Mongoliet er en sindsstemning...

Juni 2002

Mongoliet er som en sindsstemning. At rejse i det enorme land er en sanselig oplevelse, der ikke kan sammenlignes med noget andet og sætter sig i hjertet som en smuk tatovering. Skønheden er berusende. Der er endeløse græsklædte (på denne årstid) vidder, der er ørne, der kredser favnende højt oppe mod den blå himmel. Der er heste, der galopperer ud over stepperne, sindige yak-okser i deres tykke pels, arrogante kameler – i denne tid alle med deres bedårende lam, kid, kalve og føl. Og så er der menneskene – varme, gæstfri, årvågent opmærksomme på gæstens mindste behov, som de iler med at opfylde, næsten før man selv har tænkt det.

Det er stolte, værdige og frie mennesker, der hengivent ler og lever. Vi ler tilmed ad de samme vittigheder. Glæden er tilværelsens udgangspunkt – at der så er så megen modgang. Ja, det tager de i det tempo, det kommer. Mongolerne er nomader; og de, der er flyttet til byerne, er det endnu i hjertet – de tager en dag ad gangen og løser problemerne i den takt, de opstår. Bekymring ligger dem fjernt. Der er deres ”kirker” – varder af sten eller åndetræer. I det fri, naturligvis, for samstemmigheden mellem menneske og natur her er fuldkommen. Ved ovoo’en, som den kaldes, beder man om lykke, godt helbred, frugtbarhed, måske og velstand, mens man går tre gange rund med uret og kaster småsten på.

Mongoliet lyder for godt til at være sandt. Er det måske næsten også? I hvert fald føler landet sig ganske overset.

“Mongoliet eksisterer ikke i omverdenens bevidsthed. Politiske iagttagere taler om og forsker i Centralasien, de taler om Nord-, Syd- og Østasien. Og lige meget hvad – det omfatter aldrig Mongoliet.” Sådan siger direktøren på Det politiske Uddannelsesakademi i Ulaan Baatar, D. Ganbat. ”Så vi må finde vore fødder i regionen og gøre os gældende,” siger direktøren.

For den mongolske regering betyder det, at den underskriver og tiltræder flest muligt internationale traktater og aftaler for på den måde at komme på landkortet og sikre sig opmærksomhed og – forhåbentlig – støtte, hvis det værst tænkelige skulle ske: nemlig økonomisk anneksion fra Kina.

Er Mongoliet en velbevaret hemmelighed, er det også én af de smukkeste. Det er en mageløs nation med en historie, der den dag i dag kan få folk til at skælve. Overleveringerne om de mongolske horder unde Djengis Khan og siden sønnesønnen Kublai, der underlagde sig et mægtigt rige fra, hvad der i dag er Sydkorea og helt til Polen. I dag er de næsten glemt.

Det er en sær situation. Dette storslåede land, der ligger klemt mellem Kina og Rusland og næsten ikke eksisterer. For de 2,4 mio. indbyggere er eksistensen dog reel nok. Mongoliet befinder sig i klemme mellem 70 år som sovjetisk vasalstat af alt andet end navn og fremtiden som selvstændigt demokrati.

For 12 år siden væltede mongolerne det kommunistiske styre på fredelig vis. Det hele blev afviklet i god ro og orden. Jeg husker især de forhenværende sovjetiske soldater, jeg mødte på deres vej hjem efter militærtjenesten i Mongoliet. De var vidskræmte, fordi de var sendt ud af én nation og nu vendte hjem efter endt tjeneste til 15 forskellige lande.

Det mest håndgribelige bevis på opgøret med kommunismen i Mongoliet var, at de afmonterede den næsten seks meter høje statue af den sovjetiske diktator Josef Stalin foran Nationalbiblioteket. Statuerne af Vladimir Lenin og Stalins mongolske pendant, Choybalsan, fik lov at blive stående på deres fremtrædende pladser i Ulaan Baatar – eller blot UB, som byen kaldes. Josef Stalin blev ikke smeltet om. I dag står han på diskotek Issmus nede ved floden – dansegulvet med den store indlagte stjerne af marmor ligger for hans fødder. Selv rager han op igennem etageadskillelsen til 1. sal, hvor man kan sidde og se ham i øjnene, mens man drikker chinggis-øl fra fad.

På diskoteket danser unge mongoler til de samme melodier, som unge danser til i Vesten. De nyder godt af økonomiske reformer, de får gode uddannelser, taler flere sprog og er i det hele taget på omgangshøjde med verden.

Værre er det for deres mange jævnaldrende, hvis forældre ikke er i stand til at sikre dem. Under kommunismen var det forbudt ikke at have arbejde. Til gengæld sørgede staten for, at der var arbejde at få.

Mongolerne er nomadefolk, der flytter omkring på stepperne efter græsningsarealer til kvæget, hestene, fårene og gederne. Men Mongoliet har været ramt at tre dræbende isvintre i træk, afbrudt af to katastrofalt tørre somre. Kun den seneste vinter har været til at leve med, og i år kom regnen tidligt. Det tegner godt for hyrderne.

Men i mellemtiden har mange familier brudt op fra nomadetilværelsen, som sin enkelhed til trods altid har været sikker for så vidt, at man fik nok at spise. Men de hårde vintre tog livet af millioner af dyr, hvis kadavere lå og stank, da sneen smeltede. Har man ikke noget kvæg, overlever man ikke på steppen.

Derfor rykkede folk i voksende tempo ind til byerne – de slog teltene op på små jordlodder i byernes udkant. Så prøvede de at få arbejde, men der var ikke noget. Og så greb den økonomiske nedtur, der i forvejen var i gang, om sig. De sociale problemer vokser – der er druk og opløsning. Vrede mænd, der ikke kan forsørge deres familier og lader det gå ud over deres nærmeste. Kvinder, der ikke kan få det til at hænge sammen. Og børn, der stikker af fra elendigheden hjemme og flytter ud på gaden.

Gadebørnene er naturligvis udelukkende et byproblem. På stepperne er man anderledes afhængig af hinanden og dyrene.

Mongoliets gadebørn er små hårdføre folk, der skaber deres eget liv. De stikker af for at få fred. Taler man med dem, siger ”jeg kedede mig.” Men det var mere end det. Det fortæller de bare ikke.

Jeg mødte en ung mand, Erdenbaatar, på 19 år i en af disse teltforstæder til Eredenet - en stor grim mineby. Hans mor arbejder på tæppefabrikken. Faren er væk – om han er død eller bare forsvundet, ved jeg ikke. Men storebroren er lige død. Dræbt i slagsmål. De er fem børn nu. En af de små brødre er ved at sive ud i friheden på gaden – han orker ikke fattigdommen og elendigheden. Men han er blevet samlet op af socialarbejdere, som sørger for, at han passer skolen – og har foræret familien en lille væv.

Det lyder ikke af noget særligt, men det betyder faktisk, at Erdenbaatar kan væve et sadeltæppe om ugen. Det indbringer et får, måske, eller andet, man kan bytte sig til på markedet. Familien er også ved at blive inddraget i et grøntsagsdyrkningprojekt. For første gang i flere år er der nok at spise. For foruden væven har Erdenbaatar også arbejde som billetsælger i en minibus.

Mongoliet har ikke noget socialt system. Synker man til bunds i samfundet, er det hårdt og dybt, og der er ingen til at afbøde faldet.

Demokratiet går sin skæve gang. Mongoliet har fået fri presse, frihed til at gå til, frie valg. Overgangen til frihed kan være overvældende. Der findes velmenende politikere – for tiden er det det tidligere Kommunistparti, nu forklædt som Det mongolske Folks Revolutionære Parti, MPRP, der har magten – 73 ud af 76 sæder i parlamentet, Ikh Hural.

En ven beretter, at politikerne sikkert har gode hensigter, men stort set uden undtagelse er deres første handling at rage til sig. ”Det er muligt, de ville være mere ansvarlige, hvis de blev genvalgt. Det bliver de naturligvis bare ikke, når der bruger deres første embedsperiode til at mele deres egen kage,” siger min ven. Han har stor tillid til demokratiet og elsker sit land højt. Han er blot bekymret for, hvordan det skal gå – denne ellers så umongolske følelse.

Men han har nu ret. Det er svært at se, hvordan Mongoliet skal svinge sig op til noget, der bare minder om gtidligere storhed.

Kina ligger som en kat og venter på at slå kloen i den mongolske mus. Det bliver lykkeligvis ikke ved militær invasion, men meget tyder på en økonomisk invasion. Kineserne kommer og køber op – de handler og laver små firmaer. Ikke store virksomheder, eller udbygger infrastrukturen, der kunne gavne landet. De laver hoteller, restauranter, små forretninger med billigt kinesisk ragelse – ”det værste af det værste. Det, de fremstiller i det nordvestlige Kina,” siger én. ”Vi får end ikke de gode kinesiske produkter. Kun det billige bras.”

Men de kinesiske penge er ved at overtage. Mongoliets industri er i bogstaveligste forstand rusten. Det hele stammer fra sovjet-tiden og dengang det kommunistiske økonomiske samarbejde, COMECON, regulerede markederne i hele den sovjetiske sfære. Folk producerede til de andre østblok-lande uden hensyn til, hvem der havde brug for hvad. Olien flød frit i Mongoliet, fordi landet lå strategisk i forhold til Kina. Varerne flød ind og ud til den sovjetiske taktstok.

Mongoliet har meget svært ved at finde sin naturlige plads i verden efter 70 år i den gamle klemme. De nærmeste havne, Tianjin og Vladivostok, ligger i henholdsvis Kina og Rusland, og der er ingen rabatter at hente på adgangen. Når Mongoliet f.eks. ønsker at eksportere fårekød til de muslimske markeder, skal kødet fryses og flyves ud.

Der er olie, men den er ikke nem at hente op. Det skal gøres i joint-venture med andre lande. Der er guld, men i beskedne mængder. Der er mineraler, der er så meget, men infrastrukturen er så elendig, at det er vanskeligt at gøre noget ved det. Og Mongoliet mangler forarbejdningsindustri til forædling af de naturlige ressourcer.

Danmark gav overgangsbistand til Mongoliet i nogle år. Det må være de bistandspenge, der nogensinde er bedst givet ud. De havde gennemslagskraft, de blev værdsat, og mongolerne havde stor gavn af dem. Men overgangsbistand er præcis det – og den blev aldrig forlænget. Dog har Danida støttet bl.a. det sociale projekt, som gav en væv til ovennævnte Erdenbaatar og sørger for, at hans lillebror Munkhbaatar kommer i skole og ikke begiver sig ud på den skæve vej som gadedreng.

Det, som dog holder liv i håbet for Mongoliets fremtid, er de prægtige og ressourcestærke mennesker. Der skal så lidt til at give dem afsæt ud af fattigdom og elendighed – og så har de deres natur, deres vidder, der lidt som tilfældet er i Grønland, nærer deres livsmod og alligevel skaber håb. Som en hyrde engang sagde til mig: ”Livet er godt. Så længe, vi har mad og mælk, er det godt. Når der tilmed er blomster på sletten er det pragtfuldt.”

Sådan sagde hyrden Renchinsambuu til mig, og jeg tænker på ham denne sommer, da jeg ser sletten er dækket af de fineste små blomster – lilla, gule, lyserøde, hvide og blå.

Artikel i MetroXpres juni 2002

Powered by Drupal - Design by Anders Dybdal