Artikel i Arkitekten 08/2008
AF Mette Holm
Beijings værtskab for De olympiske Lege bliver ofte nævnt som mulig dynamo for demokrati i Kina. Men mere tyder på, at OL trækker i den modsatte retning. Som altid op til internationale begivenheder i Kina har flere systemkritikere måttet sande, at magthaverne i Beijing ved den slags lejligheder er endnu mere følsomme og irritable end i det daglige.
Da Kina i 2001 for anden gang søgte værtskab for OL, skortede det ikke på løfter. Beijings daværende viceborgmester erklærede flot, at ”ved at lægge billet ind på Legene, ønsker vi ikke blot at fremme byens udvikling, men hele samfundsudviklingen, herunder demokrati og menneskerettigheder.” Store ord. Og Beijing fik Legene.
Året efter erklærede IOC’s præsident, Jacques Rogge, i et interview på BBC TV: ”Jeg sagde til de kinesiske politiske ledere, IOC opfordrer jer til at forbedre menneskerettigheder, mest muligt og hurtigst muligt… . Jeg har sagt, vi vil være i tæt kontakt med Amnesty International og Human Rights Watch og De forenede Nationer, og de vil rapportere til os og fortælle os, hvad de føler….” Ligeledes store ord!
Svulmende løfter, afgivet i begejstringens hede. IOC har i hvert fald siden helt droppet menneskeretsretorikken; Kinas løfter i sammenhængen har ingen rigtig troet på.
Og i Kina kværner propagandaen løs om, at alle kinesere med stolthed ser frem til De olympiske Lege. Og ve den, der ikke er enig. Bestræbelserne på at sikre den nationale begejstring for OL bidrager nærmest for en stund til at bremse de fremskridt i friheden til at ytre sig kritisk, som kineserne vitterligt har oplevet gennem de seneste tre årtier.
Magthaverne var stærkt utilfredse, da Yang Chunlin, aktivist fra Heilongjiang i nord, i 2007 på kort tid indsamlede 10.000 underskrifter på en erklæring med ordlyden: ”Vi vil have menneskerettigheder, ikke Olympiske Lege” og lagde den ud på Internettet. Han afsoner nu fem års fængsel for ”opfordring til undergravelse af statsmagten” – en anklage, der rundhåndet bruges mod politiske og menneskeretlige kritikere i Kina.
Endnu en fremtrædende systemkritiker, Hu Jia, blev anholdt i december 2007. Han engagerede sig i menneskeretsspørgsmål, bøndernes problemer og andre politisk følsomme emner. Og han sagde bl.a., ”regeringen undertrykker systemkritikere og aktivister i De olympiske Leges navn. Og samtidig forsøger den at bruge Legene som bevis på sin legitimitet og validitet.”
I april blev Hu Jia idømt tre og et halvt års fængsel – ligeledes for opfordring til undergravelse af statsmagten. Dommen blev mødt med skarp international kritik – bl.a. fra EU og USA. Mindst 100 journalister og cyberkritikere som Hu Jia sidder for tiden fængslet i Kina for deres kritik af det politiske system.
Faktum er dog, at Kina med sin helt overvældende satsning af sit omdømme, nationalt såvel som internationalt, har åbnet en sårbar flanke for angreb.
Lige præcis af denne grund er det ikke så sært, at tibetanernes årlige – strengt forbudte – ihukommelse af kinesernes brutale nedkæmpelse af opstanden i Lhasa 10. marts 1959, da Dalai Lama så sig nødsaget til at flygte i eksil, udviklede sig netop i år. Gennem 49 år er tibetanerne med svingende styrke, men uden ophør, blevet undertrykt og reduceret til andenrangsborgere i deres eget hjemland. De kinesiske magthaveres forsøg på at trække tænderne ud på tibetanernes dybe tro har den – for kineserne – ubegribelige konsekvens, at tibetanernes tro bliver stærkere og stærkere.
Demonstrationerne i Lhasa udviklede sig dramatisk; mange blev dræbt – også etniske kinesere, som blev angrebet at tibetanere. Det faktiske dødstal er uklart, idet Kina og eksiltibetanerne har forskellige tal, der rimer på deres respektive dagsordner.
Den olympiske fakkels færd fra Athen til Beijing blev også genstand for hhv. Kina-kritiske og –venlige demonstrationer.
Men både OL og faklen blegnede, da Sichuan i det sydvestlige Kina i maj blev ramt af et voldsomt jordskælv, der krævede flere end 60 000 dødsofre, måske helt op til 100 000. På denne tragiske baggrund viste magthaverne for første gang åbenhed og gav medierne lov til at rapportere om, hvad der vitterligt skete. Det resulterede i enorme frivillige bidrag, folk rejste til Sichuan for at hjælpe, og titusinder meldte sig som bloddonorer – noget, som ellers traditionelt byder kineserne imod.
Åbenheden omkring jordskælvet kan måske bidrage til, at de kinesiske ledere får en mere afslappet holdning til oplysning. Kina har aldrig været et oplysningssamfund, bliver det næppe heller i nogen nær fremtid. Omvendt kan det ikke i al fremtid lade sig gøre at holde kineserne i mørk uvidenhed – dertil er information og kommunikation allerede al for effektiv; også selvom Kina er verdens førende inden for censur og kontrol af internettet.
OL-værtskabet sætter næppe varige spor; kineserne kommer ikke til at opleve ægte demokrati med flere partier i vor tid; al politisk lovlig opposition befinder sig inden for Kommunistpartiet. Men på langt sigt tegner det lyst: flertallet af kineserne har allerede oplevet øget frihed, og Kina vil få flere og flere institutioner, som understøtter demokrati eller kendetegner et velfærdssamfund; f.eks. øget retssikkerhed, opgør med dødsstraf og tortur og goder som social sikkerhed, lige adgang til uddannelse og sundhed – sidstnævnte goder, som for indeværende er ofret til superkapitalismen.
Socialisme med særlige kinesiske kendetegn
Til næste år fejrer Kina 60-året for den kommunistiske folkerepubliks oprettelse; de første tre årtier i skyggen af Maos vanvittige samfundseksperimenter med de kinesiske masser som forsøgskaniner, efterfulgt af endnu en revolution af stor konsekvens, nemlig Deng Xiaopings økonomiske reformer og overgang til ”socialisme med særlige kinesiske kendetegn.”
Deng gjorde op med Maos tvangskollektiviseringer, den ideologisk drevne industri og produktion, det massivt kvotestyrede landbrug, slap markedskræfterne løs og åbnede Kina for omverdenen; med introduktionen af små frie markeder udløstes en mageløs foretagsomhed hos kineserne.
Sovjetunionens politiske opløsning tjener den dag i dag tjener som skræmmeeksempel for de kinesiske ledere. Så de følger Deng Xiaopings teori om, at økonomisk frihed er vigtigst, og så fremt – og det er udtrykkeligt kun hvis – kineserne skal have øget politisk frihed, skal økonomien først være på plads.
Hvad man end mener om det kinesiske styre, er resultatet uomtvisteligt: i de økonomiske reformers første 25 år blev 400 millioner kinesere løftet ud af absolut fattigdom. Mange flere er på vej.
Dengs befolkningspolitik er endnu en vigtig brik i de seneste 30 års udvikling. I Kinas ministerium for familie- og befolkningspolitik, fortæller de stolt, at befolkningspolitikken har ”sparet” verden for andre 400 mio. kinesere; med andre ord: hvis ikke befolkningstilvæksten var blevet bremset i 1979, ville der være 1,7 milliard kinesere i dag i stedet for godt 1,3 milliarder. Så regnestykket er: færre kinesere til at dele mere.
Deng søsatte sine reformer med fyndord som ”fattigdom er ikke socialisme. Det er storslået at blive rig,” ”det er i orden, at nogle bliver rige før andre” og ”det er ligegyldigt om katten er sort eller hvid, bare den fanger mus” – eller på godt dansk: målet helliger midlet.
Det medførte en enorm økonomisk skævhed, som i dag er blandt de kinesiske leders største udfordringer sammen med den lammende korruption og miljøet. Det er også et spørgsmål, hvor længe man kan holde den voksende, og stadigt mere veluddannede middelklasse i byerne uden for blot et minimum af indflydelse.
Det økonomiske “mirakels” omkostninger
Stadig flere kinesere, som er overflødige i landbruget, drager til byerne, hvor det økonomiske ”mirakel” er størst; de er det levende bevis på, at der ikke er tale om et mirakel, men om ualmindeligt hårdt arbejde under meget ringe vilkår.
Alle kinesere har et hu kou – et identitetsbevis, som knytter personen til et sted og som følges af en somme tider fyldig journal. Skolegang, et beskedent mål af sociale ydelser, adgang til sundhed og eventuel pension knytter sig til ens officielle bopæl. Det betyder, at Kinas mindst 140 millioner ”flydende arbejdsstyrke,” migrantarbejderne, ikke har krav på noget som helst, dér hvor de arbejder, og derfor er stillet langt dårligere en stedets fastboende befolkning – de lokale, der er knyttet til stedet med hu kou.
Migrantarbejdere er nøjsomme; de fleste lever under kummerlige kår – sover måske på en stråmåtte på etagen under den, de er nået til i et højhusbyggeri. Men frivillige organisationer letter vilkårene noget for migrantarbejderne; egentlig er de små private organisationer forbudt, men så længe de ikke kritiserer Kommunistpartiet, får de lov at løse opgaver, som retteligen er statens – f.eks. krisecentre til voldsramte kvinder, børnehaver og skoler til migrantarbejdernes børn.
Men der er langt igen. Så den helt indlysende grund til, at produktion og byggeri er billigere i Kina, er, at arbejderne er dårligt lønnet og har ringe arbejdsvilkår. Det klædte den vestlige verdens ivrige handelskamre i Kina rigtig dårligt, da de resolut modsatte sig en række kinesiske initiativer til at bedre vilkår for arbejderne som f.eks. lidt højere minimumsløn, øget sikkerhed på arbejdspladsen mm – alt sammen initiativer, der ville gøre det dyrere at bygge og fremstille i Kina.
Den skæve fordeling
Deng Xiaopings tese om, at det er i orden, at nogle bliver rige før andre, har resulteret i en destruktiv skæv fordeling i et samfund, hvor alle for ikke så vældig længe siden var lige – fattige ganske vist, men lige; der var lige løn, arbejdsløshed var forbudt, staten forsørgede fra vugge til grav.
Denne ordløse kontrakt blev ophævet ensidigt af staten i 1992. Nu er det alle mod alle; enorme forskelle råder mellem rig og fattig, land og by og mellem regionerne. I storbyen tjener nogle 30 gange mere end bonden lidt ude på landet.
Hverken arbejdsgivere eller –tagere er næsten til at drive til at betale selv de mindste beløb til forsikring mod tilværelsens værste risici. Kinesere, der har råd, sparer da også op til at betale barnets uddannelse og for at have råd til behandling ved sygdom eller til en periode uden arbejde. Kinesernes enorme opsparing er bl.a. anbragt i amerikanske obligationer, så amerikanerne skylder kinesiske småsparere 200 mia. dollars.
Men de færreste kinesere kan spare op. Og selvom det kun koster seks-syv kr. årligt for en lille sygeforsikring, er fire ud af fem kinesere foruden. Fattigfolk dør af helbredelige sygdomme, fordi de ikke har råd til behandling.
Magthaverne er opmærksomme på uligheden. Inden for et par år har staten sløjfet afgrødeskatten på fem pct., som bønder gennem 2500 år har betalt til centralmagten, og de har opgivet at kræve skolepenge på landet, fordi bønderne ikke kan betale – og piger så ikke kom i skole.
Traditionelt er pigebørn værdiløse, fordi de bliver bortgift til en anden familie, mens drengen(e) bliver i hjemmet og forsørger forældrene. Så der er en enorm overvægt af drenge – i befolkningspolitikkens tidlige år blev pigerne sat ud eller på anden måde bortskaffet; selvom det er ulovligt, sorteres de nu fra i fosterstadiet efter scanning. Og så længe der ikke er udsigt til folkepension, tyder intet på ændring.
I byerne, hvor folk kun må få ét barn pr. par, er folk generelt lige lykkelige for en datter eller en søn, og alle disse enebørn i byernes voksende middelklasse er smaskforkælede.
Landbefolkningen er bedre stillet end byboerne på endnu et punkt (hvis man går ind for demokrati), nemlig at de har demokratiske valg mellem flere kandidater til landsbyleder. Ud over en politisk udpeget leder har hver af Kinas knap en mio. landsbyer en leder med ansvar for el, vand, skolen og vejene samt at gennemførelsen af centralmagtens ordrer. Frem til slutningen af 1980erne blev disse ledere nærmest over en kam mere og mere korrupte, så magthaverne besluttede at lade borgerne selv vælge leder – og fyre ham (det er langt overvejende mænd), eller dvs. ikke genvælge ham efter fire år, hvis han brød sine valgløfter.
Korruptionen
Kinas enevældige kommunistparti er med 73 mio. medlemmer verdens største – og tilmed i vækst. Og eftersom kommunismen som ideologi i partiet er på retur i en grad, så man retteligen blot burde kalde det Kinas Parti, er dette vokseværk ikke indlysende.
Og dog…. Kinas Kommunistparti er en loge; blandt ”partikammeraterne” får man gode jobs og udbud af store opgaver. Derfor stortrives korruptionen inden for Partiet – til befolkningens udelte utilfredshed. Efterhånden må man gerne kritisere korruption offentligt, men man må ikke kritisere Kommunistpartiet, så det kan være svært for medierne at få lov at påvise korruption.
Der findes både lille og stor korruption; den lille er den bestikkelse, offentligt ansatte – f.eks. skolelærere eller ansatte i sundhedssektoren – forlanger for at få det til at løbe rundt med deres dårlige løn. Den store er massiv – højtstående partifolk, der handler embeder, nedskriver eller sløjfer virksomheders skat mod klækkelig belønning, ulovlig beslaglæggelse af bønders jord til eget brug, særlig begunstigelse af venner og slægtninge, når der udbydes entrepriser og jobs mm.
Centralmagten prøver fra tid til anden at gøre op med uvæsenet med kampagner, og så ruller der hoveder; i året op til Kommunistpartiets 85-års dag i 2006 blev 80 000 partimedlemmer afsløret og straffet, varierende fra eksklusion og offentlig afsløring til retsforfølgelse med fængselsstraf og enkelte henrettelser.
Præcis, hvad korruptionen koster det kinesiske samfund er ikke gjort op, men det er hundredevis af milliarder kr. – penge, der kunne bruges til at kickstarte finansiering af folkepension, sygeforsikring, a-kasser (som stort set er ukendt i Kina) og andre af de ordninger, der blev slagtet med overgangen til den primitive kapitalisme, der for tiden karakteriserer Kina. Og som nødvendigvis må afbalanceres med et mål af statslig omsorg.
Miljøet
Hvis hver kineser i dag spiste lige så meget kød som en amerikaner, ville kineserne spise 80 pct. af verdens samlede kødproduktion. Hvis deres kornforbrug fordobles, så det svarer til vores, ville de stå for 40 pct. af verdens samlede kornforbrug. Kina råder over otte pct. af verdens ferskvand – til 22 pct. af verdens befolkning.
Den dramatiske vækst gennem de seneste 30 år har tæret livsfarligt på miljøet. Alt for mange dør hvert år som følge af forurening – især af luften. I Beijing, som i nogle år har kæmpet indædt for at tilbyde de olympiske idrætsfolk vilkår, som ikke er direkte sundhedsfarlige, var luften endnu i foråret ikke var ren nok til, at det var forsvarligt at løbe sig en tur; det være sig 100 m sprint eller maraton. Og situationen er langt værre andre steder i landet – det gælder både vand, jord og luft.
En række OL-deltagere har opgivet at træne i Beijing på grund af den forurenede luft, hvilket er pinligt for centralmagten, der sætter alt ind på et pletfrit OL; i marts meddelte IOC, at ”for udendørs udholdenhedsbegivenheder, som indebærer mindst en times uafbrudt hård fysisk indsats – cykling, mountain bike, maraton, maratonsvømning, triatlon, og kapgang – viser IOC’s Medicinske Komités målinger, at der er nogen risiko.” Derfor, hed det også, vil IOC i samarbejde med relevante internationale forbund lave en plan B. Hvad den går ud på, har vi endnu til gode at få at vide.
Fremskridtene
Som nævnt, er Kina uden sidestykke det land i verden, der med størst succes har sat ind mod den dybeste armod. Men en bivirkning er øget skævhed med deraf følgende økonomiske modsætninger mellem mennesker og regioner. Undervejs er børnedødeligheden dalet, mødres overlevelse i barsel vokset, kinesernes gennemsnitlige levetid er forlænget – fornemme bedrifter, som mange andre udviklingslande kun kan drømme om.
Kina får virkelig megen skæld ud – især for sin forvaltning af menneskerettighederne – og med rette. Systemkritikere, stærkt troende, de etniske mindretal tibetanere, mongoler og de muslimske uighurer og mange migrantarbejdere oplever grove og tilmed systematiske krænkelser.
Men sideløbende foregår en prisværdig udvikling på visse områder. Inden for de seneste 10 år har der fundet en forsigtig, men helt entydig styrkelse af retssikkerhed sted, såvel som kamp mod tortur og indskrænkelse af dødsstraffen med henblik på helt at ophæve den. Fremsynede jurister i nøglepositioner inden for forskning og lovgivning bruger den gradvise åbning til at styrke retsvæsenet og brugen af det – og dermed den almindelige befolknings tillid til det.
Kina er verdens folkerigeste land og dét, der henretter flest. Men der arbejdes støt på at afskaffe dødsstraffen, og antallet af henrettelser siges at være dalende – om end det faktiske antal er en statshemmelighed. Selvom loven er den samme som i 1997, og antallet af forbrydelser, der kan straffes med døden, stadig er 68, er antallet af dødsdomme såvel henrettelser faldet og fortsat dalende. Det skyldes ifølge juraforskere bedre håndhævelse af eksisterende lovgivning.
Tidligere faldt dødsdommen f.eks. prompte ved tyveri over 70 000 kr. I dag skal der ”mere til,” som det hedder; f.eks. tyveri af nationalskatte fra Den forbudte By eller meget groft bankrøveri. Og siden Højesteret begyndte at gennemføre sin lovpligtige gennemgang af alle dødsdomme, er der luget meget ud i dem, i forhold til, da provinsregeringen stod for gennemgangen. Og så dødsdømmes langt færre på mangelfulde beviser.
Det manglede bare, kan man sige; men uanset, så betyder det ifølge officielle oplysninger, at dødsdomme er dalet med en tredjedel i sager, hvor loven ellers hjemler dødsstraf. I en anden tredjedel anvendes dødsstraf sjældnere. I praksis er det efterhånden kun 8-10 forbrydelser, der straffes med døden – f.eks. drab, meget voldelige røverier, voldtægt, ildspåsættelse, bombeangreb, alvorlig bandekriminalitet og korruption i sværvægtsklassen.
Der er langt igen, før Kina kan kalde sig et retssamfund. Reformkræfterne på rets- såvel som rettighedsområdet er oppe mod flere tusind års sædvaner og tradition. Og selvom det for længst er besluttet, at politiet ikke længere må bruge tortur, ændrer politifolk ikke uden videre den adfærd, de er opdraget med i generationer. Indsatsen mod tortur har været i gang i 10 år, og et stigende antal politifolk er blevet straffet for at bruge tortur, ligesom dødsdomme, fældet på baggrund af tilståelser, fremtvunget under tortur, er blevet frafaldet. Men at sige, at torturen er ophørt, ville være en lodret løgn.
Men faktum er, at mens kineserne tidligere opfattede retsvæsenet og lovgivningen som statens instrumenter til at regere og undertrykke, er opfattelsen i dag snarere, at domstolene tjener til at beskytte folket mod overgreb. Men her bør man atter erindre, at politisk kritik er en sag for sig, og at alle midler stadig tages i brug for at forhindre – og straffe – den.
OL bliver ikke dynamo til politisk forandring i Kina. Men man kan håbe, at endnu et mellemfolkeligt møde mellem kinesere og tilrejsende bidrager til oplysning og forståelse – og dermed inspiration til forandring i Kina.