Vi må gøre noget

Kronik i Jyllands-Posten

AF Mette Holm & Mogens Lykketoft

Burma berører én dybt; ved første besøg og hver gang man genoplever det smukke land og dets prægtige befolkning; stor skønhed, romantisk middelalder med produktion som på frilandsmuseum; nøjsomme og føjelige mennesker - skamredet af magtbegærlige generaler, der kun har øje for egen vinding og - indrømmet - at holde sammen på Unionen Myanmar med dens mange folkeslag.

Generalerne har kørt Burma i sænk gennem snart 50 år. Demokratilederen Aung San Suu Kyi har været indespærret 16 af de seneste 20 år. Militærjuntaen er forhadt, og dens brutale styre udelukker den fra almindelig bistand fra FN og de internationale låneorganisationer. Med hård og bagstræberisk hånd har generalerne spændt Burma og burmeserne fast i fortiden, mens nabolandene overhaler i samfundsudvikling såvel som industrialisering.

Generalerne tager det ikke så nøje. De sælger ud af Burmas råstoffer, ædeltræ, ædelmetaller, ædelsten, olie, gas, som var det deres personlige ejendom, og beholder de enorme indtægter selv. De er glade for deres nye forfatning, kalder den grundlaget for ”disciplin-blomstrende-demokrati.” Efter 20 år uden forfatning blev den vedtaget ved folkeafstemning i maj 2008 kort efter, at orkanen Nargis dræbte 130.000 mennesker og lagde dele af landet øde; officielt skal 99 pct. af vælgerne have stemt og næsten 94 pct. stemt for. Det virker usandsynligt, og der var da også mange tegn på trusler og valgsvindel.

Burmeserne skal til parlamentsvalg i år - for første gang i 20 år. Den nye forfatning sikrer fortsat generalerne uindskrænket magt, uanset valgets udfald. Enhver, der er eller har været gift med en udlænding eller har børn med én, er udelukket fra regeringsposter, men kan vælges til menigt parlamentsmedlem. Skræddersyet til demokratilederen Aung San Suu Kyi, der er enke efter en brite, som hun har to børn med - og medstifter af og generalsekretær i partiet Den nationale Liga for Demokrati, NLD.

Hvad stiller man op med Burma? Hvad kan man gøre? Lægge generalerne på is? Omklamre dem?

Hidtil har Aung San Suu Kyi opfordret omverdenen til sanktioner mod militærjuntaen, og Vesten har støttet hende - og dermed måske ad omveje bidraget til manglende udvikling. Men sanktioner skal være massive for at virke. Og omverdenen har på intet tidspunkt været enig.

Generalerne er ligeglade med indrejseforbud i EU og USA. De vil hellere blive hjemme i junglen. Til gengæld er nabolandene villige aftagere af alle de råstoffer og kortsigtede investeringsmuligheder, generalerne kan levere. Kinesere, thaier og andre sydøstasiater investerer fornøjet gennem stråmænd - f.eks. i hoteller og kasinoer.

På regeringsniveau er den store nabo i nord, Kina, tilsyneladende eneste røst, der øver nogen indflydelse på generalerne, som det skete ved munkenes opstand i 2007 og opfordringen til at lukke udenlandske bistandsfolk ind efter Nargis i 2008.

Burma køber våben, får bistand og infrastruktur til og fra Kina, som til gengæld får naturgas og adgang til Det indiske Ocean. Kinas ledere er ikke begejstrede for de forbenede generaler, men forholder sig pragmatisk til dem, så længe de har magten.

I efteråret sadlede Aung San Suu Kyi om; hun bad Burmas mægtigste mand, sekretær nr. 1, general Than Shwe, om et møde, så de to kan drøfte, hvordan man får hævet sanktionerne.

Henvendelsen gjorde generalerne perplekse; på den ene side er de glade for åbningen, på den anden side kalder de Aung San Suu Kyi løgnagtig og uoprigtig. De to er endnu ikke mødtes.

Men nøglen ligger nok her - i gradvise tilnærmelser.

Boykot virker ikke, så længe de regionale naboer ikke vil være med. Bestræbelser på kun at støtte befolkningen er dømt til at mislykkes, for man kan ikke komme uden om diverse militære ledere - regionale kommandanter og deres håndlangere - i formidlingen af bistand.

Velmenende initiativer som at støtte oprørsgrupperne langs grænsen er næppe længere løsningen; det bidrager efterhånden snarere til forlængelse af konflikter. Nogle af de steder, hvor burmeserne vitterligt ser ud til at have det bedst nu om dage, er i mindretalsområder, hvor oprørshærene og juntaen har sluttet fred, som f.eks. dele af Karen, Shan og Mon staterne. Her fungerer tingene nogenlunde, der er nogen omsætning og gang i hjulene.

Taberne er det etniske flertal, burmanerne, i det centrale Burma, hvor tiden synes at have stået fuldstændig stille. De har selvfølgelig en abstrakt glæde af færre krigshandlinger, men deres hverdag bliver ikke lettere - bortset fra, at de, hvis de har råd, kan bestille smuglergods hos de begunstigede mindretal, der driver storstilet grænsehandel med Kina og Thailand i særdeleshed.

Så en åbning for regulær bistand til de mest nødstedte sektorer som sundhed og uddannelse er en mulighed. Og på det private plan hungrer burmeserne efter kontakt med omverdenen, sådan som det var hverdag for få generationer siden, da Burma på mange måder var førende i regionen: veluddannet befolkning med udmærket sundhedsniveau, eksport af fødevarer, ædeltræ, ædelsten og ædelmetaller, regionalt trafikknudepunkt og sågar spirende demokrati.

Det standsede brat, da general Ne Win tog magten ved militærkup i 1962, nationaliserede alt og kørte landet i sænk. De gamle husker stadig de bedre tider, de yngre længes efter dem. Kontakt og udveksling kan kun gavne.

Vist har Burma internet og mobiltelefoner - så dyrt, at prisen i sig selv er en hindring, og forbindelserne så ringe, at det næsten kan være det samme. Kreditkort findes ikke. Enhver kan købe en bil; en 20 år gammel Toyota med rattet i den forkerte side koster 100.000 kr., så bilismen er ikke udbredt - og bilparken helt barok, bortset selvfølgelig fra generalernes Mercedes og de succesrige forretningsfolk fra mindretallenes firehjulstrækkere. For et par år siden flyttede generalerne hovedstad fra Rangoon/Yangon til Naypyidaw godt 300 km væk. Herfra kan de kontrollere troppebevægelser på behørig afstand af et eventuelt oprør. Det var læren af studenternes opstand i 1988 og i 2007, da munke demonstrerede imod juntaens stedse forarmelse og udplyndring af befolkningen.

Ethvert optræk til regeringskritik er i årevis blevet straffet med lukning af universiteterne - i måneder eller år. Nu har generalerne spredt læreanstalterne og placeret monumentale nye universiteter rundt om i junglen. F.eks. det nye it-universitet i Mon-staten; uden internet, mobiltelefonkontakt og offentlig transport og med samme upålidelige strømforsyning som resten af landet, bortset fra Naypyidaw, som siges at have stabil strømforsyning døgnet, ja hele året rundt.

Et meget vigtigt besøg fandt sted i fjor. Efter invitation fra FN's Økonomiske & Sociale Kommission for Asien & Stillehavet besøgte den nobelprisbelønnede økonom og tidligere vicedirektør i Verdensbanken Joseph Stiglitz generalerne i junglen kort før jul. Hans forsigtige analyse lød: “Myanmar kan gøre mere for at få del i Asiens vækst.”

Hans anbefalinger til juntaen er en præcis beskrivelse af Burmas største problemer:

  • Giv landbefolkningen mulighed for at optage banklån på gunstige betingelser (i modsætning til de nuværende 10 pct. i rente pr. måned).
  • Massiv investering i uddannelse (som er kørt fuldstændig i sænk; Stiglitz hæftede sig bl.a. ved, at de eneste veluddannede embedsmænd i forvaltningen er i slutningen af 1950'erne)
  • “Passende” anvendelse af indtægterne fra olie- & gas (som i dag ryger durk i generalernes lommer) samt:
  • Betydeligt behov for en “inkluderende politisk proces.”

En hårdtarbejdende drager på havnen i Rangoon tjener 30 kr. dagligt. En kvindelig skærveknuser, som dem der sidder langs alle de hullede veje, tjener 10. Hendes mandlige kollega tjener 15 kr., for han er stærkere og arbejder bedre. En pensioneret embedsmand får 15 kr. om måneden - ikke engang nok til at købe ris. Sundhedssystemet og uddannelsessystemet er brudt sammen. Der findes kostbare moderne hospitaler, hvor man skal betale forud. Og så er der de faldefærdige hospitaler, som briterne byggede før 1940. Al medicin fås i håndkøb - ofte udløbet og altid dyr.

Burma ligger i top tre i samtlige internationale opgørelser over elendighed, børnearbejde, børnesoldater, korruption, brud på menneskerettigheder, manglende borgerrettigheder og demokrati. Sammenligninger går på Nordkorea - og den falder trods alt ud til Burmas fordel - og Zimbabwe, og her fører Burma i foragt for befolkningen.

Vi må gøre noget . . . Den hidtidige kurs har spillet fallit.

Bragt i Jyllands-Posten 15. februar 2010

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal