KRONIK i Jyllands-Posten, 27. marts 2008
AF Mette Holm & Mogens Lykketoft
Lige syd for Tibet i Himalaya ligger det lille buddhistiske kongerige Bhutan. Bhutanerne tilhører de røde hattes sekt, mens tibetanerne tilhører de gule hattes sekt. Tro, traditioner, byggestil og munkenes dragter minder meget om hinanden. Dalai Lama var i fortiden gud og konge i Tibet. Kongen i Bhutan var ligeledes enevældig og guddommelig.
Modsat Tibet har Bhutan fået lov at vælge sin egen vej og har bevaret en perle af egenartet kultur og natur. Det smukke land modtager kun 20.000 turister om året.
Men værnet om Bhutans egenart har haft en ubehagelig pris i form af diskrimination og udvisning af etniske nepalesere.
Den gamle konge har lagt kursen: Bhutan begiver sig forsigtigt, men målbevidst ind i den moderne verden, men holder fast i de nationale og religiøse traditioner. Senest har kongen insisteret på at afskaffe enevælden og indføre demokrati. Og han er abdiceret til fordel for sin søn.
Bhutan har en pæn vækst. Og det er værd at notere, at det buddhistiske Bhutan ikke kun måler resultater i økonomi, men lægger stor vægt på bruttonationallykke- borgernes åndelige og mentale velbefindende.
Og netop her er der underskud i Tibet.
Ro og orden i Tibet er godt nok genoprettet efter det korte voldsomme udbrud i forrige uge af 50 års opsparet vrede og afmagt over det kinesiske overherredømme.
Men der er ikke national lykke.
Under vort besøg i Tibet i den fredelige sommer 2006 så vi masser af kinesisk militær, der rastløst kørte omkring på landevejene i lange konvojer. Det er nemt at forestille sig, hvordan soldaterne nu er rykket ind i byerne, massivt dominerer pladser og gader og slår ring om templer og klostre.
Store politi- og troppestyrker i gadebilledet og fængsling af tusinder af tibetanere er set mange gange før. Undertrykkelsen var ufatteligt meget værre under den kinesiske kulturrevolution. Men heller ikke dengang opgav tibetanerne deres tro og deres håb om engang at bestemme over egne forhold.
Tibetanerne afviser ikke, at økonomien er forbedret, hvilket dog især kommer kinesiske indvandrere til gode. Tibetanerne føler sig diskrimineret og kostet rundt med, og de oplever, at kinesisk indvandring og masseturisme reducerer dem til turistattraktioner i deres eget hjemland. De vil selv bestemme; de vil have lov at tro og leve på traditionel vis. Det fatter de vækstfikserede kinesere ikke. De mener, at tibetanerne burde være taknemmelige for den moderne civilisation og de store investeringer.
Symbolsk for denne strid er den ny jernbane fra Kina – op over højderne til fem km over havet og ned til Lhasa i 3,7 km.s højde. Vi rejste til Tibet med ”Himmelekspressen” for to år siden. Den er en vældig teknologisk triumf – bygget på rekordtid hen over permafrosten oppe i de højder, hvor passagererne får ekstra ilt. Kineserne siger, at jernbanen bringer økonomisk fremgang for Tibet. Men mange tibetanere ser den som endnu et middel til styrke Kinas kontrol og kinesisk indvandring – tænk bare, hvor meget lettere det er at fragte soldater derop på toget end med lastvogn.
Tibetanerne på landet er urfattige. Men hovedstaden Lhasa er ikke længere som en stillestående tidslomme. Det er en moderne og stadig mere kinesisk by. Boligområder jævnes med jorden og nye skyder i vejret. Man kan mærke fugerne knage af de 12 pct. økonomisk vækst. 400.000 mennesker lever i Lhasa. En meget stor del af dem indvandrere fra Kina, der har sat sig på det blomstrende næringsliv. Oceaner af restauranter og butikker skaber arbejde og økonomi. Turistindustrien stortrives med et par millioner gæster om året – de allerfleste fra Kina.
Templerne og paladserne står der endnu – og meget, der blev ødelagt af rødgardisternes hærgen under Kulturevolutionen, er genopbygget. Det gælder f.eks. det helligste af alle templer – Jokhang. Og på klippen 120 meter over byen ligger Dalai Lamas prægtige Potala med 1000 rum og endeløse rækker af buddhistiske altre og andre helligdomme.
Lige neden for Potalaen ligger nu en kæmpe paradeplads og brede boulevarder med plads til lastbiler og kampvogne, kantet af sjusket kinesisk nybyggeri.
Som Lhasa har en dobbelt identitet, så har flertallet af tibetanerne et dobbeltliv: De skal have dagligdagen under kinesisk herredømme til at fungere. Men i deres helt private cirkler holder de fast i kulturen og troen – og hengivenheden over for deres landflygtige leder, Dalai Lama.
Dalai Lama må ikke omtales offentligt, for kun statsautoriseret tro er tilladt. Munkene skal offentligt afsværge loyalitet og hengivenhed til ham for at få lov at praktisere deres tro.
Man skal lede længe efter en officielt ikke-eksisterende person, der fylder så meget som Dalai Lama. Den helt centrale figur i tibetanernes religion glimrer ved sit nærmest håndgribelige fravær; men han er usynligt til stede hos alle de troende.
Og troen udfolder sig over alt; folk mumler deres mantraer, mens de triller bedekranse og svinger bedemøller. Mange – unge, voksne og virkeligt gamle – gennemfører i løbet af livet 100.000 mavefald på vejen til Potalaen eller rundt om Jokhang. Det er som tibetanernes tro ligefrem styrkes i takt med undertrykkelsen.
I 500 år har Mongoliet haft samme tro som Tibet. Kinas ledere burde skæve til naboen i nord for at indse, at religion ikke udryddes med vold og magt. I Mongoliets 70 år som sovjetkommunistisk var religion forbudt. I 1930rne blev titusindvis af munke dræbt i grusomme massakrer; klostre og templer blev ødelagt.
Efter deres fredelige demokratiske revolution i 1991 fik mongolerne atter lov frit at praktisere deres tro. Og i dag er 50 pct. aktive og meget hengivne buddhister.
Med det isnende officielle tomrum, der omgiver Dalai Lama i Tibet, frisk i erindringen, var det en ganske særlig oplevelse at overvære hans besøg i Mongoliet sensommeren 2006. Tusinder af mennesker var samlet i stille forventning. De fordrev ventetiden med en nynnen, der begyndte ganske sagte og tiltog i styrke, som den bredte sig i mængden. Mange stod klar med gule og blå khata – tørklæder, der traditionelt både i Tibet og Mongoliet gives som tegn på, at det forestående møde foregår i oprigtighed. Alle blikke var fæstnet på den store røde port. Mala’erne – bedekransene – trillede uophørligt, nogle messede deres mantra; der var gamle, som dårligt kan gå; kun viljen og det stærke ønske om at se Dalai Lama holdt dem – med deres slægtninges hjælp – på benene i deres stiveste puds.
Suset i forsamlingen, da den sorte limo med Tibets flag omsider dukkede op, var nærmest håndgribeligt. Dalai Lama lænede sig frem, smilede og vinkede ivrigt til alle.
Dalai Lamas billede har fremtrædende plads i mange mongolske hjem. Mongolerne skal ikke længere afsværge ham eller undertrykke og skjule deres hengivenhed. Også i templer og klostre – nye såvel som dem, der er sat i stand på ruinerne af de gamle – indtager han sin naturlige plads.
Hengivenheden for Dalai Lama er ikke et problem for den verdslige magt i det ny Mongoliet – og vil heller ikke være i Tibet, hvis tibetanerne får lov at udøve deres tro.
De seks millioner tibetanere, spredt over flere kinesiske provinser, kan aldrig blive en trussel mod enheden i det vældige kinesiske rige med 1300 millioner mennesker. De fleste tibetanere ved, at Kina aldrig opgiver overherredømmet i Tibet. Dalai Lama beder end ikke om det. Han beder ”bare” om reelt selvstyre, sådan som Kinas forfatning lover.
Selvfølgelig vil tibetanerne gerne være med til at bestemme indvandringen til deres land, og de ønsker at beskytte naturen mod rovdrift. Men frem for alt ønsker de frihed til at dyrke deres religion uden indblanding og at få deres åndelige leder tilbage efter 49 års eksil i Indien.
Alle vi, der opfatter os som venner af både Kina og Tibet, må aktivt tilskynde til forsoning mellem Kinas magthavere og Dalai Lama. Det ville fjerne megen sorg og lidelse i Tibet, tjene Kina til stor ære og styrke landets internationale omdømme. Det vil være et stort bidrag til at gøre det kinesiske rige til dét harmoniske samfund, som præsident og partileder Hu Jintao har sat som sit erklærede mål.
Mette Holm er Kina-kyndig og fra 1991-97 Jyllands-Postens korrespondent i Kina og Sydøstasien.
Mogens Lykketoft er MF, udenrigsordfører (S) og fhv. udenrigsminister. Han har besøgt Kina ti gange & var for nylig i Bhutan på inspektionsrejse for Statsrevisorerne.