Kinas Kommunistparti: Den nordiske model er ikke socialisme

AF Mette Holm

Kinas magthavere pudser fjerene her i 60-året for Folkerepublikkens grundlæggelse; Kinas Kommunistparti, CPC, er enevældigt – tåler ikke udfording.

I sommer skrev partiavisen Folkets Dagblad en leder under overskriften “Socialisme er det kinesiske folks historiske valg!” Her kaldes Kinas færd ad socialismens vej en objektiv realitet. Og derpå en fyldig historisk bevisførelse for dette valg - og stolthed over nye bedrifter: Himmelekspressen til Tibet, verdens højeste jernbane gennem højsletter med permafrost, verdens største dæmning på Yangzi-floden, og mega-projektet, der skal lede vand fra det oversvømmede sydlige Kina til det tørre nord og ikke mindst den vellykkede kamp mod fattigdom.

“Superb økonomisk præstation,” hedder det. “Mange statsmænd og lærde kommer fra hele verden for at bevidne og rose Kinas overlegne socialistiske system, kaldet socialisme med særlige kinesiske kendetegn.”

Og videre: “Ikke desto mindre er der et par mennesker i Kina, der stadig beundrer de nordiske landes flerpartisystem eller såkaldte parlamentariske vej til socialismen,” og som mener, Kina skal følge samme vej. Men nej, mener Folkets Dagblad – og dermed CPC:

“Først og fremmest må man erkende, at disse nordiske lande slet ikke hører til i kategorien af socialistiske lande.”

Interessant; for enhver, der har besøgt Kina, kender reaktionen, når man fortæller kinesere om gratis sundhedssystem, uddannelse og biblioteker, altsammen betalt over skatten: “Se, dét er socialisme!”

Deng Xiaoping udviklede med sine økonomiske reformer fra 1979 og frem begrebet “socialisme med særlige kinesiske kendetegn.”

Men giver det CPC ret til at afgøre, om de nordiske lande er socialistiske eller ej? Nej, mener Frank Ching, lektor i kinesisk politik på to universiteter i Hong Kong.

“Når de kan udvikle deres egen socialistiske model, må de også forvente, at andre gør det.” Når CPC finder det nødvendigt at præcisere, at de nordiske lande ikke er socialistiske, skyldes det ifølge Frank Ching, at man ikke ønsker socialisme forbundet med flerpartistyre – trods Kinas omfavnelse af demokrati i sin forfatning.

Deng Xiaopings erklærede mål var velstand for alle, og han var pionér med tesen om, at socialisme ikke behøver at betyde, at alle skal være fattige. Han mente snarere, at velstand er en måde at stimulere økonomisk udvikling.

Zhao Ziyang, partichef i slutningen af 1980erne, var meget optaget af netop den nordiske velfærdsmodel, fordi den i høj grad rummer de goder, CPC altid har lovet kineserne, men endnu ikke har leveret i tidssvarende version: ældrepension, gratis sundheds- og uddannelsessystem, arbejdsløshedsunderstøttelse, mv.

De seneste år er danske eksperter på velfærdsmodellen flere gange blevet inviteret til Kina såvel som Kinas ambassade i Danmark for at fortælle om den. Og i næste måned kommer en større delegation kinesiske borgmestre til Skandinavien i præcis samme ærinde. De har formentlig glemt at nærlæse deres partiavis – for så ville de vide, at den nordiske socialdemokratisme for tiden ikke er socialisme.

Artikel i Sydsvenskan 27.9.09

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal