Klumme i Metroxpres November 2001
Katuaq (Kulturhuset i Nuuk) skælver af Steppennwolf’s Born to be Wild. Modellerne lanceres med årgang og civilstand. Der er vilde glædeshyl, da én præsenteres som single. Og så kommer de ind, selvsikkert og velpolstrede også inden under arbejdstøjet til fiskere, fangere og håndværkere i Grønland. Det er store stærke mænd, professionelle håndværkere – ikke modeller, men de kommer hurtigt efter det og soler sig i rampelyset. De kvindelige tilskuere hujer, da én krænger jakken af og afslører endnu et lag polstring. Det tækkelige termoundertøj mødes af hyl som indianere på krigsstien.
Hvis vi havde været i en igloo, var den smeltet ved eftermiddagens clou: fem stærke mænd i termo-undershorts og kraftige seler – waaaaaaah! Bagefter blev årets mand med udendørsarbejde i Nuuk kåret – en herre, der i næsten 40 år har kørt med nat-renovation fra alle de beboere, der endnu ikke er velsignet med træk og slip i denne Arktis’ Cool Capital. Han fik en fornem kurv med alskens delikatesser for sin indsats. Der var også præmie til Nuuks ”Superfar.”
Det var kvindernes dag i Katuaq denne lørdag – arrangeret af bl.a. Kvindepartiet, Arnat Partiiat. Partiet har bl.a. som mål at komme den sociale elendighed i Grønland til livs; børnene, der bliver overladt til sig selv, mens de voksne drikker sig fra forstanden i dagevis. Volden i familierne – den massive undertrykkelse, som mange grønlandske kvinder må leve med.
Foreningen ”Grønlandske Børn,” som også var i Katuaq, arbejder for at skaffe et sted, hvor Nuuks forsømte børn kan være, når forældrene går på druk. Så de ikke behøver at søge ly, som den fire-årige dreng, der havde fundet på at snige sig ombord i bussen, når det blev for hedt hjemme. I bussen kunne han være i fred uden at fryse. Chaufføren fandt drengen sovende på bagsædet en sen lørdag aften, da han havde kørt sin bus i garage.
Næste weekend holder Ligestillingsrådet i Grønland, der blev oprettet i 1998, seminar om de ting, det er flovt at snakke om i hverdagen. Selvværdet kan for mange – mænd som kvinder – ligge på et meget lille sted. Man snakker ikke så meget, man handler. Og handlingen er ofte vold.
Det viser sig, at kvinderne finder sig i alt for meget. Ofte er det først, når manden begynder at banke børnene, at hun får mod til at stikke af. Også litteraturen er begyndt at afspejle volden med gribende beretninger om, at det da ikke er så underligt, at man får tæv, når nu man er så værdiløs.
Volden har været der længe, men det er først nu, man er begyndt at tale om den – og prøve at løse generationers sociale problemer, som ligger bag. For grønlandske mænd er ikke onde – det er en ond cirkel, der har eksisteret i årtier som følge af den smertelige overgang fra fangersamfund til…… Ja, til hvad? Det er svært for den enkelte at finde sin rolle i et samfund, som ikke selv har fundet sine fødder.
Men det går fremad. Alkoholmisbruget, som har en meget stor del af skylden for elendigheden, dalede fra 22 liter ren sprit om året til hvert eneste spædbarn, voksen og olding til knap 14 (som i Danmark) på under 10 år i 1980erne og –90erne. Og selvom en druktur varer tre-fire dage heroppe, er der nu længere imellem, og de unge er bedre til at styre deres forbrug end deres forældre var det.
Og neden under elendigheden i dette storslåede land buldrer en mageløs livsglæde – som en rivende elv under isen; som begejstringen, da mændene gik cat walk. For selvom – eller måske netop fordi – elendigheden er så udbredt er det trods alt glæden, der har den korteste lunte.