Artikel i Metroxpres januar 2003
Den tiltalte får ofte kun lov til at svare “ja” eller “nej” på anklagerens spørgsmål. At tage sig en forsvarer, hvis man ellers har råd, opfattes som mistillid til systemet. Og hvis den forbrydelse, den tiltalte er anklaget for, er meget alvorlig, ja, så er det tvivlsomt, om nogen forsvarer overhovedet vil påtage sig sagen.
Dommeren prøver som regel at erstatte forsvareren ved at stille sig kritisk over for anklagerens sag, men tiltalte i Vietnam kan godt føle sig dømt på forhånd. Der udover er der en udbredt fornemmelse af, at hvis man har råd, kan man købe sig til sin egen retfærdighed. Med andre ord: tilliden til domstolene er meget beskeden i Vietnam. Det gælder først og fremmest om at holde sig langt væk fra dem.
Kendskabet til retssikkerhed er ikke-eksisterende. En nyttig tommelfingerregel er, at alt, hvad der ikke specifikt er tilladt, sikkert er forbudt for det enkelte menneske. For Staten er det lige omvendt.
Viden er magt, og Vietnams ledere har i årtier – trods et ellers veludviklet uddannelsessystem – gjort et nummer ud af at holde mange væsentlige oplysninger for sig selv. Sådan er det for så vidt stadig, men samtidig bevæger samfundet sig med usikre skridt mod større åbenhed.
Justitsministeriet i Hanoi har oprettet retshjælpskontorer i alle Vietnams 61 provinser, og i lidet farbare egne, er der indført retshjælpsbusser, der – om bogbusser herhjemme – bringer viden, rådgivning og afgørelser helt ud i hjørnerne. F.eks. ud til landsbyerne med pælehytter i bjergene, hvor landsbyledere og høvdinge, som traditionelt står for retfærdigheden i de små samfund, får vejledning i retssystemet. Og en del civile tvister bliver afgjort på stedet, idet de stort set aldrig finder vej ind til en af landets 630 distriktsdomstole. Man havde ellers prøvet med oplysende tv-programmer, men de var ubegribelige, så de gjorde ikke bønderne klogere, skriver avisen Viet Nam News.
Retshjælpsbusserne blev til, efter at det viste sig, at 90 pct. af Vietnams bønder hverken kender deres rettigheder eller loven. De forstår ikke vigtigheden af f.eks. et skøde. Det eneste dokument, hvis afgørende betydning enhver vietnameser over 12 år forstår, er identitetskortet, som alle til enhver tid skal kunne fremvise.
Der er sådan set ikke noget at sige til, at folk ikke kender og forstår loven i Vietnam, for selv for de indviede – for embedsmænd og jurister – er det svært at gennemskue og finde vej i systemet. Lovene er en jungle af modsætninger og uklarhed. Samtidig befinder retsvæsenet sig – som så meget andet i Vietnam her i begyndelsen af det 21. århundrede – i en brydningsperiode, hvor betontunge bagstræberiske, ideologiske krav slås med fremtidens krav om gennemskuelighed, effektivitet og ensartethed.
Vietnams forfatning er forbilledlig. Den sikrer de grundlæggende rettigheder som ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed, men virkeligheden er en anden for de 80 mio. vietnamesere, og Statens ve og vel sættes over individets.
Så er der ”statens sikkerhed” – en meget uhåndterlig og følsom størrelse. Vietnams hidtil eneste medlem af menneskeretsorganisationen Amnesty International, Nguyen Dan Que, der meldte sig ind i 1988, blev i 1991 idømt 20 års fængsel efterfulgt af fem års husarrest, bl.a. for at have truet statens sikkerhed gennem sit medlemsskab. Han blev løsladt under en massebenådning i 2000 og landsforvist.
I december blev en 32-årig mand, Le Chi Quang, idømt fire års fængsel i Vietnam for ”forbrydelser mod Staten og Den socialistiske Republik Vietnam.” Hans brøde bestod i, at han på Internettet kritiserede Vietnams grænseaftale med Kina fra 1999, der efter mange vietnameseres mening var eftergivende over for Kina – han kritiserede sit fædreland over for ”reaktionære kræfter” i udlandet og ”forvrængede situationen i Vietnam, bagtalte Kommunistpartiet såvel som Staten, og han forsøgte at undergrave landets enhed.” Retssagen tog kun et par timer. På en måde var han heldig, for straframmen for hans forbrydelser går op til 12 år.
Quang var i hvert fald heldigere end den 47-årige Nguyen Khac Thoan, der ligeledes i december blev idømt 12 års fængsel, fordi han – også via Internettet – skrev til udlandsvietnamesere om, at bønder havde demonstreret i hovedstaden, Hanoi, over, at staten konfiskerede deres jord. Det tog domstolen i Hanoi mindre end en dag at afgøre sagen. Sådan en sag ville ingen advokat ved sine fulde fem drømme om at tage. Den var tabt på forhånd.
Der skal med andre ord meget lidt til at overskride det kommunistiske et-partistyres tolerancetærskel. Men når det så er sagt, er der kræfter i gang for at gøre Vietnams retssystem mere gennemskueligt, ensartet for alle og hæderligt. På regeringsniveau er lederne klar over, at den manglende retssikkerhed er et problem, men mange af dem, der vitterligt skal føre forandringerne ud i livet, er utilbøjelige til at ændre den praksis, de er opfostret i og har vænnet sig til.
En anden forhindring er den store
geografiske spredning. Retshjælpsbussernes terrængående mobile retfærdighed
blev oprettet i 2000 for at styrke retssikkerheden for dem, der kan holde sig
fra de følsomme politiske anliggender.
Det centrale Højland er ikke uddelt populært hos centralmagten i Hanoi, for
mindretalsfolkene dér føler sig presset af både magthaverne og fattige
lavlandsfolk, der kommer og tager deres jord og dermed deres levebrød.
Regeringen reagerer som altid med at undertrykke og fortie. Det gør situationen
betændt.
Institut for Menneskerettigheder (nok stadig bedre kendt under det oprindelige navn, Det danske Center for Menneskerettigheder, som blev sløjfet ved årsskiftet) støtter retshjælpen i to centrale provinser, Dak Lak og Gia Lai, såvel som moderorganisationen, det Nationale Retshjælpsagentur, i Hanoi med uddannelse og træning.
Retssikkerheden bliver også styrket fra oven så at sige – ved forskellige centrale instanser i hovedstaden, Hanoi; her iblandt Højesteret, Justitsministeriet, anklagemyndigheden og i Nationalforsamlingen, som er Vietnams parlament.
Advokat Thorkild Høyer, der er kendt herhjemme fra bl.a. Blekingegade-sagen, hvor han var forsvarer, og i udlandet for sin indsats i lande og områder med svækkede eller helt fraværende retssystemer (som f.eks. Kosova, Vestbredden, Etiopien og Cambodia), har siden foråret 2001 været i Vietnam som leder af Danidas indsats for øget retssikkerhed i Vietnam, JOPSO; forkortelsen står for Joint Project Support Office eller Fællesprojektets Støttekontor.
JOPSO fokuserer på tre nøgleområder, Vietnams Højesteret, den øverste anklagemyndighed og Nationalforsamlingen, altsammen med det overordnede formål at støtte opbyggelsen af retssikkerhed. Indsatsen spænder vidt – fra juridisk træning over engelskundervisning (til folk, der har brug for at deltage i internationalt samarbejde) til identifikation af nye veje i den juridiske reformproces. Det sker ikke fra dag til anden, fortæller Thorkild Høyer på sit kontor i Hanoi:
”De mangler uddannelse. Vietnam er jo stadigvæk et et-partiland. Et socialistisk land med tradition for, at politikken er ledetråd i alt, hvad man foretager sig. Og nu har man erklæret, at det skal høre op, og nu er det loven, der skal råde. Men man har ikke rigtig kapaciteten endnu. Og det tager noget tid at få den opbygget.”
Opgaven er enorm, for tilliden til retsvæsenet er lige så lille som kendskabet til det: ”man har ikke har så meget tillid til domstolene, for man kan få den afgørelse, man har råd til at betale for. Og det er selvfølgelig uholdbart, hvis man vil have et retssamfund, at retten afgøres af størrelsen på ens tegnebog. De er i gang med lønreformer for dommerne, så de får tilstrækkelig løn til ikke at lade sig friste af korruption. For drivkraften i korruption er penge. For os, der tager en embedsstand med fornuftige arbejdsvilkår og en løn til at leve af for givet; ja, der er det naturligt, at der ikke eksisterer korruption. Men sådan er det bare ikke herude. Folk har ganske enkelt ikke nok at leve af, og så udvikler en korrupt praksis sig,” siger Thorkild Høyer – og peger dermed på Vietnams nok største enkeltstående problem.
I Vietnam er man – teoretisk set – uskyldig, ind til andet er bevist. Men virkeligheden er ofte anderledes, siger Thorkild Høyer, der har haft lejlighed til at overvære retssager: ”For mange, der bliver involveret i en straffesag, er holdningen, at man er skyldig, med mindre man kan bevise, at man ikke er det. Men lovgivningen er fuldstændig klar på det område. Det er anklagemyndigheden, der skal føre bevis for skylden – ligesom i det danske retssystem. Men der er ikke særligt gode regler for forsvaret i forbindelse med straffesager. Og det er såmænd ikke det værste,” siger han.
”Det værste er, at der ikke er ret mange forsvarere. Der er i det hele taget meget få advokater, og de, der er, synes, det er meget mere interessant at arbejde med erhvervslovgivning, erhvervsret og virksomheder, end det er at arbejde med straffesager, fordi – igen – betalingen er dårlig. Advokater, som møder i Højesteret her, får knap 20 kr. for en dags arbejde. Så interessen blandt advokaterne, der jo er en vigtig modspiller i opbygningen af et retssamfund, er ringe. Og det betyder, at der virkelig mangler en modpol til statsmagten i forbindelse med straffesagers gennemførelse,” siger Høyer.
”De retssager, jeg har overværet, har været gennemført fuldstændigt forsvarligt. Ganske vist har der ikke været forsvarer i nogen af dem, men dommerne, som overtager rollen med at stille spørgsmål, har været meget omhyggelig med at fremdrage ting, der også taler til den tiltaltes fordel, og de har også været rimelige nok i deres bedømmelse af sagen, som jeg har set den. Men det er et problem, at en dommer kommer til at optræde i den rolle, som en forsvarer bør have. Så det fungerer ikke nær nok tilfredsstillende, men det kommer til at tage tid.”
I snart et år har der hersket en spændt politisk stemning i Vietnam, og derfor har det ikke været muligt at interviewe vietnamesere til artiklen her, men jeg talte med flere sagkyndige under mit nylige ophold derude, som ikke ville citeres, og de udtrykte alle en vis optimisme: samlet går det fremad i Vietnam, siger de, men i ujævnt tempo, og lige nu ”er vi inde i en vanskelig periode.”