring til dette og hint. Internettet har overtaget vægavisernes rolle, og denne gang er der bedre plads til, at masserne også selv kan kommunikere.

Vogt dig for kontrol af vandmåleren

Sproget udvikler sig med stor hast og opfindsomhed for at sno sig uden om censuren. Censorerne kan dårligt følge med. Der udspiller sig et helt univers omkring fantasidyret caonima, der ligner en lama og på kinesisk lyder som græsmudderhest. Både græsmudderhesten og dens ‘naturlige’ omgivelser, malegebi, er tillige fæle betegnelser for kvindens – nærmere betegnet din mors –kønsorganer og lyder ligesådan på putonghua, den kinesiske hoveddialekt, der også kendes som mandarin. Men lad det nu ligge …

For det lykkes græsmudderhestene at besejre invasionen af hexie – flodkrabber, der for altid bliver fordrevet fra stepperne, fra græslandet. Hexie lyder næsten som harmoni. Daværende præsident og partichef Hu Jintao greb omkring 2010 dybt tilbage i historien til Kongfuzi, der for 2500 år siden definerede det perfekte – det harmoniske – samfund som det, hvor alle lever og arbejder med glæde. Hu Jintao slog på tromme for denne kongfuzianske harmoni i en grad, så ‘harmoni’ igennem flodkrabben blev synonym med censur.

Græsmudderhesten opstod som en uskyldigt klingende børnesang, og den og flere med tilsvarende indhold gennemtrængte Kinas store firewall i cyberspace og udviklede sig til menigmands humoristiske opgør med censuren. Den store kinesiske censurmur scanner hele tiden bevægelserne på, hvad man kunne kalde det store kinesiske intranet – den kinesiske del af internettet.

Ord som fx menneskerettigheder, Taiwan, demokrati, censur, Tibet og pornografiske ord udløser fluks blokering – ligesom pornografiske ord. Men filtret griber naturligvis ikke uskyldige ord eller stavelser som ‘græs’, ‘mudder eller ‘hest’, der tilsammen udgør det lige så uskyldige græsmudderhest – men jo altså klinger præcis som et virkeligt fælt bandeord.

På internettet betyder ‘kontrol af vandmåleren’ uanmeldt politibesøg, Mao Zedongs gamle mantra om at tjene folket bliver gengivet som at ‘tjene smoggen’, en hentydning til den voksende forurening, eller ‘tjene renminbien’ (Kinas møntfod) om partiembedsværket, der tjener egne interesser og ikke folkets. Den ‘røde anden generation’ henviser til de store revolutionsveteraners hovedrige børn og børnebørn, der har skabt deres formuer på slægtskabet. At ‘bruge internettet videnskabeligt’ lyder jo vældig plausibelt, men hentyder til de udspekulerede færdigheder, der skal til for at omgå censuren.

Det opfindsomme kodesprog, der adræt omgår censuren, bruges af mange – ikke mindst i kunsten, og her bliver det ofte forfinet og får flere lag og skaber dermed særlige bånd mellem afsender og modtager. Ser man en lama eller en flodkrabbe i kunsten, ja så er det censuren, der står for skud.

Den kinesiske drøm

Som Hu Jintao i sin regeringstid tilstræbte kongfuziansk harmoni, er Xi Jinpings vision Den Kinesiske Drøm. Xi definerer sin drøm som ”nationens foryngelse, forbedring af folkets levefod, velstand, opbyggelsen af et bedre samfund og militær styrkelse.” Unge skal ”turde drømme, arbejde ihærdigt på at føre deres drømme ud i livet og medvirke til at puste nyt liv i nationen.” Officielt markedsføres Xis vision som folkets drøm om velstand, kollektiv indsats, socialisme og national hæder.

Xi henter sit kunstsyn hos Mao Zedong (som hentede sit hos Lenin), når han indskærper, at kunsten skal tjene masserne og ikke markedet. I en stor og vidt udbredt tale til en gruppe statsanerkendte kunstnere i Beijing i efteråret 2014 sagde Xi bl.a., at kunstnernes prioritering af kvantitet over kvalitet har ført til en plagierende, stereotyp kultur, der fremstiller vulgær og lystfyldt ”mekaniseret fast food-kunst”. Hans instruks til kunstnerne var, at de med realisme og romantik skal ”kaste lys over den ægte tilværelse, bruge lyset til at bekæmpe mørket, godhed til at nedkæmpe hæslighed. Lad folk se det gode, føle håb, have drømme”, nære hans kinesiske drøm.

Budskabet var lysende klart. Kunstnerne skal udføre ‘partiets kunstpolitik’ – ikke fortabe sig i markedsøkonomiens overflod eller fare vild i besvarelsen af Mao Zedongs gamle spørgsmål om, hvem kunsten skal tjene. Svaret er – ifølge både Mao Zedong og Xi Jinping – ganske enkelt: ”Kunsten skal tjene folket og socialismen.”

Den svære kunst

Kinesiske kunstnere balancerer ofte på en knivsæg, sådan som man nødvendigvis må, når man vil udtrykke sig i Kina. Det gælder mange kreative sjæle og bevægelser. Små uafhængige filmfestivaler, der, belært af erfaring, på forhånd opgiver at søge officiel tilladelse, laver nedslag rundt omkring; en slags faldskærmsfilmfestival. Tilmeldte tilskuere får en sms med kort varsel med filmens titel, tid og sted for forevisningen i fx en café eller en anonym kælder et sted. Det er barske vilkår, men det fostrer også nogle helt vidunderlige film og et energisk og dedikeret filmmiljø. Alene forhindringerne er yndet stof for kunstnere i Kina.

Fx kommer der mange gode indie-film, dokumentar eller fiktion, når forfulgte kunstnere må forlade byen (det kan være en hvilken som helst by, hvor myndighederne ser sig vrede på dem) og begive sig på landevejen i kortere eller længere tid. Her dokumenterer nogle af dem så deres færd ud i nutidens selvvalgte interne eksil eller beskriver den i litteraturen.

Sådan er blandt andre dramatikeren og forfatteren Gao Xingjians mesterværk Língshan, eller Soul Mountain, blevet til; en skarp og nøgtern fortælling om Kina og det at være kineser. Gao måtte forlade Beijing i midten af 1980’erne, da hans teaterforestillinger blev magthaverne for provokerende. Han tog på vandring og skrev så Língshan (et helligt bjerg i Kina. Bogen er ikke oversat til dansk, men fås fx på engelsk, Soul Mountain, samt fransk, svensk, norsk og tysk), som bl.a. er belønnet med Nobels Litteraturpris. Gao Xingjian udvandrede til Frankrig i 1980’erne. Língshan er nok det fornemste eksempel på litterær og filmisk roadmovie, men der findes et mylder af tilsvarende absolut se- og læseværdige beskrivelser fra nutiden, bl.a. båret af de sociale medier.

Helt vidunderligt var det, da den i Kina kontroversielle og i udlandet vidt berømmede filminstruktør Jia Zhangke var så træt af, at hans film ikke måtte vises i hjemlandet, at han lavede en dybt ironisk film om forlystelsesparken Beijings Verdenspark, hvor besøgende kan se fx Triumfbuen og Eiffeltårnet i Paris, pyramiderne, sfinkserne og faraoerne i Egypten, en traditionel hollandsk mølle, Indiens Taj Mahal, Big Ben og Tower of London og Frihedsgudinden i New York – alt sammen uden at forlade Beijing.

Verden, som filmen hedder, handler om to medarbejdere, der er kærester og tillige ved at kede sig ihjel på deres arbejde, mens de har problemer i parforholdet. Filmen slutter med, at de dør. Censorerne syntes, det var alle tiders film, mens den i virkeligheden tog tykt strøm på tilværelsen i Kina.

Et andet fornemt eksempel på omgåelse af magthavernes bestræbelser på at stække fantasien, udfoldelsen og udtrykket er Yue Minjun. Hans samfundskritik er uforbeholden og brutal – og svøbt i kunstgreb, som censorerne ikke kan finde vej igennem.

Yue Minjun har fx skabt et arkæologisk tilbageblik på begyndelsen af det 21. århundrede – set fra 3009. Både kynisk og satirisk med et muntert blik for den virkelige samtid. Her er termokander, som dem alle kinesere har, eller stråhjelmen, som alle bygningsarbejdere skulle bære for syns skyld, en telefon og mange andre af nutidens uundværligheder. Og for at vise arkæologers fejlbarlighed og menneskelighed også om 1000 år holder en (kinesisk) Audi parkeret ved en sø med legesyge dinosaurer i baggrunden. Og censorerne? Er de mon så dumme? Mangler de virkelig alle evnen og fantasien til at se værkerne? Eller vælger de faktisk at vende det blinde øje til engang imellem og lade noget passere? Man håber det næsten.

Mao Tongjian, der fremstiller et nyt kunstværk til A New Dynasty på ARoS, er bl.a. kendt for sin oversættelse af Martin Luther Kings berømteste tale, I have a Dream, som han fik oversat til tangut (et uddødt tibeto-burmansk sprog, som kun mestres af få videnskabsfolk i dag), hvorpå han fik en fremtrædende kalligraf til at gengive det i skønskrift. Derpå fik Mao Tongjian hugget talen i sten – 385 sorte stentavler. Med den klassiske gengivelse af Kings drøm om et retfærdigt samfund udstillede Mao Tongjian fraværet af borgerrettigheder i Kina.

Zhang Dali er manden bag de æselspyende mennesker på ARoS. Han er også Kinas første graffitikunstner. I slutningen af 1990’erne sprøjtemalede han 2000 kæmpe gengivelser af sin skaldede isse ved siden af 拆, chai, det ofte uanseelige håndskrevne tegn på huse, der somme tider er eneste varsel, folk får om, at deres hjem skal saneres – ligesom et kryds på træer i skoven, der skal fældes. Zhang har også skabt værket Afkom, der består af 100 migrantarbejdere, formet af harpiks og i fuld størrelse med værkets titel, Zhangs navn og et nummer tatoveret på kroppen. Somme tider hænger skulpturerne på hovedet for at vise rådvildheden.

Udstillingen på ARoS giver et fornemt indblik i kinesisk kunst netop nu, både hvor kunsten vitterligt befinder sig, og hvordan undertrykkelsen og udfoldelsen sine steder krydser klinger, så det gnistrer – og vi andre får glæde, oplevelse og forstand af resultatet.

Lokumsrenserens søn

Nationaldigteren Ai Qings søn, der troede, en digter var en lokumsrenser, tilbragte de sprælske 1980’ere i New York. Han voksede op med forældrene i internt eksil i Kinas golde nord. Efter faderens rehabilitering nåede han selv at blive statsanerkendt såvel som internationalt anerkendt kunstner, inden også han trådte magthaverne for nær. Han var med til at designe Beijings flotte nationalstadion, kaldet Fuglereden, der blev opført til OL i Beijing i 2008. Allerede dengang var han provokerende. Jeg studsede i hvert fald, da han vidt og bredt forklarede, at der var ‘demokratiske bobler’ i bygningen; usynlige akustiske lommer, hvor lyden blev lukket inde, så folk kunne tale sammen, uden at andre kunne høre, hvad de sagde.

Ai Weiwei, for ham er det, er vokset op i skyggen af forældrenes unåde. Siden faderens rehabilitering har han også nydt godt af slægtskabet, som det er skik i Kina. Faderens berømmelse – og vel også den uretfærdige skæbne, han og familien delte med millioner af kinesere – ydede i mange år Ai Weiwei beskyttelse, når han flirtede med provokationen i sin kunst.

Men da han begyndte at engagere sig aktivt i samfundsanliggender ved at hjælpe fortvivlede forældre, hvis børn blev dræbt i det store jordskælv i Sichuan i maj 2008, knap tre måneder før OL’s åbning i Beijing, fik myndighederne nok. De prøvede at skjule, at partikontorer og rådhuse var bygget langt bedre end skoler. Så mens skolerne styrtede sammen, og elever og lærere blev dræbt, slap embedsværket langt heldigere fra katastrofen.

Ai Weiwei gik ind i forældrenes kamp for åbenhed og offentliggjorde 5385 navne på dræbte skolebørn. Så slap magthavernes tålmodighed op. Der var bøllebank fra myndighedernes tæskehold, hjerneblødning og mere til. Han svarede igen med udstillingen Remembering i Haus der Kunst i München: 9000 kulørte skoletornystre, der tilsammen dannede ordene Hun levede lykkeligt på denne jord i syv år, som en af de efterladte mødre i Sichuan havde sagt om sin datter.

Ai Weiwei sprang ud som fuldblods- og fuldtidsdemokratiaktivist. Han gav sig til at tælle ofrene for en brand på en byggeplads i Shanghai. Det må man heller ikke i Kina, hvor magthaverne skjuler tabstal af den art – af den simple grund, at tabstal på over 10 dødsofre får konsekvenser for borgmesteren, partichefen eller andre. Derfor underrapporterer myndighederne rutinemæssigt dødstallet ved ulykker i deres regi.

Ai Weiwei blev straffet, først ved at han – inden det overhovedet var blevet taget i brug – blev tvunget til at pulverisere den kombinerede bolig og atelier, som Shanghais regering selv havde foræret ham grunden til og opfordret ham til at bygge. Siden har han været ulovligt indespærret, været i husarrest og haft udrejseforbud af Kina i fire år.

Ai Weiwei fik nyt pas i sommer. En uge senere landede han i Berlin, hvor han genså sin seksårige søn, som lever der med sin mor. Magthaverne er givetvis glade for at slippe af med den besværlige kunstner. Så det er spændende, om han får lov at komme hjem igen.

Kunsten del af svaret på tillidskrisen

Ai Weiwei er blot en af mange aktivister og samfundskritiske kunstnere i Kina, der kæmper for et retfærdigt samfund; det kan være bloggere; folk, der hjælper syge; advokater, der hjælper ‘ulovlige’ uregistrerede børn, som er født ud over den lovlige kvote; de gør opmærksom på migrantarbejdernes vilkår eller bistår folk, når deres hjem bliver påmalet det skæbnesvangre 拆, chai (nedrivning), og de må vige for ‘udviklingen’; eller det kan være folk, der kæmper for miljøet, mod den altædende korruption, for demokrati eller andet.

Fælles for dem er, at de er ressourcestærke mennesker, der ønsker at gøre Kina til et bedre, mere sikkert og retfærdigt sted at leve. De har idéer og kræfter til at styrke Kina, der til gengæld indskrænker deres udfoldelsesmuligheder, hugger dem ned, spærrer dem inde. Ai Weiwei er blot én blandt mange (om end dog et fåtal i Kina), men hans historie er et fornemt eksempel på, hvad Kina fremavler med sin undertrykkelse af stærke gode kræfter.

Kinas magthavere kan slet ikke følge med, når kunsten holder et spejl op foran deres chikane, overvågning og overgreb. Kunsten flår masken af magthaverne, der bliver endnu mere rasende, afmægtige og latterlige i deres overdrevne forfølgelse.

Kunsten og systemet krydser klinger

Modsætningen mellem systemet og demokratisindede kræfter skaber et spændingsfelt, hvor kunsten kommer ind og folder sig ud – både kunstens provokerende genspejlinger af myndighedernes konstante magtmisbrug såvel som den, der sindrigt og sofistikeret smyger sig under censorernes radar, over deres forstand og højt, højt hævet over deres fantasi og humor.

Gennem bestandig undertrykkelse, indskrænkninger og begrænsninger har magthaverne selv været med til at fremavle og siden nære en side af Kinas kraftfulde samtidskunst. Så A New Dynasty – created in China giver også et enestående indblik i, hvordan kunstnerne trodser, udfordrer og besejrer Kinas nidkære censur, der med kostbare og dybt indgribende forhindringer for det frie udtryk bliver til et filter, som kunsten gennemtrænger.

Denne spændstige og akrobatiske elegance til perforering af censuren giver moderne kinesisk kunst et ekstra aspekt. Ikke fordi kunsten partout skal være på tværs, men fordi statsmagten i sin fantasiløshed og kontrolfanatisme nærmest tvinger kunstnere ud over nogle grænser. Censorerne frygter med et vist mål af paranoia, at alt, der skiller sig ud, i virkeligheden er kritisk. Sådan behøver det jo slet ikke at være, men her er det fantasiløsheden, der sætter grænserne.

Mette Holm er journalist og forfatter med speciale i bl.a. Kina. Hun bor for tiden i New York.