Uddrag fra “Kina drager” af Mette Holm og Mogens Lykketoft, kapitel 14
Maos arv til os var to ting: fattigdom/tilbageståenhed og et politisk-socialt despoti. Nu er vi snart sluppet fri af fattigdommen. Men despotiet er uanfægtet. Kina har et markedsorienteret, men ikke-demokratisk, ikke-repræsentativt politisk system.”
Sagt (under fortrolig debat ) i regeringens økonomiske tænketank, Selskabet for Økonomisk Reform i foråret 2006.
Reformer for fremtiden
Der foregår en livlig og særdeles relevant debat på højt og beslutningsdygtigt plan i Kina. Det afslørede bl.a. „Fremtidsforum for det 21. Århundrede“ i Beijing i september 2005, som var arrangeret af magthaverne fra CPPCC – Det kinesiske folks politiske rådgivende Konference. Intet syntes helligt; alt var til debat på konferencen: økonomien, miljøet og de dramatiske sociale spændinger, der må og skal tøjles, hvis ikke de skal eksplodere og afspore udviklingen.
Nogle af problemerne og emnerne er så store eller følsomme – som f.eks. de sociale frustrationer og øget folkelig medbestemmelse – at menige kinesere end ikke må vide, at debatten finder sted. Kataloget er omfattende. Og mest interessant er det, at der synes at findes en ægte vilje til at løse dem. Det kan virke mærkværdigt, at magthaverne tilsyneladende prøver at løse dem i hemmelighed; næsten som om de håber eller tror, at kineserne ikke har opdaget, at den er rivende gal på mange områder.
Men selvfølgelig har kineserne da det. De er ikke dummere end andre mennesker – de er bare uvant med at blive rådspurgt om deres egen tilværelse.
Forureningen i Kina er et voldsomt problem – luften i storbyerne er tung af kulstøv og -røg, udstødningsgasser og alle andre miljøgifte. Floder og vandløb forgiftes. Forbruget af råstoffer og ikke mindst energi er et økonomisk og miljømæssigt problem af helt uoverskuelige dimensioner.
På Fremtidsforum påviste en række eksperter fra Kina og udlandet, at uændret vækst i forbruget af olie og gas ganske enkelt er umulig. Det vil medføre voldsomme olieprisstigninger og uløselige globale klimaproblemer, der dræber væksten og miljøet. Svaret er en tredobling af energiudnyttelsen, en fordobling af andelen af vedvarende energi og langt større indsats for genanvendelse af ressourcer.
Kina kan faktisk nå disse mål og i teorien spare fire femtedele af forbruget af fossile brændstoffer til fremstilling af den nuværende produktion. Men som en fremtrædende kinesisk politiker sagde under debatten: En sådan besparelse kræver stærk regulering via påbud, forbud og skat på energiforbruget. Her kommer Det nye Kinas traditionelle folkeopdragelse også ind. Nyrige kinesere ynder at demonstrere deres rigdom gennem enorm ødselhed; hvis opgaven skal løses, er deres eksempel det dårligst tænkelige for den øvrige kinesiske befolkning.
Se f.eks. på bilismen, der allerede laver trafikpropper og forurening i storbyerne, selv om det kun er et lille udsnit af befolkningen, der overhovedet har råd til at købe bil endnu. Der findes i dag i hele verden 900 mio. biler. Hvis Kina fastholder sin nuværende vækst århundredet ud, så vil landet nå USA’s nuværende levestandard. Hvis Kina udmønter sin velstand på samme måde, som det sker i nutidens rige lande, så vil der i år 2100 alene i Kina være én mia. biler. Vejnettet og parkeringspladserne, som skal til for, at alle de biler kan køre i Kina om 94 år, svarer til hele det areal, som landet i dag bruger til at dyrke ris. Det kan jo simpelt hen fysisk ikke lade sig gøre. Og hvem tør overhovedet tænke på konsekvenserne for miljøet, hvis det alligevel kunne?
Her hersker en spirende forståelse hos de kinesiske magthavere af, at restriktioner og beskatning kombineret med en storstilet udbygning af kollektiv trafik og ny ære og værdighed til den gamle cykelkultur er nødvendig.
Men der findes oceaner af andre eksempler på surrealistiske størrelser, der skal til, hvis den enkelte kineser skal have et forbrug, der matcher dét, vi nu tillader os i Vesten:
Hvis én kineser skal bruge lige så meget papir, som en amerikaner gør, skal der på hele jorden skoves fire gange så meget, som der skoves i dag. Hvis kineseren skal bruge lige så meget aluminium som amerikaneren, har vi brug for tre jordkloder til at levere med den nuværende produktion.
Kineserne har naturligvis – ligesom alle andre – krav på at få lukket svælget mellem dem og os. Det står ingen steder skrevet, at de skal nøjes med mindre end os i form af forbrug og beskæftigelse, social tryghed, anstændige arbejdsvilkår, retssikkerhed, menneskerettigheder, oplysning – alle de goder og vel også unoder, som vi tager for givet.
Derfor er udfordringen ikke kun til dem, men sandelig også til os, der allerede lever i den rige verden. Det er givet, at der er i det 21. århundrede skal ske dramatiske ændringer i såvel vores vante levevis som kinesernes forventninger til, hvordan væksten skal udfolde sig i Kina:
Produktionsmønstre, teknologier, energiøkonomi osv. skal revolutioneres. Intet menneske kender endnu fuldt ud vejen, vi skal vandre. Ingen har overblik over, om det overhovedet kan lade sig gøre uden at udløse globale miljøkatastrofer. Vi må forudsætte teknologiske gennembrud, som vi endnu ikke kender arten af; og vi har brug for en enorm global forskningsindsats for at finde svarene i tide.
Men det er altid noget, at vi kan konstatere, at de kinesiske magthavere forstår udfordringen. Og forstår, at den er global i sin karakter.
Skæv fordeling
Dagens Kina står til dumpekarakter i omfordeling. Man skal til USA eller Latinamerika for at finde tilsvarende afgrundsdybe forskelle i levevilkår som i Kina. Og der findes ikke et effektivt skattesystem, der kan udligne de enorme forskelle.
Derfor har staten under den økonomiske vækst forsømt skolen og sundhedssystemet, hvor især de fattige rammes af stigende brugerbetaling. Nye sygdomme og epidemier som HIV/AIDS inddæmmes ikke effektivt. Arbejds- og miljøulykkernes antal er tårnhøjt og aldeles uacceptabelt. Korruption er epidemisk.
Væksten fortsætter; der forventes i perioden 2000-2020 at ske en ny firedobling af nationalproduktet, hvilket er formidabelt, men fuldt ud muligt forudsat, at Kina kan reformere og udvikle sig – og samtidig fastholde den politiske stabilitet.
Kinas ledere er udmærket klar over, at projektets succes afhænger af, om de kan sikre, at en meget stor del af den næste bølge af velstandsstigning bruges til at bekæmpe fattigdom og arbejdsløshed, løse miljøproblemerne, forbedre skolen og sundhedsydelserne og genskabe større social tryghed – med andre ord: det er afgørende, at udviklingen nu også kommer de dårligst stillede til gode.
Fremtidsforum i 2005 var et overflødighedshorn af bud på Kinas kurs. Og de kinesiske ledere var befriende bramfri og åbne i deres beskrivelse af situationen såvel som i deres tanker om, hvordan man holder Kina på ret kurs.
Det var en repræsentant for magthaverne – den tidligere Shanghai-borgmester Xu Kuangdi – der på fjerdedagen ved konferencens slutning sammenfattede analysen således: „Det er afgørende, at staten bliver i stand til at omfordele den stigende velstand – helt ud i de fjerneste egne af dette vældige land. Og i den omfordeling er større social retfærdighed det allervigtigste“.
Dernæst kommer en massiv indsats for at rydde op efter årtiers miljøsvineri, en seriøs indsats mod forurening i fremtiden såvel som at spare på energiforbruget.
Så vidt, så godt. Overraskende og glædeligt var det også at høre de tilstedeværende magthavere på Fremtidsforum erklære, at det for at nå de økonomiske og sociale mål er nødvendigt at styrke retssikkerheden og borgernes medbestemmelse, respektere menneskerettighederne og bekæmpe korruptionen.
Det er også spændende at konstatere, at de vigtigste konklusioner fra Fremtidsforum faktisk blev knæsat som officiel regeringspolitik med vedtagelsen af den 11. femårsplan for Kinas udvikling i foråret 2006.
Hvor skal pengene komme fra?
Kina har officielt 43 mio. arbejdsløse og en årlig tilgang til arbejdsmarkedet på 17 mio. mennesker, der søger job for første gang. Dertil kommer en ukendt, meget omfattende og voksende skjult arbejdsløshed i landbruget, hvor mekanisering gør millioner af mennesker overflødige.
Kinas i forvejen gigantiske storbyer risikerer – hvis udviklingen fortsætter som hidtil – at skulle opsuge yderligere 400 mio. mennesker de næste 15 år. Der var enighed på Fremtidsforum om, at staten må hjælpe med en modernisering af landbruget og de tilknyttede industrier og tilskynde til etablering af et enormt antal små og mellemstore virksomheder ude på landet – og investere i infrastruktur og velfærd i de fattige landområder.
Det bliver Kinas nye velhavere, den store nye middelstand og de store virksomheder, der må have penge op af lommen. Men også de store udenlandske investorer må bidrage til samfundsudviklingen. Hidtil har Kina i sine vellykkede bestræbelser på at tiltrække udenlandske erhvervsinvesteringer simpelt hen været for gavmild med at give langvarig skattefrihed for virksomheders overskud. Kina skal nok vedblive at være et interessant investeringsland, også selv om virksomhederne skal bidrage mere til social stabilitet og bedre uddannelse – hvilket i det lange løb da også er i deres egen interesse.
Det er afgørende, at den vildtvoksende, altfortærende korruption i lokalforvaltninger – og i det hele taget – nedkæmpes. Og der skal ryddes op i Kinas berygtede dynd af klægt bureaukrati med endeløse blanketter og røde stempler; det vil frigøre skræmmende mange penge og lette vilkårene for borgere og virksomheder.
Hundredvis af milliarder kroner kan ifølge kinesiske eksperter også findes ved at påse, at virksomhederne betaler skat efter reglerne. Også det handler om at bekæmpe korruption, idet virksomheder i vidt omfang bestikker sig fra at betale den lovpligtige skat. Som del af kampen mod korruption og skattesnyd er det indlysende at lade gevinsterne ved salg af jord til by- og trafikudvikling komme lokalsamfundene til gode. I dag tvinges bønderne ofte til at afstå jord til udviklingsformål til spotpriser, mens korrupte embedsmænd og jordspekulanter scorer enorme gevinster.