🇩🇰 Kinesiske kunstnere har fået selvtillid

fra Billedkunstneren 2, juni 2008

Alles øjne er rettet mod Kina op til OL, som er præget af international, politisk tumult. Men hvordan præger udviklingen i det store rige mulighederne og arbejdet for de kinesiske kunstnere, som for øjeblikket har stor kommerciel succes i Vesten? Billedkunstneren har talt med to af tidens førende kinesiske kunstnere. To kvinder for hvem både Vest og Øst er deres inspiration og arbejdsplads. 

AF Mette Holm

Billedhugger Wu Wing Yee har oplevet Kinas hastige udvikling de seneste årtier.

”For 10 år siden var der ingen private gallerier, intet undervisnings- eller andet materiale, som kunne give indblik i resten af verden; ingen magasiner eller Internet; de eneste ressourcer var offentlige museer, bøger og enkelte tidsskrifter, som regeringen udgav. Dialogen mellem kunstnere og kunstelskere var koncentreret om teknik uden synderlig diskussion af idé og indhold. Abstraktion blev på ingen måde opmuntret, var for det meste forbudt. Generelt var kunsten tung af budskaber og symbolik.” 

Arbejdsbetingelserne var også ringe. 

”De fleste kunstnere havde knap råd til materialer, højst til dem af dårlig kvalitet. Det bedste arbejdsmiljø var på kunstakademierne, for hvis der kom kunstnere eller designere fra udlandet, var det altid der,” fortæller Wu Wing Yee.

Hun virker i bogstaveligste forstand i flere verdener, som knytter sig tættere og tættere. 

Hun er født i Hong Kong, hvor hun fik sin indledende uddannelse, siden suppleret med studier på det kinesiske fastland og i USA. Og hun er – kunstnerisk såvel som i det hele taget – forankret alle tre steder også i dag.

”I Vesten fik jeg global adgang, jeg havde åbne og spændende dialoger – og blev støttet og værdsat. Vi blev ligefrem opmuntret til at eksperimentere og udvikle en egen kunstnerisk identitet. Min kinesiske identitet blev stærkere af at arbejde uden for Kina. På fastlandet (i selve Kina) var der en anden form for støtte: god plads, arbejdsro, teknisk arbejde var billigt; og så lærte jeg at forstå værdien af en rig kultur, og hvordan intellektuelle arbejder; med dem kunne jeg diskutere kulturers mangfoldighed og idéer.”

Vesten har for længst taget kinesisk kunst til sig, som sælger til skyhøje priser på vestlige gallerier og kunstauktioner. Også indenfor Kinas grænser har kunstmiljøerne og kunstproduktionen sprudlende vilkår. 

”Der er åbne og direkte dialoger om kunst. Ressourcerne er væltet ind, og kunstnere kan let få udrejse til at udstille eller deltage i konferencer. Der er et frodigt miljø uden for kunstakademierne, og kinesiske kunstnere præsenterer deres egne idéer og har fået gevaldig selvtillid,” fortæller Wu. 

At kunne vokse kunstnerisk og menneskeligt i tre forskellige samfund har betydet meget for Wu.

”Studierne og arbejdet i Vesten betyder, at mit arbejde åbner sig og konstant vokser – med en meget stærkere personlig idé som fundament. Intellektuelle på fastlandet har bistået mig i at kultivere min sjæl, min selvopfattelse og min plads i verden, som afspejler sig i mit arbejde.” 

E-skraldets foruroligende skønhed

Xing Danwen er født i 1967 i Xian og barn af Kulturrevolutionen, de voldelige og destruktive år 1966-76, da Mao Zedong på ny mobiliserede folket i brutal magtkamp. Al viden skulle ”aflæres,” der skulle gøres op med De fire Gamle: gamle tanker, gammel kultur, gamle skikke og gamle vaner. Hun gik på kunstskole i Xian og begyndte på Kunstakademiet i Beijing i 1989 og bestod sin BA i 1992. Siden tog hun en MFA på School of Visual Arts i New York. 

Xing Danwen er foto- og installationskunstner. Hun kommenterer globalisering helt enkelt og med næsten smertelig skønhed i billedgørelsen af IT-elektronikkens vej fra Kina til de rige forbrugere i Vesten og Japan – og retur til Kinas lossepladser.

Made in China, used abroad, dumped in China – eller ”Kina tur-retur,” som Xing Danwen siger. Værket hedder disCONNEXION og består af over 40 sanselige fotografier af e-skrald: kabler, skærme, computer-kabinetter, knuste telefoner, høretelefoner. 

”Jeg vælger med stor omhu direkte og intime øjeblikke til at portrættere mine objekter. Billedsprogets æstetiske kvalitet fjerner næsten tingene fra deres sociale sammenhæng.” 

Fotografierne er taget i ét af Kinas mest driftige områder, Guangdong, i det sydlige Kina, hvor en stor del af Kinas produktion finder sted – og hvor omkring 100 000 underbetalte migrantarbejdere, mange af dem fra Xing Danwens egen fødeegn, Xian i det vestlige Kina, sætter liv og helbred på spil i utilstrækkelig slum for at sortere giftigt e-skrald, som er returneret fra USA, Japan og Sydkorea, når det ikke længere regnes for anvendeligt.

Indirekte kritik på listefødder

Xing Danwen var blandt udstillerne på Louisianas store udstilling med moderne kinesisk kunst i fjor, Made in China. Her fortalte hun, hvordan hun efter fire år i New York, vendte hjem til Kina i 2002. 

”Selvfølgelig havde jeg holdt mig orienteret om udviklingen, men alligevel kom det bag på mig, hvor meget der var sket hjemme i Kina. Ikke kun på overfladen, men helt ind i også min hverdag: hver eneste dag oplever man, hvordan hele nationen – og jeg mener virkelig hele nationen – er travl, hurtig, aktiv. Jeg spurgte mig selv, hvad fordelene ved udviklingen, ved globaliseringen er? Og hvad er forandringernes negative mareridt? Det gik op for mig, hvor afhængige vi alle er af tekniske vidundere, der forenkler tilværelsen. Og jeg blev bange af at se, at jeg selv var blevet afhængig af den nye teknologi. Hvad nu, hvis der sker noget? Hele min tilværelse er hængt op på det – telefonen, internettet, al denne kommunikation!”

Og så gik Xing Danwen ellers i gang. ”Jeg fotograferer dem meget abstrakt, meget tæt på, så man kan se alle detaljerne. Men når man kigger rigtigt, er det foruroligende, fordi alle disse produkter og detaljer begynder at antage en identitet – modellen, fremstillingssåret, en medarbejders navn, måske, så man kan se, hvem der har brugt netop denne computer.”

Virkelighedens surrealisme er komplet, når Xing Danwen vrider den sidste ydelse ud af det udtjente e-skrald som sin ætsende kommentar til de sociale og miljømæssige mareridt i kølvandet på Kinas galopperende udvikling. 

Egentlig er det kritik, der er til at tage at føle på – men heller ikke mere. 

Som de er i stand til dygtigt at læse mellem linjerne i den nøje kontrollerede presse, mestrer de fleste kinesere kunsten ikke at provokere magthaverne. Mange kunstnere formår tilmed at provokere – men uden at formulere direkte kritik af magthaverne og Kinas enevældige Kommunistparti. 

Hvis Xing Danwen i stedet for sine smerteligt smukke kommentarer til globaliseringen skrev sin kritik på en vægavis – eller den store vægavis i cyber space – og anklagede magthaverne for ansvarsforflygtigelse, dødsensfarligt arbejdsmiljø på gift-lossepladserne mv., ville hun blive spærret inde ligesom Kinas øvrige systemkritikere, der formulerer kritikken direkte.

Det endelige opgør med De fire Gamle

Xing Danwenvar del af 1990ernes kunstscene i Beijing, der var et opgør med Det nye Kinas første årtiers politiske undertrykkelse, og eftersom egentlig politisk kritik ikke var – eller er – en mulighed, kom det til udtryk i ligegyldighed, kynisme, respektløshed i happenings, installation og andre foranstaltninger.

Uden at nogen sagde det, eller det nogensinde blev udtrykt i ord, blev perioden på mange måder det opgør med gamle tanker, skikke, kultur og vaner inden for kunsten, som Mao Zedong krævede 25-30 år forinden – blot var dette opgør overordentligt konstruktivt (selvom det ikke blev accepteret som sådan af samtiden).

Xing Danwen dokumenterede perioden 1993-98 med sit kamera livet i ét af Beijing legendariske alternative kunstnersamfund, Beijing Dong Cun (Østlige Landsby). Oprindelig fotograferede hun blot sin egen, vennernes, de medstuderende og kollegernes hverdag; siden har hun samlet et udvalg af billederne i bogen Women (wo betyder jeg på kinesisk, women betyder os; Xing Danwen inddrager også den engelske betydning af ordet, kvinder, i sin fortolkning); en personlig dagbog over Kinas avantgarde kunst i1990erne. 

”I den periode i Kina var samtidskunsten totalt undergrund; den var på en måde forbudt. Sådan er det ikke længere. Nu promoverer staten ligefrem kunsten, fordi samfundet er mere åbent og udviklet. Og samtidskunsten repræsenterer en del af fremskridtet,” siger Xing Danwen.

Kunstforståelse på kinesisk

Det er uomtvisteligt, at Kina er det land i verden, der på kortest tid har oplevet størst materiel og økonomisk udvikling – og ikke mindst: det land i verden, der hurtigst har løftet flest mennesker ud af fattigdommen, nemlig 400 millioner i årene 1979-2005. Hvad man end mener om det kinesiske styre, er det en mageløs bedrift i historien. 

Mens Kinas snævre, men voksende middelklasse stræber efter bedre bolig, arbejde og skole til deres barn, har de endnu ikke det store overskud til at sætte sig ind i eller anskaffe moderne kinesisk kunst.

Wu Wing Yee forklarer, at ”af kulturelle årsager er kinesere mere reserverede med ros og opmuntring end vesterlændinge. De er ikke lige så hurtige til at udtrykke deres begejstring eller mening. De fokuserer først og fremmest på deres energi og interesse på deres umiddelbare behov, der foreløbig mest er praktiske så som at gøre forretninger og bringe det vidt.”

Xing Danwen mener, at kineserne endnu ikke er åbne for kunsten. ”Det er lidt, som det var i Vesten for 10 år siden eller så. Folk interesserer sig for skulptur og malerier, og de er kun villige til at betale for den type kunst. Der er selvfølgelig enkelte mere avancerede samlere. Jeg tror ethvert samfund skal gennemgå sådan en proces, men nogle steder går det hurtigere – som f.eks. her i Kina, hvor udgangspunktet var så lavt. Jeg er sikker på, at kineserne snart lærer at sætte pris også på samtidskunst, og så opstår der et kunstmarked.”

Wu Wing Yee ser meget optimistisk på den kinesiske kunstscene lige nu og siger, at ”den er som en 20-årig kunstner, der med stor nysgerrighed og tørst vil åbne sig for verden og vise sine idéer.” Wu har holdt en del udstillinger i Kina – ”som regel på museer, og derfor er publikum gerne kunstelskere, kunstnere og kunststuderende.” Men kineserne som sådan er meget åbne, siger hun. ”Nu om dage er folk åbne for alle mulige slags kunst; de har en vældig appetit på den nye, mere åbne kultur og suger til sig som svampe: musik, kunst, film og litteratur.”

Mette Holm er journalist og har beskæftiget sig med Kina i 30 år.


Faktaboks

Xing Danwen, Wu Wing Yee og mange af deres samtidige har udstillet mange steder i Vesten; Xing Danwen har udstillet solo eller været repræsenteret på 47 udstillinger i Europa, USA, Australien og enkelte lande i Asien – og to i Kina. Hun har værker i 14 internationale kunstsamlinger – og én i Kina. Wu Wing Yee er langt bedre repræsenteret i Kina og Hong Kong end Xing.

Xing Danwen er til gengæld repræsenteret i vor tids største samling af moderne kinesisk kunst, Estella Samlingen i New York, hvorfra også Louisianas udstilling i fjor var hentet. I april satte Estella 100 værker til salg hos auktionshuset Sotheby’s i Hong Kong. På auktionens første dag blev der solgt for 18 mio. dollars (85 mio. kr.) – de fleste numre gik til både to, tre og fire gange mere end forudset.

Kinesiske kunstnere, hvis værker for få år siden kunne erhverves for relativt beskedne summer, rangerer i dag ifølge Art Market Trends 2007 i klasse med Jeff Koons, Damien Hirst og Gerhard Richter. 

Ingen tvivl om, at netop Estella Collections målrettede opkøb af kinesisk samtidskunst gennem flere år – med store udstillinger rundt om i verden som f.eks. den på Louisiana i fjor – har bidraget til at skrue prisen i vejret. Sotheby’s bortauktionerer resten af Estella Samlingen til efteråret.

Men det varer noget endnu, før de kinesiske kunstnere kan vente samme varme modtagelse derhjemme.