Klumme i historie-nu.dk maj 2004
For nogle år siden blev Oklahoma-bombemanden, Timothy McVeigh, henrettet i USA. De fleste amerikanere frydede sig over hævnen. Efterladte til de mange ofre for hans bombeangreb fik lov at overvære henrettelsen på et lukket tv-kredsløb.
Samme måned dømte forbundsdomstolen i New York én af de ansvarlige for de ligeså frygtelige bombeangreb mod USA’s ambassader i Daar es Salaam og Nairobi. Den forbundsdomstol i New York, der dømte ham, ville ikke straffe ham med døden, men med fængsel på livstid. For manden var muslim, og som nævningene sagde, han skulle ikke hædres med henrettelse, som ville gøre ham til martyr og en helt i hans egne cirkler.
For Oklahoma-bombemanden var døden den værste straf, systemet kunne komme i tanke om. For ambassade-bombemanden var det livet.
Deres forbrydelser havde mange fælles træk. Begge angreb kostede amerikanere livet på amerikansk jord, for så vidt, at ambassader regnes for det pågældende lands territorium.
Der er flere faktorer, der spiller ind. McVeigh blev dømt i en stat, der anvender dødsstraf oftere end domstolen i New York, der ikke har dømt nogen til døden siden 1950erne. Der til kommer, at flere nævninge fra sagen i New York efter dommen over ambassade-bombemanden sagde, at de ikke stemte for henrettelse, fordi døden ville være for mild en straf for en mand, der ville fortolke dødsdommen som en genvej til det himmerige, han tror på.
Men den fortolkning af kulturforskelle, der lå til grund, sådan at den samme forbrydelse ved en domstol i det samme land kunne straffes så forskelligt – for det er vel den størst tænkelige forskel: livet og døden – er tankevækkende, for hvor står det skrevet, at en anklaget skal dømmes efter sin overbevisning. Ikke af hensyn til sin overbevisning, men på grund af den … Ikke efter straffeloven, men ud fra en formodning om, hvad der er værst for den anklagede.
Det løfter de to sager en tak højere, for hvad er det egentlig, der sker, når et samfund straffer? Er det hævn? Er det resocialisering – et ønske om, at gøre den anklagede til et ”bedre” menneske? Er det at befri samfundet for mennesker af den kaliber? Er det regulær straf – eller at sikre, at den anklagede aldrig gør det igen?
Når man ser bort fra de mest ekstreme samfund, er virkeligheden lidt af hvert, men sondringen er vanskelig. Og det ville klæde ethvert samfund at gøre sig klart, hvad det vil med straf, hvad formålet egentlig er.
Én meget uhåndterlig størrelse i sammenhængen er ”retsfølelsen.” Den findes i ethvert samfund – i Cambodia, f.eks. er lynchning – mob-killings – et alvorligt problem. Det sker, fordi befolkningens tillid til politi og retsvæsen er så lille, at de tager sagen i egen hånd. Cambodianernes retsfølelse er nærmest permanent under ekstremt pres. Højst uheldigt er det så, at det hænder, at den, der bliver dræbt af ophidsede og vrede borgere slet ikke er skyldig. Det er svært at sige undskyld efter sådan en hændelse. Og det eneste, der kan forhindre den slags, er et pålideligt og retfærdigt og frem for alt uafhængigt retsvæsen, som kommer på sine største prøver, når det skal dømme i sager, der udfordrer retsfølelsen – herhjemme er det især pædofili-sager, men ofte også voldssager. Og krænkelsen er større, jo tættere man er på ofret. Det er her ens tillid til retsvæsenet kommer på sin største prøve.
I øvrigt er den hidtil mest anstødelige voldtægtssag jeg har hørt om, voldtægten af en cambodiansk pige på blot 14 måneder.
Men tilbage til mit egentlige ærinde. Når vi diskuterer om denne eller hin straf er for hård eller for mild, må vi først – som samfund – tage stilling til, hvad vi ønsker at opnå med straf.
Vil vi blot spærre forbryderne inde, så vi slipper for at have dem gående løs? Eller vil vi hævne os – Øje for øje og tand for tand? Vil vi genopdrage dem, så de kan blive gode samfundsborgere (i Kina siger de, at genopdragelse i arbejdslejr i op til tre år er ”uddannelse” og ikke straf. Herhjemme er den ultimative straf frihedsberøvelse – ikke på livstid, som af straftekniske årsager kun i sjældne tilfælde overstiger 16 år, men – på ubestemt tid)?
Det fremgår aldrig af debatten omkring straf, hvad vi vil opnå med den. Der henvises ofte til retsfølelsen. Hvad den egentlig går ud på, kunne vi måske komme en anelse nærmere ved at spørge os selv, hvad vi overhovedet vil opnå med straf.
I Danmark har vi ikke dødsstraf. Så langt har vi erkendt, hvad vi vil med straffesystemet.
På internationalt plan er spørgsmålet om dødsstraf i det hele taget stadig åbent … Hele den vestlige verden – med undtagelse af USA – tager skarpt afstand fra dødsstraf, som også strider imod artikel 1 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der sikrer ethvert menneske ret til selve livet.