🇩🇰 Vækstens kilder i Kina

Kronik i Berlingske Tidende, 15. november 2006

AF Mette Holm og Mogens Lykketoft

Lærebøgerne om økonomisk vækst bør snart ajourføres til at beskrive og forklare Kinas økonomiske udvikling de seneste 25 år.

Det kinesiske ”mirakel” er en enestående mobilisering af mennesker og realkapital i et nyt kapitalistisk eksperiment, der så vildledende kaldes ”socialisme med særlige kinesiske kendetegn”: Foretagsomhed, kunstigt stækket i årtiers plan- og kommandoøkonomi, blev sluppet fri som en fjeder med vældig styrke.

En del af forklaringen er, at kineserne var bedre uddannet end indbyggerne i mange andre fattige lande og havde en historisk baggrund, der lettede mobiliseringen. De fik en kraftindsprøjtning af kundskaber og teknologi udefra; investeringer fra kinesere i Hong Kong, Taiwan og andre oversøiske kinesiske samfund spillede en afgørende rolle. Billig, disciplineret arbejdskraft og politisk stabilitet gjorde også i Europa, Japan og USA Kina til foretrukket investeringsland i den fattigere del af verden.

Der er vældige udfordringer knyttet til det kinesiske mirakels frådende kapitalisme: miljø, arbejdsmiljø og den stærkt voksende ulighed. Der er skræmmende undertrykkelse af politiske afvigere og religiøse mindretal som tibetanerne.

Men der er også solstrålehistorier: netop i Tibets hovedstad, Lhasa, er det lokale bryggeri gået fra statseje over børsnotering til i 2003 at blive et makkerskab mellem lokal privatkapital (50 pct.), Carlsberg (33 pct.) samt danske Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene, IFU (17 pct.). Det er en lille virksomhed med 250 arbejdere, hvoraf 70 pct. er tibetanere og næsten halvdelen kvinder. Ledelsen er blandet kinesisk-tibetansk. Virksomheden giver flot overskud og betaler skat, hvilket er helt usædvanligt i Kina. Produktionen er med uændret medarbejderstab tredoblet, siden partnerskabet med danskerne og de dertil knyttede investeringer i produktionsanlægget.

Det fornemme ved dette lille dansk-kinesisk-tibetanske industrieventyr er, at IFU som forudsætning for sin deltagelse har stillet præcise krav til miljø og arbejdsmiljø, som Carlsberg overvåger overholdes samtidig med den gængs kvalitetskontrol. Bryggeriet er en af Lhasa mest attraktive arbejdspladser; der er kø for at komme ind, hvis en af de faste medarbejdere holder op.

Folkene ved samlebåndet tjener 2600 kr. om måneden, fordi de oven i den faste løn har udbyttedeling, og firmaet har flot overskud; de arbejder 7 timer om dagen 5,5 dag om ugen og har en måneds ferie. Alt er langt bedre – lønnen endog meget bedre – end den typiske industriarbejders vilkår i dagens Kina.

Ifølge de officielle kinesiske fagforeninger er fabriksarbejderes gennemsnitsløn 800 kr. om måneden. Direktøren lagde vægt på, at indførelsen af moderne ledelse var væsentlig i den nye succes. Det er opmuntrende, at en dansk investering bliver mønstereksempel på, at moderne ledelse, teknik og salgsarbejde kan give en virksomhed god indtjening, samtidig med at den sørger godt for sine medarbejdere og miljøet.  

Kina kan bruge meget mere af den slags? og der kommer heldigvis også mere hver eneste dag.  

Investeringernes andel af den samlede indkomst i Kina har siden 1978 været meget høj, hvis man sammenligner med resten af verden. Udenlandske direkte investeringer – herunder også dem fra Hong Kong og Taiwan – er enorme og stadigt stigende. De koncentrerer sig i de østlige kystprovinser og er en af årsagerne til de meget store forskelle i udvikling inden for Kina. 

Virksomheder med udenlandske investeringer står for halvdelen af Kinas eksport – de har højere lønninger og bedre produktivitet end gennemsnittet og bidrager dermed kraftfuldt til væksten i levestandarden.

Eksplosiv udvikling af en lokal kapitalisme begunstiges af billig og rigelig tilgang af kapital. Den betydelige opsparing hos almindelige kinesere har igen sin forklaring i, at Staten under den økonomiske reformproces i høj grad har slækket på ansvaret for uddannelse, sundhedstjeneste og alderdomsforsikring, og de fleste er derfor i disse anliggender afhængig af egen opsparing og familiens støtte.

Vækstens omfang og dens geografiske udbredelse lader sig dårligt beskrive i få ord. Et centralt element i det kinesiske vækstmirakel er, at det er eksportdrevet. I fjor var Kinas overskud på betalingsbalancen 160 mia. dollars.

En anseelig del af de varer, vi forbruger i Europa og USA, fremstiller vi ikke længere selv: tøj, mobiltelefoner, tusindvis af industriprodukter såvel som stor dele af sværindustrien. Som led i den nye globale arbejdsdeling er produktionen flyttet til Kina.

Eksporteventyret ledsages af en vældig import fra Vesten, fordi følgevirkninger i det kinesiske samfund kræver udstyr og teknologi m.v., som Kina endnu ikke selv kan fremstille.

Et mål for internationaliseringen af et lands økonomi er udenrigshandelens (summen af eksport og import) andel af landets samlede produktion. I 1980 var det i Kina under 10 pct. 25 år senere er det over 60 pct.

I Kina betyder væksten millioner af nye arbejdspladser; ufattelige mængder af beton, der forvandles til boliger, fabriks- og kontorhuse. Kinas nye boligblokke ser kedsommelige ud. Men der bliver flere kvadratmeter pr. kineser, og i byerne får de fleste familier eget toilet, moderne køkken og aircondition.

Kina har undgået andre ulandes vildtvoksende slumområder, selv om planlæggerne er ved at segne under tilstrømningen af nye millioner mennesker fra land til by; og selv om én af landets største udfordringer er 140 millioner vandrende arbejdere, der endnu ikke har fast tilknytning, bolig eller sociale rettigheder i byerne.

Men disse skæv- og urimeligheder rokker ikke ved et helhedsindtryk fra storbyerne af en befolkning, der i bred almindelighed har fået bedre levevilkår.

Kernetropperne i det økonomiske opsving er den købedygtige middelstands 240 millioner kinesere, som har ambitioner om at spise sundt, klæde sig godt og bo ordentligt trods de stadig mere opskruede boligpriser i storbyen.

De lægger til side til børnenes skole, universitetsstudier og bryllupsfest, til privat sygesikring, noget at stå imod med, hvis man bliver arbejdsløs, og til sikring af alderdommen for dem selv og deres forældre. Deres enorme opsparing finansierer Kinas opsving – og det amerikanske handelsunderskud.

Kinas bybefolkning er syvdoblet på 50 år. Nu bor mindst 550 millioner i byerne, og antallet vokser sandsynligvis med yderligere 400 millioner de kommende 20 år.

Nepotisme og korruption af katastrofale dimensioner gjorde sit indtog lige i halen på den økonomiske frihed. Før var folk faktisk lige – fattige; der var ikke meget at lænse hinanden for, og den sociale kontrol var total.

Så begyndte partifolk at indlade sig på forretningsvirksomhed og udnyttede deres guanxi – deres forbindelser. Statslige organisationer som Folkets Befrielseshær blev storstilede kapitalister med mange aktiviteter.

Korruption og magtmisbrug blev uægte slægtning til Kinas særlige variant af socialismen. Det er en stor forslugen hvirvelstrøm i samfundets bug.

På højeste plan har der længe været klar erkendelse af, at korruptionen udgør den største trussel mod Kommunistpartiets magtmonopol. Problemet er, at den også i stort mål florerer netop blandt Partiets 70 millioner medlemmer. I dag er det ikke nødvendigvis politik eller ideologi, der får folk til at søge optagelse i Kommunistpartiet – det er især forbindelserne, mulighederne for jobs og for at gøre gode forretninger, lidt som i en loge.

Udviklingen har andre omkostninger end korruptionen. Storbyerne har vundet første runde i kapløbet om at få del i Kinas vækst. Arbejderes lønfremgang i byerne stækkes af den stadige tilstrømning af interne indvandrere fra landet, som har sin rod i fattigdommen på landet og den altid levende drøm om at finde lykken i storbyen.

Tilstrømningen bidrager til øget arbejdsløshed i storbyerne. Modsat for 30 år siden er det tilladt at søge arbejde i byen, selv om man kommer fra landet. Men ophold i storbyen betyder ikke automatisk rettigheder som den – beskedne – sociale service, der ofte ledsager byborgerskabet. Og man må kun opholde sig i byen, så længe man har arbejde der. 


Derfor er 140 millioner mennesker vandrende og formelt set midlertidig arbejdskraft i Kinas byer. De lever ofte i ekstrem armod, rammes oftere af arbejdsløshed end andre og er ensomme og fremmedgjorte. I de vandrende arbejderes verden betyder en arbejdsskade fyring, og der er intet socialt sikkerhedsnet – der er nok af ivrige efterfølgere i arbejdsløshedskøen.

 November 2006