Klumme i Metroxpres marts 2003
Europas lille sure selvtilstrækkelige blindtarm! Stedet, hvor vi småligt passer os selv. Kortere ventetid på hospitalerne og mere hjemmehjælp. Det er, hvad vi vil – i stedet for at være del af den verden, der omgiver os og dele ud af vor viden og vort overskud (og her tænker jeg ikke på penge).
Overalt, hvor jeg er kommet frem, har Danmark altid nydt anseelse. Aung San Suu Kyi takkede i sin husarrest på University Avenue i den burmesiske hovedstad, Rangoon, for, at Danmark talte hendes sag og for, at Danmark stod som et fyrtårn for mennesker – som hun og hendes landsmænd – der lever i et brutalt demokratisk underskud.
Tænk bare på de gange, Nelson Mandela har takket Danmark for støtten til at vælte apartheid og til udarbejdelsen af en forfatning for et folkestyret Sydafrika. Tænk på den milliard kinesere, de 80 millioner vietnamesere og mange, mange andre, der i al stilfærdighed nyder godt af Danmarks erfaringer med at opbygge et retfærdigt retssystem.
Da Anders Fogh Rasmussen & Co. var ude med riven i forrige uge for at finde 350 mio. kr. til kortere ventelister og mere hjemmehjælp (det var faktisk argumentet), valgte han bl.a. at sløjfe støtten til Det Danske Center for Menneskerettigheder og trække en del af centrets aktiviteter i udlandet tættere på regeringen.
Vore hjemlige rettigheder forsvandt lige så stille i forvirringen – regeringen havde måske glemt, at Danmark har forpligtet sig til at værne om dem også. Helt konkret i FN i 1993 og helt konkret ved at sikre, at der findes en uafhængig, national institution med netop det formål. Dvs. ikke en statslig og ikke en græsrodsorganisation. Begge dele er naturligvis både lovligt og agtværdigt, men ikke noget, Danmark har forpligtet sig til.
Noget af det fornemste man kan gøre er at erkende, hvis man har taget fejl. Og med det hektiske tempo, den nye regering lægger for dagen, må der nødvendigvis gå kludder i en hel del.
Reaktionerne på regeringens nye initiativer på indvandrer- og flygtningeområdet såvel som Det danske Center for Menneskerettigheder, har vakt anstød, lede og ligefrem hån i mange europæiske lande. FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, Mary Robinson, skrev til Anders Fogh Rasmussen og erindrede ham om, hvor vigtigt det danske center er – og hvor meget, det betyder for Danmarks internationale omdømme, som Fogh Rasmussen må formodes at ville værne om. Og om, at beslutningen var et rigtigt dårligt signal til regeringsledere rundt om i verden, der nærmest står i kø for at få en god undskyldning for at undergrave deres statsborgeres rettigheder. I brevet fra Mary Robinson havde FN’s generalsekretær sat et stille fingeraftryk, omend han ikke selv havde skrevet under.
I Tyskland skrev Die Tageszeitung, at ”fra nu af skal man end ikke overveje at rejse til Danmark, hvis man ikke er hvid, kristen, computerekspert og taler flydende dansk.” Og ”højrefløjen i København … har fået et forbløffende stort spillerum til at tilsidesætte europæiske principper og internationale aftaler.” Avisen mente, at de højrenationalistiske regeringer i Rom og Wien måtte være henrykte over at få en ny dreng i klassen. Det britiske BBC World anklagede direkte regeringen for at piske en fremmedfjendtlig stemning op i Danmark.
Den voldsomme reaktioner i udlandet må være kommet bag på den nye regering. Og det virker da også som om støtten til netop opløsningen af Det danske Center for Menneskerettigheder smuldrer i regeringspartiernes bagland. Heller ikke integrationsudspillet, der ikke nævnte integration med et ord, synes at have 100 pct. opbakning. Regeringen har en strålende lejlighed til at sige, ”ups, undskyld, vi tog fejl. Om igen.” Det ville klæde den – og det ville klæde Danmark, så vi slipper for stemplet som Europas lille sure, fremmedfjendtlige, aftalebrydende blindtarm.