Blødsødenhed betaler sig ikke i kinesisk politik. Det går lige nu ud over uighurerne i Xinjiang-provinsen
Kronik i Politiken 14. juli 2009 – kan også læses nedenfor
Der er en grund til, at Kina blot var repræsenteret ved to venlige unge ikke særligt betroede embedskvinder, da Grønland fejrede indførelsen af selvstyre (…) At Kina valgte så lav profil ved den store begivenhed er indlysende: I den kinesiske stats øjne var der ikke noget at fejre. Næppe noget byder Kina mere imod end at afstå suverænitet og besiddelser.
Andre lande var repræsenteret ved deres ambassadører eller førstesekretærer, Danmark og Island med deres statsoverhoveder.
At Kina valgte så lav profil ved den store begivenhed er indlysende: I den kinesiske stats øjne var der ikke noget at fejre. Næppe noget byder Kina mere imod end at afstå suverænitet og besiddelser.
I det lys skal man se den kinesiske centralmagts brutale forvaltning af de store – på papiret autonome, ligesom Grønland – grænseregioner Tibet, Indre Mongoli og Xinjiang, som tilsammen udgør over 4 millioner kvadratkilometer eller godt 40 procent af Kina og grænser op til somme tider foruroligende naboer, Afghanistan, Pakistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan samt Mongoliet, Indien og Rusland.
Xinjiangs oprindelige befolkning er først og fremmest uighurerne, muslimer af tyrkisk oprindelse. Men der lever 20 folkeslag i Xinjiang Uighur Autonome Region – blandt dem hui, kasakher og mongoler.
Uighurerne har aldrig følt samme tilknytning til Kina, som Kina har følt herredømme over Xinjiang. Faktisk løsrev Xinjiang sig en kort overgang efter Anden Verdenskrig – med Stalins velsignelse, fordi han ønskede en stødpude mod det nationalistiske Kina, men efter nationalisternes nederlag tvang kommunisterne Xinjiang tilbage i folden.
Skiftende kinesiske centralmagter fra Qing-dynastiet over det nationalistiske Guomindang-styre og senest Folkerepublikken Kina har alle »været involveret i uighur-folkemord« ifølge Ho Leong-leong, en iagttager fra Hongkong, der har fulgt Xinjiang indgående gennem 20 år.
De færreste har ellers fulgt udviklingen i Xinjiang tæt. Tibet er løbet med opmærksomheden, som Dalai Lama har opbygget og fastholdt omkring tibetanernes sag gennem 50 år.
Uighurerne er blevet oversvømmet af etniske kinesere, han-kinesere, gennem 60 år. I 1949 var 6 procent af Xinjiangs befolkning han, i 2000 udgjorde han 40 procent; i dag er 60 procent af Xinjiangs befolkning han.
I hovedstaden Urumqi, hvor de aktuelle voldeligheder eksploderede 5. juli, er over 75 procent af befolkningen han (somme siger 90 procent), og de to befolkningsgrupper lever skarpt adskilt.
Xinjiang nyder høj økonomisk vækst – gennemsnitligt 11 procent årligt. Men som i Tibet kommer denne udvikling især han-folket til gode.
De fleste uighurer er røget af i farten og har mistet deres levebrød, mens deres traditionelle færdigheder er blevet ligegyldige.
Dertil kommer, at centralmagten i bestræbelserne på at undertrykke uighurernes kultur forbyder unge under 18 år at komme i moskeen, faser undervisningen på uighurernes modersmål ud af skolerne og på mange andre måder begunstiger han-kineserne.
Eftersom folkeflytningen til Xinjiang har stået på så længe, er mange han-kinesere født og opvokset i regionen og opfatter den derfor som hjemstavn i samme grad som uighurerne – også selvom de to folkeslag lever under en slags apartheid.
I slutningen af 1990’erne blev der opdaget store olie- og gasforekomster i Xinjiang, hvorpå folkeflytningen tog til med yderligere marginalisering af uighurerne til følge.
Så modsætningerne, der eksploderede forrige weekend, er på ingen måde nye. Tværtimod – der er lagt i ovnen til dem i årtier.
Det forekommer sært, at Kinas officielle medier allerede i ugen inden sammenstødene udsendte fordømmelser af Rebiya Kadeer – i 1990’erne Kinas rigeste kvinde, i 1995 Xinjiang-delegeret til FN’s Kvindekonference i Beijing og medlem af Kinas Rådgivende Politiske Konference, en art senat af agtværdige rådgivere til parlament og regering.
Rebiya Kadeer stiftede også en fond til at hjælpe andre uighurkvinder frem i forretningslivet.
Så Rebiya Kadeer var en forbilledlig kineser i 1990’erne – indtil hun fik øje for menneskerettigheder og satte et par amerikanske kongresmedlemmer stævne i Urumqi.
Så blev hun anholdt, angiveligt for at have været i besiddelse af en liste over 10 personer, »mistænkt for forbindelse med nationale separatist-aktiviteter«.
I 2000 blev hun idømt otte års fængsel for at have bragt den kinesiske stat i fare. I 2005 blev hun løsladt af helbredsårsager og udvist til behandling i USA, hvor hendes mand i forvejen boede.
Kina har for vane at løslade et par menneskeretsforkæmpere forud for vigtige besøg fra udlandet, og Rebiya Kadeer blev løsladt, kort før USA’s udenrigsminister kom på besøg.
Xinhua, det kinesiske nyhedsbureau, omtaler ikke Rebiya Kadeers prominente fortid, men kalder hende fhv. forretningskvinde i Kina, der «på ulovlig vis skabte sig en formue i 1980’erne gennem svindel og skatteunddragelse«.
Videre hedder det, at Rebiya Kadeer efter landsforvisningen øjeblikkeligt tog kontakt med »oversøiske terrorister, separatister og ekstremistiske kræfter«.
Xinhuas lidet smigrende portræt fortæller også, at Kadeer »engang har hævdet«, at Verdenskongressen af Uighurer, en eksilorganisation, som hun er formand for, ville »sabotere … højtideligholdelsen af 60-året for grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina« senere i år.
Til slut sætter Xinhua dødsstødet ind mod Rebiya Kadeer ved at citere Pan Guang, ekspert i internationale anliggender ved Shanghais Center for Internationale Studier: »De østturkestanske terroristkræfter fremstiller Rebiya Kadeer som en figur i klasse med Dalai Lama for at styrke hendes internationale indflydelse. Men faktisk vil de blot følge Dalai Lamas eksempel og placere det såkaldte Xinjiang-spørgsmål i internationalt søgelys«.
Vupti, Rebiya Kadeer og Dalai Lama er slået sammen til en frygtelig kraft med ønske om at splitte stakkels lille Kina til atomer.
At Dalai Lama ikke søger Tibet løsrevet fra Kina, men blot kræver respekt for det selvstyre, som Tibet og tibetanerne har krav på i overensstemmelse med Kinas forfatning, har Kinas statskontrollerede medier endnu aldrig fortalt. Og derfor tror de fleste kinesere vitterligt, at Dalai Lama ønsker at splitte deres moderland ad.
Og mens Rebiya Kadeer, efter at hun var gået i eksil, bl.a. har udtalt, at hun vil give sit liv for Kinas enhed, samt at hun ønsker en fredelig løsning på modsætningerne i Xinjiang, ja, så beskylder de kinesiske medier hende for alle mulige onde selvstændighedshensigter, hvilket ganske rimer på den kinesiske centralmagts stadige omtale af uighurer som internationale terrorister og påberåbelsen af den globale kamp mod international terror i den brutale fremfærd over for uighurer i Xinjiang. Og også meget væsentligt: der er hverken politisk, religiøst eller historisk grundlag for at sidestille Kadeer med Dalai Lama.
Selv om de officielle beskyldninger hagler ned over Kadeer og Uighurernes Verdenskongres, har magthaverne ikke bevist påstandene. Men talsmanden for Kinas udenrigsministerium, Qin Gang, har sagt, at urolighederne er planlagt i udlandet. Samtidig sagde han: »Jeg tror, sandheden vil stå klarere, efterhånden som vores efterforskning skrider frem« – med andre ord er der ingen beviser på, hvem der står bag.
At beskrive intern kritik som resultatet af ’udenlandske’ eller ’vestlige’ kræfter er ren rutine i kinesiske medier. Men Kinas Kommunistpartis officielle avis, Folkets Dagblad, snævrer ganske usædvanligt fokus ind til at beskylde amerikanske organisationer – ikke-statslige såvel som statslige og også Kongressen – for at støtte Rebiya Kadeer og dermed stå bag urolighederne i Xinjiang.
Der hersker dog ikke på noget niveau tvivl om, at sammenstødene i Urumqi blev udløst af et kæmpe slagsmål med dødelig udgang mellem ansatte på legetøjsfabrikken Baitu flere tusind kilometer væk i Shaoguan i den driftige sydlige provins Guangdong. Baitu-fabrikken, der beskæftiger 16.000 arbejdere, ansatte 800 uighurer i maj.
Hverken uighurerne eller hakka-folket i Sydkina er særlig gode til det fælles kinesiske sprog, og uighurerne følte sig ikke velkomne og var det måske heller ikke.
Begivenhederne er ikke afdækket, men det står fast, at nogen – løgnagtigt – beskyldte uighurer for at have voldtaget to unge hakka-kvinder, hvilket fik vrede hakka-mænd til at gå løs på uighurer. Officielt blev to uighurer dræbt, mens i alt 118 mennesker kom til skade.
Andre oplysninger melder om flere dræbte, og ét er sikkert: Begivenheden blev ikke efterforsket ordentligt, og det var årsagen til, at omkring 1.000 uighurer samledes hen under aften på Folkets Plads i Urumqi 5. juli i fredelig protest og med krav om grundig efterforskning af, hvad der var sket med deres frænder i syd.
De frustrerede uighurer betragter myndighedernes manglende interesse for begivenhederne i Shaoguan som endnu et bevis på, at de er andenrangsborgere i deres eget land.
Beretninger fra mange forskellige øjenvidner tyder på, at politiet gik ualmindeligt hårdt til værks over for demonstranterne på Folkets Plads med tæv og skud, og at begivenhederne først derefter udviklede sig til de hæslige og destruktive race-sammenstød og gengældelsesaktioner de følgende dage.
Mindst 156 mennesker blev ifølge officielle oplysninger dræbt, 1.080 såret og mindst 1.434 anholdt. Tallene kan meget vel være højere.
Udenlandske journalister, der som noget nyt blev fløjet ind og som de eneste fik adgang til internet og brug af mobiltelefoner, berettede om natlige razziaer i uighur-kvarterer med lyden af smadrede døre og folk, der blev slæbt væk. Men der var ikke øjenvidneberetninger, og journalisterne måtte ikke tale uhindret med folk.
Mediernes adgang er formentlig resultatet af den lære, de kinesiske magthavere drog af voldsomme uroligheder i Tibet i marts i fjor, da den stod på kinesisk autopilot, så hele Tibet blev forseglet uden adgang i flere måneder, ligesom kommunikationen i næsten totalt omfang blev afbrudt under den vestlige verdens højlydte fordømmelse.
To måneder senere ved det store jordskælv i Sichuan tillod magthaverne næsten fri medieadgang, og resultatet var solidaritet og hjælp fra hele Kina og store dele af verden.
Magthaverne tog en stor chance og blev i høj grad belønnet – indtil historierne blev for kritiske, så røg den atter på autopilot og styring af oplysningsstrømmen.
Men i år – i Xinjiang – er det hele mere sofistikeret. De kinesiske medier oversvømmer Kina og verden med tabstal og blodige optagelser af døde han-kinesere på stribe og levende, der får bank af vrede uighurer, krydret med massive mængder information om onde kræfter udefra.
Enkelte kinesiske bloggere uden for Xinjiang, der har forsøgt at pippe en mere nuanceret udlægning af begivenhederne, er blevet anholdt.
Det kan undre, at sammenstødene udviklede sig, når der til enhver tid – som i Tibet – er massivt opbud af militær og sikkerhedspoliti i Xinjiang, og politiet tilmed kendte til den tilstundende demonstration, næsten et døgn før den begyndte. Hvorfor gik det så så galt? Og i flere dage?
Propagandamaskineriet var på forhånd i højt gear, men måske det var indstillet på en forkert frekvens? For som noget ganske nyt bringer de officielle medier beskedne tilkendegivelser af, at han-kineserne måske også bærer lidt af skylden.
Og ingen lægger skjul på, at da politi og sikkerhedsstyrker omsider oprettede en anspændt ro i Urumqi, måtte de holde uighurer og han-kinesere adskilt for at forhindre dem i atter at ryge i totterne på hinanden; interessant, fordi han-folk i sammenhænge som denne normalt fremstilles som pletfrie engle.
Sædvanligvis er Kinas magthavere i stand til at forebygge eller hastigt standse ballade. Tøven i den slags situationer plejer at betyde uenighed i Kinas ledelse. Ingen har tilsyneladende haft øje for tændsatsen i slagsmålet i Guangdong.
Måske har Xinjiangs partitop været sen til at orientere centralmagten? Måske har centralmagten ikke haft øje for sagens alvor og eksplosionsfare?
I den retning peger præsident og partichef Hu Jintaos hastige og i egne øjne pinlige utidige afbrydelse af rejsen til G8-møde i Italien.
For enten har Hu Jintao ikke forudset problemer, eller også har han troet, at de var i gode hænder, da han rejste. En tilsvarende rejseafbrydelse for en kinesisk topleder har ikke fundet sted, siden daværende parlamentsformand Wan Li vendte hjem fra Canada i utide under demokratiopstanden i Beijing i forsommeren 1989.
Enten vendte Hu hjem for at få styr på tropperne i overført betydning – få sat folk og begivenheder på plads; eller også gjorde han det i sin egenskab af formand for Kinas Centrale Militærkommission og dermed Folkets Befrielseshærs øverstbefalende, hvilket virker uheldsvangert.
Under alle omstændigheder er det sært og tegn på usikker ledelse, at situationen skulle udvikle sig så dramatisk i Xinjiang. Og uden at kende Xinjiangs partichef Wang Lequans eller Urumqis partichef Li Zhis motiver (begge han-kinesere i modsætning til byens borgmester, der er uighur) er det værd at notere sig, at kontrol og hårdhændet nedkæmpelse af modstand i Kina kan føre til forfremmelse.
Det er Hu Jintao selv bevis på – han kan takke sin brutale nedkæmpelse af opstand i Tibet i slutningen af 1980’erne for sine høje poster i dagens Kina.
Det samme var tilfældet for Shanghai-kliken i sin tid: Jiang Zemin og Zhu Rongji var hhv. partichef og borgmester i Shanghai og fik styr på urolighederne dér i 1989 – heldigvis ikke nær så voldeligt som i Beijing og andre storbyer – hvilket blev genvejen til Jiangs poster som præsident og partichef og Zhus som ministerpræsident; parlamentsformanden, Wu Bangguo, fulgte.
Blødsødenhed fører sjældent til noget i kinesisk politik; det måtte particheferne Hu Yaobang og siden Zhao Ziyang erkende, da de blev stødt ud i glemslen, fordi de ønskede dialog med demokratisindede studerende og akademikere frem for at kvase dem for deres krav og ønsker.
Ministerpræsident Wen Jiabao er undtagelsen, idet han var Zhao Ziyangs højre hånd og også stod ved partichefens side ved hans sidste offentlige fremtræden med megafon i en bus på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, hvor Zhao grædende beklagede, at han ikke længere var i stand til at beskytte de demonstrerende studenter; næste dag blev Zhao udrenset.
Der gik en rum tid, før man atter hørte noget til Wen Jiabao, men i 2003 blev han ministerpræsident.
Der er ikke indlysende paralleller mellem opstanden i Beijing i 1989 og urolighederne i Xinjiang nu 20 år senere. Her er årsagen seks årtiers systematisk marginalisering og undertrykkelse.
I Beijing dengang var det umiddelbar frustration over inflation, korruption og manglende indflydelse.
Og mens magthaverne så opstanden i Beijing som en alvorlig trussel mod Kommunistpartiets enevælde, ser de enhver mislyd i Xinjiang, Tibet eller Det Indre Mongoli som en trussel mod Kinas enhed. Og begge dele er noget nær det værste, Kinas magthavere kan forestille sig.
Kronikken blev trykt i Politiken 14. juli 2009